DET GLEMTE SPROG

Trip og psykose - etik og forvrængning - det tænkte og det talte - kultur og fællessjæl - religionen og den åndløse kultur - symbolerne og den okkulte terminologi - trip og astralrejse

Virkningerne af en LSD-rus er mange og varierer fra forsøgsperson til forsøgsperson. Lad os prøve at se på nogle af dem.
For det første øges opmærksomheden. Alle sanseindtryk er stærkere, mere »levende«. Farverne er kraftigere, lyde mere distinkte.
Forsøgspersonen kan blive fuldstændig opslugt af et enkelt objekts sanserigdom. Dette rimer udmærket med stoffets kemiske slægtskab med visse transmittersubstanser.
For det andet nedbrydes det, vi har kaldt for »kategorierne«. Tid er umulig at »bedømme«. Det, opmærksomheden netop er henvendt på, forekommer ofte »klods op ad« iagttageren, mens det upåagtede er tilsvarende »langt væk«.
Hvad vi er kommet frem til ad lange omveje, forekommer den påvirkede umiddelbart indlysende, at han selv skaber verden. Han er verdens selvbevidsthed.
For det tredje optræder, hvad i psykosen ville blive beskrevet som hallucinationer, ansigter og væsner. Disse, som vi har kaldt entiteter, beskrives ofte som »små af vækst«, dværge eller børn, hvis ikke de af den mere litterært orienterede får deres oprindelige navne, alfer og gnomer eller, hvad alkymisterne under et kaldte elementaler. De flyvende tallerkeners besætning er påfaldende af samme type.

For det fjerde kan dagligstuen helt forsvinde væk, og visioner af landskaber og bygningsværker optræde. Somme tider (især ved større doser) kan forsøgspersonen decideret færdes i disse alternative verdner og opleve handlingsforløb, der minder slående om eventyr og myter. Der er en klar parallel mellem dette »hinsides« og myternes himmel og helvede, paradis og underverden, der, hvor entiteterne »har hjemme«.
Endelig optræder et karakteristisk fænomen, »tunnelen«, gerne på overgangen mellem dagligstue og hinsidighed. Dette fænomen dominerer især »nærdødsoplevelsen«. Det associeres undertiden med indtrykket af at være »uden for sit legeme«, hvilket også er et kendt psykotisk træk; patienten »betragter sig selv« og undrer sig over »hans« handlemåde.
Det er umuligt ikke at sætte disse oplevelser i forbindelse med alle tiders religiøse og okkulte erfaringer. Som i den psykotiske tilstand øges »opmærksomheden« i en sådan grad, at den begrænsende hverdagskategori afkastes.
Hvorfor opstår psykosen overhovedet? Hvad kan øge opmærksomheden på en så eksplosiv måde, at den bliver ubrugelig for patienten?
Det er vanskeligt ikke i nogen grad at godtage Freuds tolkning af syndromet som en undertrykt dynamik, der pludselig, eksplosivt kommer til udtryk. Men hvad vil det sige, at en dynamik kommer til udtryk?
For det første kan vi forkaste uklare begreber som libido og dynamik til fordel for det langt mere eksakte entitetsbegreb. Vi ved nu, at den måde, entiteterne »kommer til udtryk på«, er verden eller virkelighed, hvilket i sidste ende vil sige kategorierne. Vi ved også, at disse kategorier er såvel biologisk som kulturelt funderede.
Hvordan kan nu en entitet »undertrykkes«? Som vi så, er entiteterne i egentligste forstand kroppens handlinger, som bevidstheden influerer på.
Verden er - som det altid er blevet påstået - en kamp mellem guder eller overhovedet entiteter. Dominerende entiteter undertrykker andre. Dette vil sige, at de ikke alle »bliver bevidste« i samme grad.
Bevidsthed er et hav, men også en jordskorpe frembragt af entiteternes tektoniske kræfter. Skorpen holder disse kræfter i skak, den repræsenterer en overfladespænding, men under den brydes kræfterne.
Hvis dynamikken bliver stor nok, bliver der jordskælv. Alle kategorierne rystes rundt mellem hinanden, inklusive »personlighed«.
Et undersøisk jordskælv kan afstedkomme en tidevandsbølge, men den lægger sig igen. På landjorden ødelægges alt, hvilket måske er en advarsel til os om - rent psykologisk - at være havoverflader i stedet for jordskorper.
Man kan imidlertid ikke bygge et hus på vand og heller ikke en kultur på »vandmennesker«. Heraf jordskælvene, vi kalder neuroser og psykoser. LSD »bryder isen« på samme måde, om end kortvarig.
Jordskorpen har dog en meget vekslende elasticitet fra menneske til menneske. Det er en almindelig erfaring, at kunstneren tager forholdsvis lidt skade af sit »trip«, mens den mere jordbundne kan brase lige ud i en psykose. Han falder igennem isen og drukner i stedet for at svømme eller dykke.
Der er også meget, der tyder på, at mange tidligere kulturer har været væsentlig mere permissive end vor egen, både etisk og kognitivt. Det etiske og kognitive hænger sammen. Virkeligheden er jo et udtryk for de entiteter, som er »tilladte«, den tilladte virkelighed.
For ikke lang tid siden afgjordes de fleste tvister uden retslig indblanding. Vældige destruktive kræfter kunne udnyttes af individet mod dem, der truede det, som nu er undertrykt. Det er forståeligt, at det netop er det destruktive i mennesket, den i naturen så nødvendige aggressivitet, der undertryktes, men det er på den anden side også det, der gør, at vi sidder med røven på dynamitten.
I det hele taget er aggressiviteten, »det onde«, sammen med seksualiteten, jo et urgammelt, men altid aktuelt etisk problem. Er aggressivitet overhovedet nødvendig, selv i naturen? Kunne man ikke forestille sig en universel nedrustning?
Dette hænger igen sammen med en misforståelse af fænomenet liv og specielt »art«. Det er, som vi har set, artens vel, »entiteterne« har for øje, og aggressivitet »udtynder« en art, så at kun de individer, der har artsfremmende arveanlæg, får en chance til at give dem videre.
Det »onde« er altså i det mindste nødvendigt for andre arters overlevelse. At det også er det på langt sigt for mennesket, er ubetvivleligt, men hvor langt skal og vil vi se? Umiddelbart forekommer det mere sandsynligt, at den menneskelige aggressivitet vil føre til artens undergang i sin automatiserede form, krigen.
Det er klart, at entiteterne generelt er »fremstillet« til at forårsage større armbevægelser, end der er plads til i vores kulturkreds eller i nogen kulturkreds overhovedet. »Civiliseringen« betyder en gradvis begrænsning af entiteternes spillerum. Intet under, at kulturerne bliver tilsvarende mindre »religiøse«.
Vi kan forestille os et »naturmenneske« med kvadratkilometre til sin rådighed. Vi kan så videre forestille os, hvordan de første kulturdannelser stækkede ham, hvordan entiteterne måtte »gemme« sig. De skulle selvfølgelig helst ikke blive helt væk, så de blev taget frem ved festlige lejligheder.
Helt centralt fik den verdensskabende propositionelle tænkning en ny opgave, den sproglige kommunikation. Sproget »slog tilbage på« tænkningen, som blev forarmet.
Consensus blev en stadig mere tvingende begrænsning for bevidstheden. Handlingen blev splittet op i en mere consensusvenlig kausal del og en magisk, rituel.
Et enkelt medlem af stammen fik lov til at forblive gal og almægtig, en konge, der senere fik så mange administrative pligter, at galskaben blev delegeret ud til en præst. Til sidst kom den »verdslige« og »gejstlige« magt i uundgåelig konflikt, og den verdslige løb af med sejren. Verdenshistorie i lommeformat.

Vi har tidligere berørt sproget som en central problematik, skønt det måske først nu går op for os, hvor central den i virkeligheden er. Vi kan således inddele menneskets historie i tre hovedafsnit, et førsprogligt, et sprogligt og et mellemstadium, hvor sproget endnu ikke blev brugt som kommunikationsmiddel. Det er denne alternative, oprindelige brug af sproget, vi har kaldt propositionel tænkning, hvilket er det traditionelle udtryk, skønt »sproglig tænkning« måske egentlig havde været bedre.
På det førsproglige stade kan vi næppe overhovedet tale om bevidsthed i menneskelig forstand. Menneskets skabelse er tæt knyttet til verdens skabelse, som formidles af den propositionelle tænkning. Det er det »skaberord«, »fiat« eller »logos«, så mange religioners skabelsesberetninger går ud fra.

Civilisation og kultur derimod opstår derved, at sproget bliver et kommunikationsmiddel. Dette er den »anden« skabelse. Verden eller virkelighed bliver bogstavelig talt skabt på ny, eftersom definitionen på virkelighed skifter fra at være det sprogligt fortolkelige til at være det sprogligt kommunikerbare.
Vi skylder at sige, at den kendsgerning, at sprogets oprindelige funktion ikke var kommunikation, er almindelig anerkendt af videnskaben i dag. Blot har man ikke indset de fulde konsekvenser af denne opdagelse.
Det er altså i en vis forstand meningsløst at tale om et førsprogligt stade. Dengang var verden simpelt hen ikke til.
Kaos rådede, en altopslugende drage. Men lyset var i mørket, og mørket fik ikke magt over det.
Så lynede Marduks sværd, og Tiamat revnede. Verden blev delt, skelnet og defineret.
Som vi ser, er denne babyloniske og gammeltestamentlige skabelsesberetning på ingen måde i strid med en model, der beskæftiger sig med de geologiske og biologiske forhold på jorden før mennesket. Ifølge den sidste model er mennesket endeprodukt af en uendelig lang evolution, ifølge den første var der slet ikke noget før mennesket, og intet menneske før logos.
Derimod er skellet mellem tænkning (for tænkning er altid sproglig) og tale (til andre) tydelig helt op til i dag. På talen grunder naturvidenskab og teknik sin virkelighedsopfattelse.
Objektivitet og consensus er jo blot den udtalte overensstemmelse. Det virkelige i denne forstand er det kommunikerbare.
Virkeligheden har altså nogle egenskaber, har de egenskaber, den har, udelukkende fordi de er sprogligt fortolkelige. Men inden i denne virkelighed har talen skabt en begrænset virkelighed, der defineres ud fra, hvad der desuden er sprogligt kommunikerbart.
Vi har altså to sæt kategorier, eller vi har måske snarere de samme kategorier, men de er begrænset mere i den talte virkelighed. Tid og rum bliver helt fantastisk strenge herrer, for en tidsopfattelse, der skal være kommunikerbar, må være »præcis«, det må være en »ur-tid« snarere end en »fornemmelses-tid«.
Dette nødvendig- og muliggør igen teknik i moderne forstand. Kausaliteten og hele det mekaniske univers, det firkantede sjælebegreb med mere hører også denne snævre verdensopfattelse til.
I tredje kapitel spurgte vi også, hvor den kvantitative objektivitet kommer fra. Det selvfølgelige svar er nu, at den kommer af den kvantitative kommunikerbarhed.
Vi må her sammenholde med den gamle maksime, at de religiøse, okkulte og »mystiske« sandheder ikke er kommunikerbare. Dette har ledt til den misforståelse, at de ikke er fortolkelige, hvilket givetvis er noget sludder. Det, der ikke er fortolket, eksisterer slet ikke, eftersom verden er fortolkning.
Mystikeren bruger imidlertid sproget på en anden måde, fordi han kun taler til sig selv, og når han alligevel bruger det over for andre, forekommer det »upræcist« og »underligt«. Dette fører igen til en misforståelse af ordet »symbolik«.
Med symbolik menes ikke, at det, der siges, kan »oversættes« til noget umiddelbart kommunikerbart. Symbolikken er selv en oversættelse, der taler direkte til bevidstheden. Den kan ikke fortolkes, for den er selv en fortolkning.
Man kan naturligvis forsøge at omsætte den alligevel, men så mister man altid det væsentlige. En sådan omsættelse - som den, vi forsøger i denne bog - må således altid bestræbe sig på at vække eller starte en symbolik hos læseren fremfor at oversætte en i egentlig forstand.
Dette er det oprindelige dialektiske ideal hos Platon. Ordet »okkultisme« af det latinske ord for »skjult« viser, at vi nærmer os selve sagens kerne.
I dag fører kunstneren mystikerens arbejde videre. Men der er også en afart, der kalder sig »realisme« og fuldstændig har glemt kunstens funktion. Møggreben og planteskeen har stået så længe side om side i redskabsskuret, og planteskeen har forelsket sig så inderligt i møggreben, at den har omskabt sig selv i dens billede til fortvivlelse for den arme gartner, som nu har to møggrebe og ingen planteske.
Igen må vi vare os for alle de nemme flugtveje, som ender blindt. »Intuition« er kommet til at betyde noget ikke-sprogligt, uklart, uigennemtænkt. Begrænsningen, som vi stødte på i begyndelsen til det tredje kapitel, tilhører altså således ikke sproget som sådan, men det talte sprog, og den tilnærmelse, vi tilstræber, er til det sprogligt tolkede, men ukommunikerbare.

Som vi har set, holder den mekanistiske model af livsprocesserne et langt stykke. Vi kan holde med Descartes: Dyrene er maskiner. Mennesket er en tilsvarende maskine udstyret med bevidsthed.
Denne bevidsthed eller »virkelighed« udgøres af kategorier som rum, tid, ting, egenskab og personlighed. Der er vores egen personlighed, vore medmenneskers personlighed og personligheder, der er transcendente, transpersonlige og universelle, entiteterne. De er dyrenes maskine, der nu ikke længere er enerådig og derfor blot optræder som »dynamikker«, kræfterne bag virkeligheden.
Kategoriseringen, hvorved den ydre verdens kaotiske Ding-an-sich bliver en ordnet verden, som vi kan gebærde os i, kalder vi for tænkning. Denne tænkning minder påfaldende om en »indre monolog«, men den er mindre begrænset, fordi den ikke er skabt med henblik på kommunikation.
Før menneskene nogen sinde havde tænkt på at anvende den til dette formål, var den uhyre effektiv. Set ud fra et moderne consensusbegrænset menneskes synsvinkel var dette tidlige menneske almægtigt, magisk.
Entiteterne rørte sig langt mere frit og var mindre fremmede for personligheden, eller om man vil, personligheden mere rummelig. Mennesker og guder var næsten et og det samme.
Så kom sproget. Den ene virkelighed bliver to, den sprogligt fortolkelige og den sprogligt kommunikerbare, den »subjektive« og »objektive«, den overnaturlige og naturlige verden.
Men dette dobbelte bogholderi bliver vanskeligere og vanskeligere at administrere. Hvis man bruger de samme puslespilbrikker til to forskellige puslespil, glemmer man hurtigt det ene for det andet.
Og kommunikationen var den påtrængende af de to. Så den overnaturlige verdensanskuelse og verdensbeherskelse gled bort imellem menneskenes fingre som sand.
Man forsøgte at hage sig fast til den ved en begrænset bibeholdelse af den, isoleret til bestemte personer, bestemte tider. Præster og ritualer tog sig af denne af livet udskilte overvirkelighed, religionen var født, den fromme overholdelse og opretholdelse af det, der er virkelighedens grundlag, uden at det forstyrrede den nye nødvendige virkelighed for meget, en begrænset, men inden for sin begrænsning uhyre effektiv virkelighed af consensus og teknik. Det overnaturlige gled mere og mere i baggrunden, trak sig bukkende tilbage til vekslende fortifikationer af dogmatisk teologi og salonfähigt geni.

I dybet brølede de gamle drager, der ikke længere kunne virkeliggøres. Af og til slog de med halen, og rationalitetens og realismens luftkasteller brast i en byge af krystalsplinter, psykosen.
Eller det berøvede menneske søgte frivilligt tilbage og opdagede, at også visse kemiske stoffer kunne sprænge den begrænsede opmærksomhed åben. LSD er et af dem.
Vi står med jævne mellemrum i fare for at falde i »normalitetsgrøften«. Dette betyder ikke, at vi hævder noget som medicinsk eller biologisk normalt, for en sådan definition er naturligvis både mulig og praktisk.
Det betyder blot, at vi ikke må blande det deskriptive »normal« og evaluative »god« sammen. For skønt, som vi har set, dette i grunden er den oprindelige definition, mener vi i dag to vidt forskellige ting, og det er tåbeligt at bilde sig ind, at vi ikke gør det.
Det gode defineres langt snarere som det samfundsnyttige end det artsfremmende, og det er forståeligt, at »god« forstået som »anbefalelsesværdig« må få denne betydning i vores eller enhver kulturel sammenhæng. Sideløbende hermed har vi altså imidlertid et naturlighedsideal, der stemmer meget dårligt overens med det.
Vi kan således fristes til at konkludere, at mens tanken er en god ting, er talen en uheldig udvikling, som vi må se at komme bort fra hurtigst muligt. På linje hermed kunne man fornægte kulturen og forbande teknikken. Hermed ville man være nået frem til det »naturlige« menneske, hvilket er det højeste mål.
Men ville et menneske uden et talt sprog overhovedet være, hvad vi forstår ved et menneske? Kunne vi ikke med ret i samme puritanisme forlange en tilbagevenden til lungefisken? Spørgsmålet er, om ikke det talte ord følger nødvendigt på det tænkte ord, som svømning følger på luffer.
Det drejer sig ikke om at finde en eller anden ren naturtilstand, denne jagt er så quijotisk som jagten på utopien, tusindårsriget og det retfærdige samfund. Det drejer sig - jeg er lige ved at sige tværtimod - om at opdage, hvordan alle menneskelivets faktorer spiller sammen, og hvad der sker, hvis vi ændrer værdien af et par variable.
Ofte kan det være fristende at ændre en variabelværdi, og så bør vi slå efter og finde ud af, hvad det koster. Er prisen rimelig, kan vi gøre det.
Dette er endnu en popidealisme, at forlange det bedste, jage det blindt og til sidst stå tilbage med den perfekte dåseåbner efter at have købt, prøvet og kasseret et par hundrede tusind af dem. Vi ville nu kunne åbne en dåse med bravour, hvis vi havde penge tilbage til at købe en dåse eller noget som helst andet.
Det bedste får vi, når vi ofrer alt andet og alle andre. Er vi villige til at betale den pris, så i Guds eller Djævelens navn da, men i de fleste tilfælde er vi det ikke, og det bør vi gøre os klart.
Gennem den kulturelle udvikling vinder vi noget og taber noget. Gevinsterne og tabene veksler fra kultur til kultur.
Vi kan også gå den anden vej og se civiliseringen som ensidig positiv, hvilket er nøjagtig lige så vanvittigt. Vi marcherer lige så lidt mod idealet, som vi har forladt det i skovene.
Det afgørende ved den kulturelle udvikling er udviklingen af personlighedsbegrebet. Når vi kan tale med andre, kommer vi uundgåelig til at dele bevidsthed med dem.
Vi holder op med at være klare blå søer og bliver bølger i et større bevidsthedshav. Dermed bliver vores personlighedskategori en anden.
»Sjæl« er et andet almindeligt ord for personlighed i denne forstand. Det er derfor, vi i tidligere kulturer meningsfuldt kan tale om »slægtssjæl« eller »folkesjæl«, som vi har set er en snævrere definition på en gud.
I dag er sjæl som sagt noget mere firkantet, vi kan nok være medlem af et politisk parti og alligevel have vores personlighed i behold. Kun i ekstreme tilfælde, som psykiatrien - med en variant af sit yndlingsudtryk for alt, hvad den ikke forstår - kalder massepsykose, ryger den »lille« personlighed sig en tur. En angribende hærafdeling og de nazistiske propagandamøder er eksempler, som vi ikke umiddelbart vil opfatte som okkulte.
Vi er i almindelighed bange for disse fænomener, fordi vi ved, hvilke enorme kræfter der er skjult i dem, og fordi enhver større kraftudfoldelse i en så kompliceret og derfor sårbar samfundsstruktur som vores er destruktiv. I tidligere epoker var »fællessjælen« snarere reglen end undtagelsen, hvorfor forholdet til den individuelle død også var et for os ganske uforståeligt, som vi så forsøger at imitere i nogle hjemmelavede teser om personlig udødelighed.
Vi kan i vores lille moderne reserverede parcelsjæl se en tilbagevenden til en naturlig individualisme, men en sådan har aldrig eksisteret. Før slægts- og stammepersonligheden var der ikke nogen personlighed overhovedet, for den egne personlighed er en slutning ud fra de andres.
Et rudimentært personlighedsbegreb har været benyttet i forbindelse med entiteterne, og de første, der brød ind i hulemandens bevidsthed med billeder og tale, er af ham blevet opfattet som entiteter. Før dette stade har mennesket ganske u- eller overpersonligt identificeret sig med virkeligheden, verden har været hans legeme. Det er denne »kosmiske« bevidsthed, visse mystikere søger tilbage til, og den velkendte »oceaniske« følelse, som undertiden kan overmande os, er rester af den.
Ikke mindst vigtigt kan vi nu finde en plads til okkultismen og okkultisten eller præsten i vores nye verdensbillede. Som vi har set, vinder vi en kultur ved talens indførelse, men vi mister tanken som det enestående verdensskabende redskab, den hidtil har været. Vi behersker ikke længere verden, vi diskuterer den, begrænser den til, hvad vi kan blive enige om, kommunikere.
Verden bliver noget utrolig formelt. Tankens form er grundlaget for bevidsthed, så den forekommer os næppe overhovedet at være en form, men talens form er en begrænsning af bevidstheden.
Entiteterne tillades ikke længere frit at begære og skabe verden - for, som vi har set, kommer begær før eksistens, ikke det omvendte, som er den realistiske naivismes vigtigste fejlslutning. Verden begynder at miste den dynamik, den eksisterer på, er en fremtrædelsesform af.
Religionen indføres så som et forsøg på at vinde denne dynamik tilbage, beholde den under en begrænset og kontrolleret form, så at verden kan bestå eller rettere til stadighed og i biologisk funderede cykler fornyes og genfødes gennem det menneskelige kognitive begær. Denne videre, okkulte verdensanskuelse anskuer verden organisk, simpelt hen fordi den er en organisk funktion, produkt af en organismes behov.
Som kirtler regelmæssigt og cyklisk sekrerer hormoner, således sekrerer storhjernen virkelighed for at dække kroppens behov. Når kirtlen bliver syg, forsvinder sekretet eller bliver ubrugeligt, og kroppen dør. Når storhjernen bliver syg, forsvinder virkeligheden eller bliver ubrugelig, og kroppen dør.

Medicinens opgave er at holde kirtlerne raske og produktionsdygtige, religionens at sørge for, at storhjernen kan producere virkelighed, at verden opretholdes. Teknikken hertil er ritualet, der sigter på at opretholde kontakten til guderne.
I vor kultur blomstrer og visner storhjernen på samme tid. Sproget har sat os i stand til at frembringe en teknik, ingen anden kultur ville have vovet at drømme om.
Til gengæld er dens kontakt til guderne så dårlig, at verden har mistet sin dynamik, sit liv. Denne livløshed, fladhed, kulde, fjendtlighed, meningsløshed, tomhed, håbløshed, smålighed, tåbelighed sidder hos os »normale« som noget hårdt i hjertekulen, som forhindrer os i at drikke livets vand. Hos neurotikeren og psykotikeren bliver den til en vild angst, der åbner deres øjne, uden at de af den grund ser.
En eksistentialistisk håbløshed breder sig, og det hele bliver et spørgsmål om at gøre sig interessant, slå et par timer ihjel. Vi bliver afsindig afhængige af den mindste detalje i vore hverdagsrutiner, for hvor hverdagen hører op, er der ingenting.
Vi begynder at vrøvle om livskvalitet og dyrker gymnastik og bliver vegetarer. Trøsten er at snakke. Er det ikke interessant?
Vi degenererer til skolebladsniveauet og interviewer enlige mødre om deres økonomi, hvad som helst for at få tiden til at gå, føle, man gør noget, er noget. Man melder sig ind i partier og danner aktionsgrupper mod fjerne krige og andre forhold, man er uskadeligt ude af stand til at gribe ind i, og kalder det bevidsthed, alt imens man forvilder sig længere og længere ind i den tomme snaks irgange, længere og længere bort fra den livsnerve og verdensakse, som findes i begæret.
Verden går i stå, kulturen forfalder eller bliver noget, man har på det kommunale budget. Når storhjernen bliver syg, forsvinder virkeligheden eller bliver ubrugelig, og kroppen dør.
Virkeligheden er forsvundet, der er kun snak tilbage. Kroppen er død, og alle verdens gymnastikforeninger og revne gulerødder kan ikke gøre den levende igen. For kroppens liv er ikke kondi, men begær.
Så kommer vi på LSD som endnu et middel til at fordrive kedsomheden og opdager i nogle korte øjeblikke, hvor flad hverdagsvirkeligheden er. Men minsandten, om der ikke også her er gulerodsprofeter, der kan vrøvle om reinkarnation og fødselstraumer, der som al popokkultisme har den behagelige egenskab, at de kan give naturvidenskabsmanden en hjertelig latter, harmløst, let gennemskueligt nonsens til agurketiden.
Hvis kællingerne vil føde i rosenvand akkompagneret af brandenburgerkoncerterne, så gerne for os. Jo mere tåbelig og forvrøvlet den syntetiske virkelighed bliver, jo lettere at kontrollere, jo nemmere upåagtet og af gode politiske grunde at skifte plade, uden at nogen opdager det. Det fremhæver jo alt sammen kun det økonomiske som verdens solide grundvold, kun frustrerede Gentoftefruer kan betvivle det.
Lad dem synge vuggevise for deres ufødte børn, siameserkatte og kaktus, hvad kan det skade? De holder sig i ro, alle holder sig i ro, ingen får båden til at vippe.
Konklusionen er nærliggende, at verden er for død, den kan ikke vækkes, hvorfor piske den med slag, der blot rikochetterer fra dens glatte overflade? Hvorfor ikke opgive at genoplive den, i okkultismen genfinde midlet til det, en viden fra dengang, verden var ung?
Hvorfor ikke lade den være en vittighed blandt vittigheder og lade den dødsdømte fange smile fåret hele vejen til eksekutionspelotonen? Alligevel bliver bøger - med lange mellemrum - skrevet.

Vi har i dette kapitel atter gennemgået forudsætninger, i dette tilfælde for at forstå LSD-rusens fænomenologi, som vi skal gå nærmere ind på i næste kapitel. Helt afgørende har vi sporet »det overnaturlige« tilbage til en for mennesket revolutionerende overgang fra at bruge sproget til at kategorisere og dermed skabe verden til dets anvendelse som kommunikationsmiddel. Vi har set, hvorledes dette medførte en indskrænkning af bevidsthedsfeltet, og at det er denne indskrænkning, vi skylder den moderne kvantitative og kausale, materialistiske og mekanistiske verdensopfattelse, eller rettere, den er et endeprodukt af et stadig større behov for sprogets kommunikative aspekter og vurdering af de enestående muligheder, consensus giver os i retning af at fremstille, hvad vi forstår ved teknik.
Denne begrænsning af entiteternes virke, som er den dynamik, kategoriseringen, som udgør virkelighed, er fremtrædelsesformen af, satte denne virkelighed i fare. Guderne blev fjerne og måtte påkaldes, naturen holdes i gang.
Religionen påtog sig dette hverv. Ud af religionen voksede en etik, ritualet, den religiøse teknik, udstrakte sig i begrænset form til hverdagen, som den ellers var blevet forvist fra, som en handlemåde, der ikke var nyttig i nogen snæver, mekanistisk forstand, men alligevel anbefalelsesværdig, fordi den beholdt dynamikken.
Som vi ser, får dichotomien verdslig og åndelig mening. Verden er materiel og åndelig, materiel med en åndelig grund, dynamik. Denne ånd er i den naturvidenskabelige mytologi oversat ved »energi«, men det oprindelige begreb er langt mere sofistikeret.
Ånd er »den handlende krop«, driften, motivet til at danne verden, entiteterne, verdens dynamiske ophav. Materien er den verden, de danner, kategorierne, ikke blot dem, vi kender, de sprogligt kommunikerbare, men også dem, der blot er sprogligt fortolkelige. Det er denne sidste, alternative, »transcendente« udstrækning, der udgør himmel og helvede og underverden og den LSD-påvirkedes visionære univers.
Vi forstår også religionens påstand om sin egen mission som den, der holder ånden »fast ved« materien. Selv i kristendommen, som er en eksorbitant afart, lignes verden ved en brud, der venter på brudgommen.
I de uforklarlige »naturreligioner« fastholdes ånden i materien i et forløb, i en række cykler, årstidernes og slægternes, og i videre, lidt mere filosofisk forstand kulturernes skiften. Det er ikke her solen som himmellegeme, ritualet sigter på, men »solguden«, den kredsløbet opretholdende åndelighed.
Vi har også set, at det afgørende i den kulturelle udvikling er personlighedsbegrebets udvikling. Vi kommer således ud af den anden ende af dette kapitel med klare forestillinger om de helt centrale begreber entitet, ånd og materie og personlighed. Astralitet er et hævdvundet udtryk, vi fremover vil bruge for den transcendente materialitet, der ligger ud over det sprogligt kommunikerbare.
Naturligvis er grænsen ikke skarp. Det, to ægyptere kunne få consensus på, ville være ganske »subjektivt« i dag, eftersom også det talte sprog har gennemgået en udvikling og er blevet stadig mere fremmed for den oprindelige tanke.

Vi skal også her søge årsagen til magikerens forkærlighed for, hvad allerede grækerne spøgte med som »barbariske ord«, tidligere stadier af den sproglige udvikling, sammenlign den katolske kirkes anvendelse af latin. Grænsen mellem hverdagens mellemplan og astralitet, den såkaldte limen, veksler således også fra kultur til kultur.
Vi kan faktisk allerede nu forstå de grundlæggende »stadier« i LSD-rusen ud fra en okkult terminologi. Først kommer som sagt et stadium af øget opmærksomhed, uden at den transcenderer mellemplanet andet end rent formelt. Tid, rum, etc. er jo imidlertid også anskuelsesformer, og dette bevirker i det andet stadium, at disse kategorier »løsnes«, eller rettere: Det talte univers viger pladsen for det tænkte.
Tidssansen indretter sig efter behov. Også på mellemplanet kan vi opleve, at opmærksomhed »trækker tiden ud«, i sin pinligste form, når vi venter. På overgangen til transcendensen, i den præliminelle fase, bliver dette imidlertid så udtalt, at vi kan føle, at et langt forløb udspilles på, hvad vores ur måler til få sekunder. Rummet indordner sig tilsvarende efter en synsvinkel, der er mere psykologisk end optisk, ekstremt i, hvad man misvisende har døbt »ud-af-kroppen-oplevelsen«, hvor den optiske umulighed at se hele vores egen krop optræder.
Ting og egenskaber smelter sammen til eet, faste genstande bliver flydende, lysfænomener, mens egenskaber som farve og lugt bliver påtrængende i deres soliditet. Vi synker ned i betongulvet, men rækker uvilkårligt hånden ud for at røre ved musikken fra højttaleren. Det begrænsede personlighedsbegreb bryder tilsvarende sammen, vi identificerer os med verden.
Alt dette kan beskrives som »forvrængninger« af virkeligheden, men ikke egentlige hallucinationer. Dem har vi reserveret et tredje trin til.
Vi vil her indtil videre skelne mellem hallucination og vision. I hallucinationen bibeholdes mellemplanets »dekoration«, hallucinationen virker som en »indtrænger« på mellemplanet.
I visionen forsvinder mellemplanet helt, og vi befinder os i en »helt anden verden«. Som regel er der tale om, hvad den mere erfarne sjælerejsende foragteligt kalder »postkort«, men ved store doser eller i den intellektuelt provokerede astralrejse er det muligt for den rejsende at gribe ind i handlingsforløb i astraliteten, og han spiller da med i myter, der i påfaldende grad ligner den historiske mytologi.
På overgangen mellem hallucination og vision, eller om man vil, mellem det præliminelle og astrale, forekommer endelig undertiden liminelle fænomener, det vil sige fænomener snævert knyttet til selve transcendensen. Her er tunnellen under en eller anden form det almindeligste, fornemmelsen af at styrte igennem en skakt, af fald og stor fart.
Dette program følges naturligvis ikke slavisk, et så »pænt« trip eksisterer simpelt hen ikke, især er de kemisk foranledigede en hel del mere rodede. Alle fænomener, som optræder under såvel trippet, den hallucinogene rus, som astralrejsen, lader sig imidlertid praktisk anbringe i en af de fem skuffer, hvorfor vi skal bibeholde dem. Vi skulle nu være rustet til at begive os ind i hallucinogenernes besynderlige verden.

fra Okkultisme af Erwin Neutzsky-Wulff

[ tilbage ]