Religion
Forelæsning 1
af Erwin Neutzsky-Wulff

Hvad er religion? For de fleste vil det nok være en religion, eventuelt religioner, det vil sige, at der lægges vægt på religionen som dogmatisk system snarere end det religiøse, forstået som en tankegang.

For andre er det dog religiøsitet, et bestemt forhold til tilværelsen. Hvordan skal vi nu karakterisere en religiøs tankegang?

Den synes at implicere en tro på det overnaturlige, men for mange vil dette indebære for meget af en begrænsning. Er det for eksempel ikke muligt at have et religiøst forhold til naturen?

Begrebet kan altså synes bredere end som så. Men hvordan kan vi da indkredse fænomenet?

I den brede forstand kunne religiøsitet altså betyde noget i retning af respekt. Tager vi udgangspunkt i dette, støder vi i det mindste på noget, som er et fællestræk ved al religiøs tænkning: antropomorfisme.

Med respekt menes således ikke en hensigtsmæssig omgang med naturen som ressource. Respekt har vi for en person, og det er et ganske tilsvarende hensyn, vi skylder naturen.

Det antydes med andre ord, at naturen er personlig, et umiddelbart indtryk, vi hurtigt vil få bekræftet. Naturen har således ikke blot rettigheder, den udstyres med evnen til at føle sig forurettet.

Skovene hævner sig. Dette er et andet karakteristikum ved i det mindste moderne religiøs tankegang, mystik.

Hvad man kunne kalde de religiøse påstande – den »levende« natur er en af dem – er sandheder så grundlæggende eller dybe, at de ikke umiddelbart kan modsiges, og heller ikke udtrykkes direkte. Vi får altså kun sjældent oplyst, hvad den konkrete påstand er, hvilket naturligvis gør den en hel del vanskeligere at imødegå.

Heraf den opgivende reaktion: Sludder! Den moderne religiøse er på en måde genert.

Han bryder sig ikke om at tale rent ud af posen om sine forestillinger. Dette skyldes naturligvis for en del frygten for latterliggørelse, men også indtrykket af, at religionen, forstået som det enkelte menneskes religiøse forhold, er noget privat.

En anden antropomorfisme er Mening eller ligefrem Meningen med tilværelsen. Vi forestiller os normalt, at vi som andre har et formål med det, vi foretager os, og det er da heller ikke svært at få øje på en tilsvarende formålsmæssighed i naturen.

Det kan med andre ord synes, som om naturen har en mening med os. Fish gotta swim, birds gotta fly, an' a man's gotta do what a man's gotta do.

Det »unaturlige« og abnorme i biologisk forstand har således i udstrakt grad erstattet det Onde, parallelt med, at Naturens lov har erstattet Guds. Naturligvis har »naturen« ingen mening med os.

Flodlejer udtænkes ikke, de dannes simpelt hen. De kan siges at have en »hensigtsmæssig« form, men de er ikke planlagt.

Mennesker og myg heller ikke, hvor mange æoners »udvælgelse« de end er resultatet af. Den religiøse tankegang kan synes at tage den populære fejlslutning endnu et skridt videre.

Ikke blot er der således en »mening« med mennesket som art, også det enkelte menneskeliv har en mening, en skæbne, som så atter ses personificeret som skytsengel, daimon, fylgje eller ka. Der er ikke nogen fuldstændig overensstemmelse mellem disse, eftersom religiøse begreber undergår stadige forandringer.

Ka minder mere om den kristne »sjæl«, mens skytsenglen implicerer »Guds vilje« med individet. Endelig er i den postkristne mystik, som vi møder den i de astrologiske brevkasser, skæbnen bestemt af næsten kausale, om end ikke-konstaterbare forhold.

Ofte nævnes »tilfældigheder« som en slags antitese til den religiøse tankegang. Enten er der med andre ord en »mening« med menneskelivet, det er planlagt af et eller andet tilstrækkelig antropomorft til at have en vilje, eller også er det »kun tilfældigheder«.

Formodentlig opfattes dette som mere deklasserende end de kausale forhold, som de fleste mennesker konstaterer i deres dagligliv. Det er naturligvis snyd, alternativet til troen på en personlig »styring« er de kausale love.

Det kan således umiddelbart være fristende at karakterisere den religiøse tankegang som blot og bar ønsketænkning. Videnskaben reducerer det enkelte menneske til en billardkugle på et kosmisk billardbord, hvilket måske er for meget for den menneskelige selvfølelse at sluge.

Så glemmer vi imidlertid, eller vælger at ignorere, at »den religiøse tankegang« under den ene eller anden form er en slags fællesnævner for alle tiders mennesker. Fish gotta swim, birds gotta fly, men gotta believe.

Er tilværelsen så trøstesløs, at det har universaliseret denne absolutte eskapisme? Dette er naturligvis en absurd påstand.

I mange kulturer har en stor del af befolkningen fået opfyldt alle deres »biologiske« behov, og dog har religionen været en essentiel del af deres tilværelse. Frygt?

Eller primitiv verdensforklaring? Problemet er bare den naturlige udvælgelse, som ikke virker mindre effektivt i ideernes verden.

Ubrugelige ideer glemmes. Vi har ilden og hjulet.

Vi har ikke ilden og hjulet og en eller anden ubrugelig thingamajig, som ingen fik taget sig sammen til at uopfinde. Man kan være ganske sikker på, at menneskets kulturelle arvegods er så brugbart økonomisk som en æske tændstikker.

De regelmæssigt tilbagevendende krige og soter ville hurtigt tage resten. Når arten alligevel synes bebyrdet med overflødig vægt, må der være et formål med disse ting, som vi ikke kan gennemskue.

Igen fører alle veje til religionen. Kunst, Etik, Filosofi har alle deres rod i religion.

Mysteriet består. Det kan måske umiddelbart synes at være en lovende hypotese, at mennesker, som var ude af stand til at gennemskue kausale forhold, tilskrev dem usynlige væsners handlinger.

Men også kun umiddelbart. Hvorfor skulle et primitivt menneske opfinde et så sofistikeret begreb som noget eksisterende, men usynligt?

Hvorfor skulle sammenhænge og forklaringer overhovedet interessere dem? For at opnå bestemte virkninger.

Men hvordan skulle en nødvendigvis ubrugelig teknik overleve i årtusinder? Har mennesket et religiøst behov, som nogle har hævdet?

Men hvilken overlevelsesværdi kan det have haft? I en eller anden forstand må forestillingen om en udefra styring af menneskelivet have været og være sand, i det mindste i den forstand, at det er en brugbar model.

Religionshistorien er naturligvis i sit udspring et opgør med teologien. Teologi er af natur ahistorisk.

Jesus som historisk figur har ingen betydning for den, kun Kristus som kosmisk princip. Det er lige så uinteressant for en teolog, at kristendommen i historisk perspektiv er et absurd sammenkog af semitisk messianisme, hellenistisk mystik og romersk gnosticisme.

For ham er den resultatet af en primordial skabelsesakt, den babylonisk inspirerede pluralistiske guddom havde, da han udtalte Skaberordet, både helgener og skærsild på tapetet. Religionshistorien postulerer herimod – idet den dog det første århundrede eller så går i en elegant bue uden om kristendommen – at religionen som alle andre kulturfænomener har sin årsagshistorie.

Den »tror« med andre ord hverken på Gud eller guder. Den støder derved på ovenstående problem, at forklare religionen, eller at den overhovedet er opstået, eller i det mindste har kunnet persistere, som dog i nogen grad overdøves af det nittende århundredes naturvidenskabs Heureka.

Som en slags reaktion ser vi den afmægtige interesse for spiritisme og spiritualisme og deres horeunge, parapsykologien, som fortsatte helt ind i dette århundrede, uden at nogen syntes at bemærke, at grundlaget var skredet. Efter kvanteteorien var det simpelt hen a different ball-game.

I dag må den epistemologiske optimisme, som vist kun persisterer i Illustreret Videnskab, forekomme lige så naiv som forrige århundredes søndagsskoleundervisning. Den synlige verden out there, hvis synlige egenskaber ikke på nogen måde var afhængige af at blive set, og som det seende dyr, Mennesket, så med gradvis stigende klarhed, alas, is no more.

Dette er blot endnu et eksempel på, at en eklatant absurditet skal påvises som sådan, uden et sådant modbevis lever den videre i bedste velgående. Vi begynder nu langt om længe at se, hvordan den »religiøse« synsvinkel er uundgåelig, så uomgængelig som subjekt og objekt, den kausale sammenhæng, tid og rum, og hvad vi ellers omgiver os med af kategorier.

Det ville i sandhed være en besynderlig verden, hvor der ikke var noget før og nu. Og det er en besynderlig verden uden religionen.

Den mangler simpelt hen en dimension. Til iagttagelse hører nu engang en iagttager og noget iagttaget.

Dette iagttagede er endvidere på en gang subjektivt og objektivt. Det er subjektivt i den udstrækning, det er min opfattelse af verden, og objektivt i den udstrækning, det er verden »selv«, hvad det naturligvis kun er i kraft af min consensus med andre.

Verden er med andre ord psykologisk af natur, men ikke i strengt personlig forstand, hvilket ville føre til solipsisme. Dette har vi skudt fra os, men i kulturer, der ikke har været underlagt den naturvidenskabelige pietisme, har det været åbenbart.

Religionens mål bliver da at etablere kontakt til den psykologi – eller om man vil, opnå den psykologiske tilstand, som står bag den consensuelle fysiske verden. Mennesket er på en gang skaber og skabning, to kosmiske stole, som vi på en måde er sat imellem.

Hverdagsmennesket er altså ingen af delene, det religiøse menneske er begge. I den religiøse hengivelse bliver det fuldt og helt skabning, i offeret og den ubetingede overgivelse til »gudernes« vilje.

I denne tilstand trækker det guden »ind i sig«, eller det inkarnerer det inkarnationens princip, som af nødvendighed må være det mest grundlæggende af alle fysiske principper, så sandt som det beskriver begrebet »fysisk«. På dette kursus skal vi se how this is done, has been done, is being done.

Vi skal se på religioner og mysterier, og hvordan denne teknik har persisteret gennem årtusinderne, mindre som en ubrudt overlevering end som et neurologisk faktum. Vi skal se på »virkeligheden« og den hjerne, der »frembringer« den.

Vi skal med andre ord ud, hvor kabbalisterne vender, på den tynde is over det sorte slug. Der bliver ikke tale om privatundervisning.

Men der er tale om en form for undervisning, hvor underviseren pådrager sig et vist ansvar. Derfor vil denne undervisning også være »hemmelig«.

Deltagerne vil ikke blive visiteret for skjulte båndoptagere, men de skal kende konsekvenserne af at sladre af skole. Ikke fordi de røber hemmeligheder, som vogtes skinsygt af en elite.

Men fordi det at lade brokker af denne undervisning »sive« til venner og bekendte, er slet og ret mind-fucking. Hvis man vil lære at svømme, går man til en erfaren svømmelærer.

Man underviser ikke sin lillebror, blot for at opdage, når han ligger på bunden af svømmepølen, at man endnu ikke er nået frem til lektion IV. Dermed bliver det naturligvis i sidste ende ikke mit ansvar, men jeres.

Til gengæld kan I være ganske rolige, der vil være rækværk hele vejen, og hvis I slipper, er det, fordi I vælger at gøre det. Jeg går ud fra, at I er her for at finde ud af, how the world works, Beyond the Atom.

Og forudsat, at I er rimelig intelligente, vil I ikke forlade kurset uden en anelse om det. And that's about it.

Det fremgår forhåbentlig heraf, hvorved dette »tredje bind af O&M« adskiller sig fra de to foregående, og hvorfor det aldrig kan, må eller vil se tryksværte. Det vil heller ikke blive udleveret til forfatterens venner og bekendte.

Det eneste eksemplar vil blive i forfatterens skrivebordsskuffe, hvor det hører til. Det er ikke nogen coffee-table-book, den skal ledsages af reel undervisning, en undervisning, jeg først nu har fået faciliteter til.

Det lyder selvfølgelig faretruende, men er i grunden slet ikke så slemt. De deltagere, som ikke har intelligens til at styre disse kræfter, vil heller ikke få dem i tale.

De vil ikke ane, hvad der foregår, og kede sig godt og grundigt, og formodentlig med tiden skaffe plads til andre. Sådan er det.

Erwin Neutzsky-Wulff 1999

[ tilbage ]