Religion
Forelæsning 2
af Erwin Neutzsky-Wulff

Som tidligere nævnt spiller døden en afgørende rolle i den religiøse forestillingskreds, så stor, at mange forklaringsforsøg tager udgangspunkt i frygten for døden, dødens mysterium, og så videre. Når man betragter vor egen tids religiøse manifestationer, kan det da også forekomme at være en nærliggende forklaring.

Hvad enten det drejer sig om kristendom, spiritisme eller reinkarnation, synes tiltrækningen hovedsagelig at ligge i fornægtelsen af menneskets dødelighed. »Krist stod op af døde« og forjætter de troende, at de kan gøre ham kunststykket efter, faktisk er det svært at forestille sig en kristendom, der ikke har korsfæstelse og opstandelse som akse.

Men vi må også tænke på, at den genopstandne gud går igen i de fleste antikke religioner, også hvor de katalogiseres som frugtbarhedskult. Spiritismen og den »spiritualisme«, som går for mystik i det tyvende århundrede, tog sin inspiration i Swedenborgs teori om, at engle og andre overnaturlige væsner var salige ånder, det vil sige afdøde.

Reinkarnation er et rent vestligt fænomen på trods af en vis overfladisk lighed med østens forestilling om en slags åndelig energiens konstans. Auralæsere håber sjældent at vende tilbage som spyfluer – det ville dog ellers være en åndelig udvikling.

Det kunne altså synes, som om religionens eneste formål er at dæmpe dødsangsten. Dette kræver imidlertid, at man, som det er så populært inden for religionshistorien, projicerer sin egen pop-eksistentialisme tilbage på mennesker, der levede for årtusinder siden.

Det går bare ikke. Mennesket og verden forandrer sig på et århundrede, ned til de mest grundlæggende naturlove, så at det er rent ud absurd at forestille sig, at de første og sidste mennesker skulle have så meget som en tanke tilfælles.

Kun det moderne menneske frygter døden, hvilket er noget andet end at frygte de døde, en frygt, som i sig selv nødvendigvis må tilhøre et sent stadium. Der er ingen grund til at frygte væsner, man har daglig omgang med.

Døden er heller ikke mere mystisk end livet. Det primitive menneske finder ikke naturen »uforklarlig«.

For at finde noget uforklarligt, må man nødvendigvis vide, hvad en forklaring er. En forklaring er en forklaring på noget, det er med andre ord noget andet end det, det er en forklaring på, en dualisme, som ganske enkelt ikke siger den primitive noget.

Den primitive kender ikke til symbolik. Religiøs symbolik er en selvmodsigelse.

Religion er netop en regression til en oplevet virkelighed, modsat vores forklarede. Vores umiddelbare reaktion på tilsynekomsten af et overnaturligt væsen, at vi må drømme eller hallucinere, skyldes netop, at vi ikke er religiøse.

Når den primitive ikke reagerer sådan, skyldes det ikke, at det overnaturlige væsen er et etableret dogme hos ham, han ville reagere på samme måde over for en lastbil. Han checker simpelt hen ikke efter i sin katekismus, for det platonistiske aksiom, at sanseverdenen er bedrag, som ligger til grund for den klassiske naturvidenskab, har han aldrig formuleret.

Han har derfor heller ingen brug for hverken kvadratrodstegn eller andre symboler for at »forstå« sine omgivelser. Han ville altså forstå nadveren: Tyren ofrer sig og giver brødet og vinen, som er dens kød og blod.

Men at det skulle symbolisere noget, ville han ikke ane, hvad vi mente med. Selvfølgelig kan mand- og den mindre offentlige kvindeindvielse ligne de græske mysterier ikke så lidt.

Men man må forstå, at forestillingen om, at man ad denne vej opnåede en »viden om« noget, man ikke førhen kendte til, er moderne. Den primitive indvielse er en metamorfose.

Der er ikke noget mere mystisk ved den end det, at kvinden begynder at menstruere, eller at manden får rejsning. Religionshistorikeren er vant til, at det religiøse er mystisk og symbolsk, og når han ser, hvorledes det religiøse er indvævet i den primitives daglige liv, må han af nødvendighed konkludere, at for den primitive er alt et mysterium.

Men det er lige omvendt. Når religionen går så selvfølgeligt i spand med hverdagen, er det fordi den er lige så enkel og ligetil som den.

For den primitive er intet mystisk. Naturligvis er der ting, der skal læres, men ikke i vores forstand.

En mand lærer ikke at skyde med bue, han forvandles til bueskytte, ligesom en jomfru forvandles til mor. Det er måske mystisk for os, men det er, fordi vi ikke har nogen viden om det, fordi vi ikke kan få nogen viden om det, fordi der ikke er nogen viden at få.

Dette er mysteriernes mysterium, som mysten erfarer med en latter, og som nogle af jer måske vil lære her: Der er intet mysterium. Der er ingen okkult viden.

Der er en viden om mysterierne, som er historikernes, og som kan være mere eller mindre komplet med hensyn til hvor, hvornår, og så videre. Men dette er ikke mysterieindvielse.

There's but a small step fra Eliade til O&M. There's a giant leap fra O&M til what we're doing here.

Erwin Neutzsky-Wulff 1999

[ tilbage ]