Religion
Forelæsning 3
af Erwin Neutzsky-Wulff

Måske er den væsentligste grund til, at det moderne menneske i modsætning til antikkens frygter døden, at det ikke som han er vant med at dø. »Overgangsriterne« er således ikke festlige konfirmationer, men den fuldstændige udslettelse af et menneske og frembringelsen af et nyt.

Det moderne liv har ikke sådanne skæringspunkter, vi slæber uvilkårligt efterladenskaber af den ene eksistens over i den anden. En kvinde, der forlader sine forældres hus og kommer til sin ægtemands, har ikke mere med dem at gøre.

De er døde for hende, og hun for dem. Alt andet er pjat.

Det sker bare ikke i vores kultur, og derfor kan hun aldrig virkelig komme til ham. Vi er nu engang født med næsen den gale vej.

Det nye skræmmer os, vi føler os trygge ved det gamle. Det er som en tyngdekraft, hvis der er hul i bunden af vasen, vil vandet før eller senere sive ud.

På ganske tilsvarende måde vil vi uvægerligt sive tilbage til et tidligere stadium af vores tilværelse, hvis vi ikke sørger for at lukke efter os. Dette er meningen med de såkaldte overgangsriter.

Vi begraver noget, for at noget andet kan blive til. Den unge brud kan ikke ringe til sin mor.

Ganske tilsvarende kan den gifte mand ikke tillade sig at være barn længere. Man må spørge sig selv, hvad den populære Polterabend egentlig skal til for, den nybagte ægtemand sidder jo alligevel på værtshuset igen tre uger senere med »vennerne«.

Men den gifte mand siger farvel til sin barndoms legekammerater. Hans plads er hos sin hustru nu, uadskilleligt.

Det er klart, at denne pointe er upopulær i et moderne samfund, der bygger på, at vi er børn hele livet, med myndighederne som de ansvarlige forældre, der frelser os fra konsekvenserne af vore handlinger og erstatter dem med »straffe«. De foretrækker derfor meget forståeligt, at vores pendulering mellem skole og fritidshjem, arbejde og fritid, fortsætter livet ud.

Samfundet er ikke til sinds at overlade sin hånds- og halsret over den kvindelige borger til hendes mand. For sent opdagede man, at denne forcerede barnlighed hos borgeren rimer slet med den kulminementalitet, som forlanger, at kun den, der arbejder, spiser.

Hele generationer blev således fastholdt i en evig barndom, hvor temmelig planløse »studier« erstattede skolen, og SU forældrenes lommepenge. Det kan næppe undre, at ingen havde særlig meget lyst til at erstatte denne carefree eksistens med et ni-til-fem-job, men den umyndiggørelse, der var pointen, havde naturligvis også sin effekt.

Disse mennesker vil ikke blot i fremtidens samfund, hvor alt er tilladt, hvis bare man selv betaler regningen, dø af sult som den forladte sommerhuskat. De er også ude af stand til at træffe nogen som helst beslutning i deres forvirrede liv.

Tilfældigheder og luner råder, og det er det fine ved det. Man forpligter sig entusiastisk, men det bliver aldrig rigtig til noget.

Nytårsløftet er glemt den 2. januar. Enhver menneskelig forbindelse kan let ophæves ved et anfald af fornærmethed.

Den bundne eksistens, som halvdelen af befolkningen lever, er påtvunget dem ovenfra, og den »fri« er simpelt hen planløs. Man flytter, skifter studium, job og kæreste omtrent en gang hver tredje måned.

Problemet er således ikke, at man drømmer om at blive millionær, landsholdsspiller eller forfatter, men at man ikke vil bruge tre uger på at blive det. Fiaskoen overkompenseres så som selvovervurdering.

Alt det, man ikke er i stand til at tage sig sammen til, er man således højt hævet over. Man lader sig gerne se med et uopskåret eksemplar af Schopenhauer på originalsproget, hvorfor det naturligvis ville være noget af et come-down at sætte sig ned og lære kasserollebøjningen.

Man er en fri sjæl, det vil sige, man kan som halvfemsårig se tilbage på et virksomt liv på kaffebaren. Men Kore møder ikke Hades på et diskotek.

De bliver ikke enige om at flytte sammen, indtil de går hinanden for meget på nerverne. Kore diskuterer ikke sin mands unoder med sine veninder.

Jorden åbner sig, og hun bliver trukket ned. Det hedder for en ung pige: At blive gift.

Den kvindelige myste kunne ikke være ukendt med denne tingenes tilstand. At komme til templet var ikke meget anderledes end at komme til sin ægtemands hus.

Gråd, hjemve og det fantastiske, hun altid havde drømt om. Hvis ikke livet tvang os til det, vi længes efter, ville vi aldrig realisere det.

Men vi kan gøre os døve over for livet, det er ikke at dø, men at være død. Vi må hele tiden dø for at kunne leve.

Den, der ikke accepterer sin natlige død, vil heller ikke have nogen dage. Demeter lægger Demofoon på ilden som et stykke træ.

Hans moder får øje på ham og styrter rædselsslagen hen og flår ham ud af flammerne. Hvilken mor ville ikke gøre det samme?

I det moderne samfund er denne »moderkærlighed« drevet ud i parodien. Det er til en vis grad forståeligt.

Vi kan ikke bare lade den fireårige drive rundt i nabolaget - som jeg gjorde. Dengang var der nemlig noget, der hed »nøglebørn«, som gik rundt i gaderne med nøglen til lejligheden om halsen, mens deres forældre var på arbejde.

Blev de sultne, kunne de låse sig ind og tage mælk i køleskabet. De opdagede verden.

Selv fandt jeg ud af, at jeg kunne tjene til en biograftur ved at købe bøger billigt hos de små antikvarer og sælge dem dyrt i de store. Fra jeg var seks år, kendte jeg byen og færdedes frit i den.

Dengang beboedes Vesterbro ikke af ædruelige muslimer, men man lærte at gå over på den anden side af gaden. Da jeg blev seksten, var der luderne, som heller ikke var dårlige læremestre.

Nu bor jeg i en kommune, hvor min nabo er tyve køer. Tit bliver jeg spurgt, om jeg ikke savner den by, jeg boede et halvt århundrede i.

Svaret er nej. Jeg flyttede nemlig selv med.

Jeg efterlod ikke mine tarme i et andet kvarter. Well, the times they are a-changing.

Mine egne børn ville ikke ti år gamle kunne finde hjem fra kiosken nede på hjørnet. Min yngste plejede at spørge mig, når vi krydsede gaden, om vi nu var »kommet ind i den næste verden«.

Han mente næste niveau i det computerspil, som var hans eneste livserfaring. Første gang han skulle tage bussen selv - jeg tror, han var tolv - ringede han bekymret hjem fra en telefonboks.

Han var stået af ved det forkerte stoppested og havde stavet sig frem til det ildevarslende gadeskilt AMERIKA-vej. And who can really blame them.

De bliver pakket ind i eskimodragter, der får dem til at ligne rummænd, når temperaturen falder under de ti varmegrader. De kan godt nok hverken løbe eller gå i dette udstyr, men de kan vendes og drejes og stoppes ned i den frelsende klapvogn.

De lærer aldrig at gå - det vil sige mere end ti skridt - og de lærer aldrig at tale, eftersom alle deres tanker bliver læst, og deres behov opfyldt. Først og sidst må de aldrig kede sig.

Men den, der ikke keder sig, går aldrig op på den næste bakketop. Hvordan skulle de nogen sinde nå frem til en bog, når fjernsynet konstant kværner beredvilligt?

Derfor bliver bogen, når den endelig manifesterer sig i skolen, uvægerligt en tvangsbolle i stedet for et bolsje. Efter fysisk arbejde at kunne gemme sig med en bog og bare opleve og lære er en glæde, næppe mange moderne børn er forundt.

I stedet synker de dybere og dybere ned i sofaen. Efter den 96. tegnefilm kan de højst holde det ene øje åbent, og derefter vil ingen nok så grundig neurologisk undersøgelse kunne afsløre, om de er vågne eller ej.

Det er så, hvad børn er: Dobbelt arbejde og intet privatliv, for det er, hvad vi har besluttet, det skal være. Vi vil ikke lade vore børn dø, ikke engang af kedsomhed, og derfor dør de, sygner hen, som spøgelser.

Vi giver dem mad, vi venter ikke på, at de skal bede om den, for vi er overbevist om, at de sikkert vil dø af sult uden at lade sig mærke med det. På denne måde bliver maden en selvfølge og en plage som alt andet i livet.

Tilbage er kun jagten på en større højttaler. Der var engang - believe it or not - hvor børn simpelt hen bare var der, om benene på en eller i baghaven eller somewhere else.

Somme tider kom de ind og tiggede mad som hunde, fik et æble og et skub. They didn't die.

Man lo ad dem, drillede dem med deres barnlighed, indtil de besluttede at blive voksne. Somme tider blev de det faktisk.

I dag står den »tålmodige« moder og udspørger fortvivlet det skrigende barn om, hvad det da gerne vil. Til sidst ved det det ikke selv, det har bare vænnet sig til at skrige, for så sker der noget godt.

It doesn't work out there. This is murdering your kid, pure and simple.

Børn er aldeles rædselsfulde, og når de selv opdager det, er de blevet voksne. Og der er ikke noget særlig fortryllende ved et barn på 35 år.

Hvis vi er stærke og selvforglemmende, kan vi blive elsket. Hvis ikke, kan ingen borgerrettigheder redde os.

Børn vil gerne beundres, og det er deres store chance. Hvis vi tilbageholder vores beundring, til der er noget at beundre, kan de blive beundringsværdige mennesker.

Det kan godt være, at det selviske, uproduktive menneske er »lige så meget værd« som det åndelige, livskraftige, but it's not gonna help him much. Han kan måske få højttaleren, men han får hverken prinsessen eller det halve kongerige.

Og det burde alle forældre ønske for deres børn. I stedet stormer vi hen og flår Demofoon ud af Demeters arme.

Vi beskytter vore børn, og vi beskytter os selv. Vi lader os ikke »udnytte«, det vil sige, vi leger med, så længe det smigrer vores ego, for det er alt, hvad der er for et forkælet barn.

Måske skulle vi have ladet Demofoon blive i ilden lidt endnu, måske skulle vi selv være blevet der. Måske kunne vi være gået igennem den.

Well. I guess we'll never know.

Erwin Neutzsky-Wulff 1999

[ tilbage ]