Religion
Forelæsning 4
af Erwin Neutzsky-Wulff

Efter tre måneder skulle kursusdeltagerne nu så småt være ved at have forudsætniger for at forstå de eleusinske mysterier. Herom hedder det bl. a. i indledningen:

For os er a mystery en detektivfortælling, samtidig tiltrækkes vi af noget »mystisk«, noget skjult, der gradvis afdækkes. Uden at blive overdrevent freudianske kan vi konstatere dette som seksuelt.

For børn er det største mysterium kønsorganerne, og dette skyldes ikke blot en puritansk opdragelse. Mysteriets opklaring hedder således meget betegnende »afsløring«, altså kvindens afklædning i seksuelt øjemed, det, vi kender som strip-tease.

Mysterierne er på samme måde et kinesisk æske-system, hvor hvert slør afslører et nyt, og hver afsløring giver adgang til en ny. Indvielsen finder således uvægerligt sted i lukkede rum indeholdende beholdere, der atter indeholder andre beholdere.

Denne »finden ind til kernen« er parallel med den alkymistiske destillationsproces, der fremstiller »essenser«, en art absolut væren. Vi har allerede mødt nogle af disse essenser, ben, blod, ånde, og så videre. Vi har set, hvordan dette forholder sig til primogenituren, det evige skabelsesøjeblik, som går igen i deflorationen.

Den almindelige indgang til mysterierne hos religionsforskerne er, at der foregik et eller andet »symbolsk«, som styrkede initiaternes sammenhold igennem en art fælles selvforståelse. Det er ikke nogen overraskende konklusion, givet vor egen opskrift på religionsudøvelse.

Problemet opstår, når man identificerer dette i enhver forstand marginale tidsfordriv med religion som livsessens. Religion er ikke på nogen måde overflødig, den er en essentiel forståelse af virkeligheden som fysiologisk produkt.

Verden er i os, og vi er i verden. There's no truth out there, just us.

Vi har gemt os derude, og vi må sørge med Gud over, at ingen leder efter os. Det er den deistiske fejlslutning, som vi har fra kristendommen, og som indtil for nylig gjaldt for »videnskabelighed«: Verden er et urværk skabt af en guddommelig urmager.

Mennesket er blot den ypperste mekanisme i Guds legetøjsforretning. Det er den videnskabelighed eller »objektivitet«, som søger en vej til »sandheden« uden om det menneskelige nervesystem, som har frembragt den.

That's no good, astronomi er endokrinologi. Religionen forstår dette eller er udtryk for en forståelse af dette.

For den er sandhed forelskelse, og virkelighed ægteskab, så sandt som verden er en kærlighedsaffære. Derfor er afsløringen, iagttagelsen, målingen, forskningen altid afdækningen af genitalier.

Den lovpriste og evolutionsfremmende nyfigenhed er erotisk. Indvielsen begynder i mytologi og ender i neurologi.

Kun derved kan vi komme ud over religionsforskerens frugtesløse indsamling af brokker af synthema og dromena. De er nemlig ikke præparater for folkemindesamlere.

De er kosmiske sweet nothings. Mystens afsløring sker foran et spejl.

Mysteriet er spirende bryster. Da disse dele af hendes mig bliver genstande for en mands hånd, sker det epistemologiske og eksistentielle skred mig-det.

Dette er indvielsen og afsløringen. I det inderste skrin ligger en fallos.

Betydningen og virkningen af dette hieron må være noget nær uigennemskuelig for den moderne skolepige, der fnisende passerer plastic-tissemænd i pink med batterier på sin skolevej. Men denne unge pige er jomfru i enhver forstand, intacta.

For hende er tingesten i kurven, hvad klingen er for tyren i arenaen. Den er barnets død.

For os, som er børn af kristendommen, er dette naturligvis forargeligt og derfor latterligt. Vi rødmer, og så ler vi.

Det er grinagtigt, som biskop Asterios udtrykker det i det femte århundrede, at idioterne kunne tro, at verdens videreeksistens og deres frelse afhang af, hvad præsten og tenpelslavinden »foretog sig i mørke«. Samtidig med, at man for at vinde proselytter for den nye religion ikke lægger skjul på parallellerne, med Kristus som den inkarnerede gud og menigheden som den indviede brud.

af Erwin Neuyzsky-Wulff 1999

[ tilbage ]