Religion
Forelæsning 5 af
Erwin Neutzsky-Wulff

Hermed endnu et uddrag på trods af den begrænsede interesse, de må have, dels fordi de som tidligere nævnt går omhyggeligt uden om kursets varme grød, dels fordi de i bedste fald er »indholdsfortegnelser« over emner, der behandles grundigt i forelæsninger af ofte tre-fire timers varighed. Men de er meget besøgte på nettet, so here goes:

Konflikten mellem statsreligion og mysteriereligion er ikke ny. Folkekirkens rasen mod de såkaldt nyreligiøse bevægelser er et ekko af den romerske statsreligions undsigelse af de kristne sværmere.

Bogreligionen er et koralrev opbygget af døde dyrs skeletter, men snart flytter eremitkrebsen ind i sneglehuset, i katakomberne. Deres lyssky foretagender må forarge, som indvolde kvalmer den, der er vant til papkyllinger.

Primitiv religion er en pleonasme, religion er primitiv. Farisæeren Jesus ville næppe kunne slås op andre steder end i The Jewish Encyclopedia, hvis ikke hans hellenistiske disciple havde sat hans forsmædelige henrettelse i forbindelse med diverse guders årlige død.

Med den samme jesuitisme, som havde gjort en pantokrator af en forældet stammegud, en undertrykkende stormagt til Hans straffende redskab og det mosaiske fallitbo til verdensfrelse, konkluderede man, at den gale tømrer, som var blevet dømt efter blasfemiparagraffen, naturligvis var genopstået - det er jo så moderne! Dette er ikke andet end byttedyrets opstandelse, når blot intet ben brydes derpå, moderniseret i sædekornet, og den esoteriske nadver det rituelle måltid med totem, med en uløftelig stabel beduinvandrehistorier og teologiske afhandlinger ovenpå.

Ganske tilsvarende griber de græske mysterier tilbage til kultens primitive rødder, efter at religionen var blevet indigitamenta, bedsteborgerlig moral og temaer for komediedigtere. Statens guder forsømmes til fordel for synkretistiske konstruktioner, idet man søger et fælles indhold.

Denne synkretisme er altså ikke nødvendigvis et sent diplomatisk værktøj, men et udtryk for, at man interesserer sig mere for oplevelsen end dogmet, det virksomme snarere end det vedtagne. Jævnfør Genesis, hvor patriarkerne synes bedøvende ligeglade med, om den anvendte gud er en lokal baal som Beth-El eller en besejret flodånd som den, Jakob tager brydertag med.

Et eller andet sted hænger Jave og El og alle de andre nok sammen, og hvis de ikke gør det, er de i det mindste alle sammen brugbare. En mere praktisk polyteisme skal man lede længe efter.

Selv Labans husgud går ikke ram forbi, moralen synes at være, at guder kan man aldrig få for mange af. For det betyder jo ikke noget, om han hedder Adonai eller Shaddai, det, der betyder noget, er den kødædende hvirvelstorm derude i ørkennatten, der kan sikre en, når man beslutter at udrydde naboklanen.

Det er denne pragmatisme, Luther søger tilbage til, når han nedbryder templet i Rom og kasserer livet efter døden og alle andre teologiske spekulationer, som går ud over Texten. Det får han selvfølgelig ikke lov til, for hans herrer har ikke brug for religiøs selvrealisation, men social regulation, en lektie, han lærer, da han kanoniserer nedslagtningen af de tyske bønder.

For statsreligionen er denne form for praktisk gud naturligvis the Devil. Man advarer, og med god grund, men det, man advarer imod, er ikke en konkurrerende guddom, men den religiøse oplevelse, den levende religion.

Med god grund, fordi den implicerer sammenbruddet af consensus, verdens undergang, sindssyge. Denne consensus nedbrydes bevidst med koan, hieros logos.

Dette hellige ord kan ikke gentages, i den forstand, at det, i det øjeblik det refereres, bliver noget andet, kommunikativt i stedet for kognitivt, navnet på lægemidlet i stedet for lægemidlet selv. Mystagogen behersker dette ord, når han udtaler det, gennemgår mysten en metamorfose, det vil sige, det har en signalværdi i hans nervesystem.

Det sælges gerne i mytologisk forpakning, men det er emballagen. Hvis mysten prøver at videregive, hvad han har hørt, er virkningen ikke den samme.

Enten udebliver den, eller også er den rent dissocierende. Den egentlige indvielse er naturligvis anderledes voldsom, som vi kender den fra blandt andet Apuleius.

Mysten indespærres og sultes, for eksempel i en grube under et gitter, som efterhånden fyldes med blod og indvolde fra slagtede dyr, eller han anbringes direkte i det dampende kadaver, som derefter sys sammen. Piskningerne og mutilationerne er, som vi kender dem fra de primitive mandindvielser, som de hvide lejesoldater opfattede som smertefulde »manddomsprøver« på trods af, at kvinderne gennemgik noget lignende.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og mysten er en moriturus, et offer til guden og sig selv, han skal dø. Ligesom Demofoon og Dionysos gennemgår han en apathanatisme.

Han stifter bekendtskab med de rituelle genstande, der for den primitive er selve verdens tænder og knogler, som han har i sin læderpose, men for den civiliserede romer måtte synes crepundia, legetøj, og som vi ville vente at finde i underetagen af butikken med erotisk lingeri. Jeg vil ikke påtage mig at forklare en moderne teolog det, men for dyrkerne af Dionysos var Sex Salighed.

Derimod vil han formodentlig genkende Dionysosbarnet, men det betyder noget andet end det, han tror. Det er Lille Ny, Omstyrteren!

Som sagt er kristendommen i sit udspring en typisk mysteriereligion, og som tidligere nævnt havde den stadig denne karakter helt op i middelalderen i munkeordenerne. Naturligvis modvirkedes denne tendens af kirkens behov for at være og forblive en politisk magtfaktor.

Dette gælder også til en vis grad for den islamiske mystik, men ikke på samme måde for den jødiske. Det er ikke tilfældigt, at Jesus taler om nedbrydelsen af templet, den jødiske statsreligions kultcentrum.

Da adgangen hertil blev lukket i diasporaen, blev vægten igen lagt på selvfordybelsen. Offer erstattedes af bøn.

Og dog ser vi - i mindre målestok - de samme konflikter, som kom til at præge den kristne kirkehistorie. Rabbinere strides med karaiter, og legalister med mystikere.

Jøder advarer mod jødisk mystik. Opstigningen til Gud afsløres som en nedstigning til tilværelsens grundlæggende principper, som de er nedlagt i det menneskelige nervesystem.

Dette er, hvad mystik er, erkendelsen af, at verdens hemmeligheder er at finde, ikke hinsides sanserne, i en platonisk naturvidenskabs atomare fantasier, men bag dem, i den sensoriske cortex og de limbiske impulser, der exciterer den. Foreningen med guddommen opfattes som fysisk, sammenlignes med kønsakten og finder sin grundtekst i Højsangen.

Målet er Debequth, foreningen med guddommen, og det lyder jo ikke så farligt, indtil man bemærker, at roden er dabaq, det samme ord, som bruges i Genesis 2,24 om de i gudernes billede skabte mand og kvinde, der forenes seksuelt. Og naturligvis det samme som dibbuq, det hebraiske ord for incubus.

Gudens brud er Shekina. Her er roden shakan, immanens.

Mishkan, »hule«, betyder således også det føromtalte tempel. Det er det sted, hvor Gud lægger sig til hvile, men ved implikation også den del af Gud, der er fanget i qelippoth, den landflygtige del af Gud, den kosmiske diaspora, jævnfør opgøret med creatio ex nihilo i UFO 569ff.

Ikke overraskende er denne bog den bedste kilde til kabbala - og til mystagogikken overhovedet - i forfatterskabet. Men nem er den selvfølgelig ikke.

Naturligvis overlevede »hedenske« skikke ofte kirkens forsøg på at udrydde eller kristificere dem. Selv noget så uskyldigt som julens »carolling« har denne baggrund.

The carollers blev modtaget som gudernes sendebud, og deres sange havde et magisk, velsignende indhold. De beværtedes og havde omgang med de unge piger. Ligesom åndens overflødighedshorn bliver til den hellige gral (se FAKLEN nummer 4, dengang den hed ELSEBETH og beskæftigede sig med noget andet end lønforhandlinger) identificeres the carollers, eller colindatori, som de hedder i Østeuropa, med de vise mænd fra Østerland.

I disse colinde kan man ofte finde kvindeindvielsen beskrevet i alle detaljer, hendes omflakken i ødemarken eller dødsriget (som Psyche i jagten på Eros). Hun jages, indfanges, pines og trues med den henrettelse, som er deflorationens »lille død«.

Tilsvarende dansere, calusari, lånte i øvrigt navn til et X- file-afsnit. »Dansen« er de akrobatiske spjæt og hop, som kendes fra alle kulturers rituelle optog, og som simulerer mystens »flyvetur«, som også de middelalderlige hekse påstodes at opleve.

af Erwin Neutzsky-Wulff 1999

[ tilbage ]