RELIGION
Forelæsning 6
af Erwin Neutzsky-Wulff

Endnu en brokke, der måske kan have en vis almen interesse:

Først er det dog vigtigt at forstå, at mystagogikkens epistemologi er en noget anden end den naturvidenskabelige. Ud fra en snæver definition kan den næppe kaldes videnskabelig overhovedet, men det samme kan siges om mange mere traditionelle discipliner.

Det ville således være meningsløst at forlange reproducerbarhed af den historiske forskning, ligesom det kan anføres, at kvantefysikken, da den tager afsked med den iagttageruafhængige iagttagelse, tager afsked med videnskaben selv. Ofte vil det dog vise sig, at disse afvigelser ikke er så dramatiske endda. Næppe nogen vil betvivle, at den Anden Verdenskrig virkelig har fundet sted, selv om den ikke lader sig reproducere i et laboratorium.

Kvantefysikken er da heller ikke egentlig »subjektiv«. Iagttagelsen er godt nok ikke objektiv i den traditionelle forstand, at der meningsfuldt kan tales om en uiagttaget tilstand, men dette forhindrer ikke, at eksperimenter er reproducerbare.

Forestillingen og kravet om en iagttagelsesuafhængig »ydre« verden er da egentlig også mere filosofiske end videnskabelige. Derimod er der behov for en consensus, uden hvilken ingen videnskab eller noget som helst andet kulturfænomen kan persistere.

Vi lever i den samme verden, sådan at forstå, at den verden, vi lever i, udgøres af vores enighed om den. I en vis forstand kan vi naturligvis siges at leve i flere forskellige.

Fysikeren tager næppe sine bølgefunktioner med hjem i sofaen. TV-apparatet inde i stuen er således på samme tid et mirakel, hvis virkemåde ikke kan forklares på nogen logisk konsistent måde (prøv bølger, der bølger i ingenting og egentlig er toppe og dale på sandsynlighedskurver for eksistens) og et møbel, der lader Oprah og TV-Avisen bekræfte os i vores tro på det kausale princip.

Hvad gør vi, når forskningens ekspediens ikke helt lader os leve op til metodelæren? Vi snyder.

Det er lidt som i krig, vi ved godt, vi er nødt til at bombe kvinder og børn, men samtidig lader vi ikke gerne chancen gå fra os til at kapitalisere på modpartens bombninger i vores propaganda. Videnskabsfolk (som også er en slags mennesker) er således meget forskellige på ude- og hjemmebane.

I baren lægger man måske ikke skjul på en temmelig pragmatisk forskningspolitik, men trues man af konkurrence udefra, kommer videnskabeligheden ud af vitrinen og bliver støvet af for at danne kontrast til den truende uvidenskabelighed. Hvad er mest uvidenskabeligt: At gå ind på den religiøse tankegang for at forstå den, eller at belemre den med eksistentialisme, psykoanalyse og andre filosofiske retninger, hvis relevans ud over vort eget århundrede er højst tvivlsom?

Svaret er naturligvis, at videnskabelighed er forskningstradition, som naturligvis også ændrer sig, skønt usynligt for det menneskelige øje. Mystagogikken snyder.

Den går igennem glasruden og bliver et med studieobjektet. Studerer den shamanisme, er et af dens mål den shamanistiske erfaring.

Ikke nok med det, den ligestiller i enhver forstand shamanens iagttagelse med iagttagelsen af shamanen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle målinger er lige valide.

Men det betyder, at vi, før vi kan foretage en måling, må beslutte, hvad det er, vi måler, vi må have en model, og at vi kun kan bestemme målingens validitet ud fra modellens validitet - samtidig med at målingen teoretisk set har muligheden for at invalidere modellen, og dermed i sidste ende sig selv. Dette er ikke enkelt, som populærvidenskaben mod bedre vidende insisterer på.

Det er en vanvittig dans, med visse mindelser om et epileptisk anfald. Der gives ikke noget arkimedisk punkt, ud fra hvilket vi kan vurdere videnskabelige metoders absolutte videnskabelighed.

Det kan se ud, som om vi er nødt til at have dem på det rene, ligesom Hoyle, inden vi begynder at spille bridge, men i praksis må »videnskabeligheden« stå sin prøve under fire. Psykologi spiller her ikke nogen uvæsentlig rolle.

Også videnskaben har sine asketikere, der spæger deres resultater. De er ægte cartesianere i deres de omnibus for ligesom deres læremester at tage et par gevaldige spring, når de ikke rigtig synes, de kommer nogen vegne.

Det er lidt ligesom damen på afmagringskur, der sidder hele dagen og gnaver på et salatblad som en kanin, og så står op klokken tre om natten og smører sig skinke-sandwicher. Ofte er løftestangen sågar den »sunde« hverdagsfornuft, som vel er noget af det mest upålidelige af alting i erkendelsesteoretiske spørgsmål.

De bliver behaviorister og sidder med stopure og mus med afskårne haler. Og så kaster de sig ellers ud i debatten med en jehovits frimodighed.

Visse krav til »videnskabelighed« er naturligvis svære at komme uden om, nemlig det, som er fælles for al erkendelse eller oplevelse, og som blot er standardiseret i videnskaben. Hvis en teori om verden ikke sætter os i stand til at komme med pålidelige forudsigelser om, hvad der vil ske i dette nok så syntetiske univers, har vi ikke meget at bruge den til.

Men hvis den gør det, skal der være vægtige grunde til, at vi ikke antager den. Det er ikke nogen legal indsigelse, at den får os til at føle os dumme, fordi vi ikke selv havde regnet den ud, eller fordi den hidrører fra en kultur, vi hellere vil omvende end omvendes af.

Naturligvis er problemet ofte simpelt hen uintelligens. Hvis vi fortvivlet prøver at lære den lille tabel, er det højst distraherende med folk, der morer sig med at tage kvadratroden af bilnumre.

Det er den Lille Akademiker, der kun lige netop sneg sig ind og taknemmeligt sluger undervisningsassistentens guldkorn. Ingen råber nu en gang så højt om uvidenskabelighed som den, der intet begreb har om videnskab.

For ham er Videnskaben nemlig ikke en metode, men en religion. Den, der kun med opbydelsen af alle sine kræfter er i stand til at tilegne sig en videnskabelig teori, føler sjældent noget behov for at modsige den.

Kender man typen? Det er dem, der indrammer puslespil, de har lagt.

Det er da også herfra, de fleste »indsigelser«, der er ungefær lige så imbecile, som de er hovne, kommer. Man insisterer på at opfatte det ny paradigme som solipsistisk, eller man roser sig af at blande modellerne sammen.

Man kommer så ikke længere end til, at hjernen i verden og verden i hjernen er selvmodsigende. Derimod ser man åbenbart ikke noget absurd i den nærmest religiøse forestilling om en ydre verden.

Det nytter således ikke at gøre opmærksom på, at ikke blot ville en sådan ultrasensorisk virkelighed være principielt uopnåelig og derfor uinteressant ud fra en videnskabelig synsvinkel, det er endog umuligt at forestille sig en sådan, eftersom alle dens hypotetiske egenskaber nødvendigvis ville være fysiske, det vil sige sensoriske, hvilket er forholdsvis let at konstatere, hvis man forsøger at forestille sig, hvordan en sådan usynlig verden ville se ud. Man kunne lige så gerne forsøge at forklare et fireårs barn, hvorfor kineserne ikke falder af jordkuglen.

At Per så er blevet degn, og Ole professor, gør næppe fra eller til. Det er i grunden ærgerligt, for det betyder, at man går glip af kvantefysikkens bidrag til erkendelsesteorien, som ikke utænkeligt er det vigtigste i tusind år.

Takket være den moderne fysik har metafysikken omsider udspillet sin rolle. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke, og det, der kan, eksisterer kun i og med målingen.

Kopernikus aflivede ikke den celestielle mekanik, virkeligheden bag virkeligheden. Det gjorde Bohr.

Først med forkastelsen af krystalsfærerne, æteren og den ydre verden bliver videnskaben videnskabelig i egentlig forstand. Indtil da er den i værste fald overtroisk, i bedste spekulativ.

Det er svært at forestille sig, hvad der vil ske, når og hvis denne erkendelse nogen sinde når ud til magistre og maskinarbejdere, det vil sige, hvis den ydre verden ryger ud af undervisningssystemet sammen med morgensangen. Vi må dog nok påregne at skulle trækkes med Sandheden og Det Gode, Adam og Eva og Syndfloden mindst et århundrede endnu.

Den overtroiske »videnskabelighed« spiller den samme rolle i dag som den evige fordømmelse i middelalderen. Og statsmagten opgiver ikke sine koercive midler uden kamp.

af Erwin Neutzsky-Wulff 1999

[ tilbage ]