Religion
Forelæsning 7
af Erwin Neutzsky-Wulff

Det er ikke så længe siden, mennesket havde en sjæl, som var teologernes område, og som de skinsygt forsvarede mod præsumptuøse medicinere. Måske er det derfor, man stadig føler et behov for at undskylde og mitigere, når man søger at forklare menneskelig adfærd ud fra neurofysiologi.

Man hører således, at neurologien er en nødvendig forudsætning for at forstå menneskets psykologi, men at den på ingen måde er tilstrækkelig. Personlighed er »selvfølgelig« noget andet og mere end neuroner og synapser, uden at man dog ønsker at komme nærmere ind på, hvad dette »noget« er.

Nu, hvor en ny generation af åndemanere og tungetalere, psykologerne, har overtaget de teologiske sjælesørgeres funktioner, synes denne fordom at være blevet givet videre til dem som fideikommis. Således går det lille udødelige je-ne- sais-quoi igen i Informations kronikker, når man synes, genetik og neurologi har vovet sig ind på Vorherres domæne, en formulering, som næppe vil ligge visse grundtvigianske socialister (en barsk blanding) fjern.

Sandheden er imidlertid, at neurologen på sin rejse i den menneskelige hjerne ikke vil støde på nogen uforklarlig guddommelig gnist. Det betyder ikke, at dæmonologien ikke er en ligeværdig model.

Det betyder blot, at neurologien på hjemmebane i det mindste er en fuldstændig teori om den menneskelige bevidsthed. Eller sagt på en anden måde: Enhver psykologisk reaktion kan beskrives og forklares som en neurologisk begivenhed.

Et sådant værktøj ville det naturligvis være absurd at lade ligge af pseudoteologisk pietet. Inden for denne model må vi altså tage afsked med den kartesiske occasionalisme, der blot ser sammenfald imellem psykologiske fænomener og fysiske processer, og i stedet postulere en direkte kausal sammenhæng. At en sådan aldrig vil kunne konstateres rent epistemologisk, er naturligvis ganske irrelevant, det gælder kausale forhold generelt.

Uheldigvis hænger ansvar og frisind ofte dårligt sammen, epikuræere er sjældent gode forsørgere. Kirken tog sig i århundreder af bespisningen af de fattige i ånden, hvilket kræver årvågenhed over for overgreb og vranglærer.

Selv den danske folkekirke, som er lykkeligt ubebyrdet af enhver form for kulturel tradition, ser sig selv som velmenende storebrødre over for menighedens ubefæstede små. På samme måde renser den ægte venstreorienterede sin tale for alt, hvad der kunne have ubehagelige politiske konnotationer.

I betragtning af nazisternes interesse for genetik er det et Guds under, at vi overhovedet må bruge kunstgødning. Endnu værre står det naturligvis til med Darwins evolutionsteori, hvilket egentlig er pudsigt.

Godt nok misbrugte liberalisterne den en overgang som neopuritansk forklaring på, hvorfor de fattige var fattige, men det er svært at se, hvordan den marxistiske historiske udvikling skulle være mindre popdarwinistisk. Naturligvis ligger en del af problemet i socialismens krav på at være religiøs vækkelse.

Som populist kan man ikke medgive, at ens egen løsning blot har andre fordele og ulemper end modstandernes. Hvis ikke den indebærer frihed, lighed, fuld beskæftigelse, evigt liv and a cure for cancer, kan man lige så godt lade være med at umage sig op på talerstolen i Fælledparken.

Det er det, der gør indremission og oplysning så fascinerende: You can't say anything, kun oppiske en stemning. Er der en stemning mod indvandrere, kan du måske vende strømmen.

Med tankevirksomhed har det intet at skaffe. Det er det, der umuliggør, at en forfatter med respekt for sig selv kan udkomme i flere oplag.

Men det var også det, der gjorde arbejdet med Faklen så spændende. Og uhyggeligt, hvis jeg ikke hele tiden havde sørget for at gøre bladet til en fornem parodi på sig selv.

Socialismen er en brugbar samfundsmodel, der sikrer en ligelig fordeling af de materielle goder. Det er ligesom bare ikke nok, når man skal erstatte en herre, der opstod fra de døde, med disciple, der kunne fortælle, fra hvad side ægget skulle åbnes, og konsekvenserne af at åbne det fra den forkerte.

Jeg kender problemet fra Faklen. Hvis man ikke fortæller sine disciple, hvad mærke tandpasta de skal bruge, er det ikke nogen ordentlig kult. Giv os i dag vor daglige mening!

Så det nyttede ikke noget, at de nye verdensfrelsere fortalte deres constituents, at mennesket var en upraktisk tingest fra dengang, ideologien var celledeling. Så Freud erstattede Darwin.

Og Freud er da også nok værd at læse, hvis man gerne vil vide, hvilke hang-ups den tyske middelklasse havde omkring århundredskiftet. Tag Ødipus-komplekset, everybody's favorite!

Efter at være blevet skældt ud af barnepigen, fået fjerde konjugation for af huslæreren og varm suppe af kokkepigen ligger lille Adelbert i sin seng og hører sin værdige fader iført kakkelovnsrør skynde på sin unge hustru. De skal i teatret, men først skal Adelbert have sit godnatkys.

Så Adelberts 27-årige moder kommer ind med dyb udskæring i selskabskjolen i en sky af parfume, og som hun bøjer sig over sin lille dreng, og den mælkehvide hud på hendes ene svulmende bryst kortvarigt hviler på Adelberts hånd, som hviler på dynen, kryber den anden umærkeligt længere ned under den. Men ak, Adelberts fader, som er 57, kalder atter, og hun rives ud af Adelberts favn.

Med ham vil hun tilbringe den lysende aften, og bagefter vil han med en styg stønnen i sit rektorskæg kaste sig over den skønne på silkelagnerne i deres ægteseng, mens lille Adelbert i det højeste kan håbe på en kold afvaskning. Så lille Adelbert overvejer, hvordan han kan snigmyrde sin rival.

Men gå så hundrede år frem. Nu er det lille Rasmus' far, der læser godnathistorie for lille Rasmus, for mor er træt efter en lang dag på fabrikken.

Måske vil lille Rasmus overveje at myrde mor, fordi hun lugter af tobak og deodorant og ikke vil give ham en GameBoy. Men psykologen leder ufortrødent videre efter ødipale tendenser og incestuøse ønsker på en tid, hvor erotikken er så uddød som skrækøglen.

Freud er nemlig - i sine tidlige værker - optimist. Vilddyret kan tæmmes, sublimeres, besnakkes.

Således udvikler uhyret i vuggen sig gennem faser til revisor. Dette afhænger naturligvis af den rette behandling, og med tiden bliver denne behandling alt.

Id fortoner sig, og ego kommer i centrum. Psyken bliver en rolle, vi spiller, vi skal blot lære at spille den godt.

Og så nytter det jo ikke, vi er genetisk determinerede til at synes om en bestemt farve tapet. Vi er jo fornuftsvæsner, ikke sandt?

Vore handlinger dirigeres af cerebrale beslutninger. Men storhjernen beslutter ikke, den bortforklarer, hvad limbiske regioner finder på.

Vores virkelighed er ikke en sensorisk refleksion af en ydre verden, den er en fægten og druknen i et driftsmæssigt kaos. Hverdagsbevidstheden fornægter det, den religiøse oplevelse afslører det.

How does it all work? Det skal vi se på i nærværende forelæsning.

Erwin Neutzsky-Wulff 2000

[ tilbage ]