Religion
Forelæsning 7
af Erwin Neutzsky-Wulff

Endnu en profan brokke:

Mennesket er et cellesamfund. Vi genfinder således den sociale organisation og specialisering, men vægten synes stadig at ligge på den enkelte celles velbefindende.

Vi har et cirkulatorisk system, så hver enkelt celle kan få dækket sine behov. Samtidig ofres »individet« ganske skrupelløst.

Den enkelte celle er i ekstrem grad expendable. Dette skyldes givetvis, at da den enkelte celle i en multicellulær organisme ikke kan persistere på egen hånd, er kriteriet for succes organismens overlevelse.

Og da denne overlevelse er lige så begrænset som den enkelte celles, er målet i sidste ende den heldige forplantning. Naturligvis kan man hævde, at der kun er een celle, der opnår udødelighed ved at dele sig.

Vi vil jo stadig hævde at være ekstante, skønt meget få af vore celler er de »oprindelige«. Right?

Wrong. »We« doesn't enter into the equation.

Hvis vi meningsfuldt skal bruge ordet »jeg«, må det være om det, der oplever sig selv som et jeg - cogito ergo sum. Og dette mig kan kun ved noget, der mildest sagt må betegnes som et kunstgreb, identificeres med vores hjerne eller nogen anden del af vores krop.

Det er ganske simpelt en af kroppens funktioner på linje med hjerteslag og åndedrag. The body needs a map, and we're it.

Den moderne »rationelle« opfattelse af, at vi er til i verden som organismer udstyret med en vilje og muskler, hvorved vi kan påvirke denne verden, er altså det mest skizofrene eventyr, man kan forestille sig. Den frygtelige sandhed er, at vi er en drøm i en drøm.

»Vi« er ikke på nogen måde aktive. Over for den hjerne, der skaber »verden« og »os« som et uadskilleligt hele, har vi en blot og bar iagttagende rolle, omtrent den samme, som en utilstrækkeligt bedøvet patient under en blindtarmsoperation.

Så vi accepterer drømmen eller bliver som størstedelen af menneskeheden uhelbredeligt sindssyge. »Vi« kan ikke på nogen måde hævde, at vi træffer nogen som helst beslutning, eftersom alle beslutninger allerede er truffet, mikrosekunder inden vi bliver bevidste om dem.

Vi ved, at vi er bange, og vi ved, at vi flygter. Og vi ved, at det i sidste ende ikke har noget som helst med os at gøre.

Et eller andet sted er der en overlevelsesværdi i, at vi tror, vi er kroppen og styrer den, ligesom der er en overlevelsesværdi i, at vi tror, der er en verden derude. Det er naive, men praktiske modeller, ligesom solen, der står op efter et natligt besøg under horisonten.

Og eftersom der ikke er nogen verden derude, er den bedste model den, der virker. Og det gør den - indtil vi kommer til religionen.

I den religiøse oplevelse vågner Bent Mogensen. Og hvis han kan klare virkeligheden, den bredere model, at vågne op på motorvejen uden at kaste sig foran en lastbil i panik, har også det en overlevelsesværdi.

Vi kan gøre ting, vi ikke kunne før. Magi er en evolutionær gevinst i mindst lige så høj grad som at tilspidse små pinde.

Kroppen har behov, vi har ikke. Vi overværer tvangsbevægelser.

Kroppens mangeltilstande åbenbarer sig for os som smerte, og fordi det ubetingede refleks lige skal op i udsigtstårnet og vende, inden det slår til, oplever vi trang. Refleksen står og gearer op, men skal lige have directions.

Imens står vi i et hjørne og finder på en god historie. »I did that!« siger vi.

»I'm still in control!« But we didn't do anything.

»Jeg kan ikke lide ham,« siger vi. Vi kan ikke lide ham, fordi han har rødt skæg, og vores matematiklærer havde rødt skæg og ville ikke lade os gå på toilettet, da vi havde tynd mave den 27. august 1978.

Men det er jo ganske urimeligt. There has to be another reason ... And there is.

And that is what reason is, and that is all that reason is. Vi er fornuftsvæsner, og derfor foregriber vi ofte »vore« behov.

Vi spiser vitaminer og gør gymnastik. We don't wait for it.

Og ikke at vente med at spise, til vi bliver sultne, er en ganske effektiv måde at slå appetitten ihjel på. Vore drifter bliver overflødige, hvis de ikke er skadelige.

Vore socialt acceptable behov bliver opfyldt automatisk, og de socialt uacceptable bliver ikke opfyldt overhovedet. Harmen er retfærdig og upersonlig, og angsten en konstant uro.

Sex er en omgangsform, en social grace og ægteskabelig pligt. Det er også, som Freud udtrykte det, »Kongevejen til det Ubevidste«.

Der er ikke meget katharsis ved at nedlægge koteletten eller at gå en tur i den lokale beplantnings skydetelt. Men når vi dyrker sex, åbner vi potentielt de limbiske porte til primal adfærd.

Cerebrum registrerer ikke længere vejrmeldinger, den udtrykker Livets Hemmelighed. Der er mere virkelighed i en pornoforretning end i Finansloven, og mere livsbekræftelse end i Menneskerettighederne.

Det er derfor, »Helena« er en essentiel del af vores curriculum. Det er her, vi blotter nerven.

Den er et såkaldt litterært eksperiment, hvorfor dens litterære værdi er begrænset, ren limbisk suppe. Men den er alligevel en hel del mere interessant end konkret lyrik, ligesom »Mesterspillet« var mere spændende end totalteater, og »Faklen« mere spændende end at pakke Rådhuspladsen ind i cellofan.

Jeg er ganske utvivlsomt alt for forfængelig til at bedømme mine samtidige nørklende hjemstavnsdigtere. Det er sikkert vældig pænt, meget af det. Men hvor det gælder ren rå kraft, tror jeg, jeg må insistere på palmerne ...

Erwin Neutzsky-Wulff 2000

[ tilbage ]