I UNDERVERDENEN

Sansning og hukommelse - astralitet og ritual - det magiske menneske og den ydre verden - barnekonger og drager - inspiration og diktat

Allerede i første dels første kapitel antydede vi en grundlæggende problematik. På den ene side er det umuligt som tænkende mennesker at afvise hele kulturhistorien som fantasteri, tilværelsen må have en eller anden form for religiøst grundlag. På den anden side synes den moderne naturvidenskab at udelukke ethvert sådant.
Det har været førstedelens opgave at vise, at det naturvidenskabelige verdensbillede er en valgt model, okkultisme eller religion en anden. Vi har set, hvordan indbyrdes modstridende modeller er fuldt lovlige inden for naturvidenskabens område, og vi har eksemplificeret fra dagliglivet. Dette hænger igen sammen med en forkastelse af en erkendelsesteoretisk naivisme, en forståelse af, at alle sansekvaliteter, alt »fysisk« har sin oprindelse i den menneskelige hjerne, at vi ikke meningsfuldt kan tale om en egenskab, som ikke netop er en psykologisk egenskab.
Helt afgørende har førstedelen været en »oversættelse« af den okkulte model og sprogbrug til en naturvidenskabelig, erkendelsesteoretisk, teoretisk fysisk, neurologisk. Denne oversættelse er ikke særlig mundret. Det er som med et fremmedord, hvis man kunne finde et nøjagtigt dansk synonym, ville fremmedordet være overflødigt (hvad mange mennesker, hvis tanke ikke har fattet betydningsforskellen, naturligvis vil hævde det er).
Vi kan også sammenligne med indlæringen af et fremmed sprog. I begyndelsen vil det engelske ord »boy« vække den sproglige association »dreng«, men med tiden associeres det samme mentale billede som oprindelig til det danske ord.

Først oversætter vi omhyggeligt ord for ord (ofte med slemme undersættelser til følge), senere oversætter vi ikke, men læser og forstår direkte den engelske tekst uden nogen dansk oversættelse som mellemled. Først da forstår vi virkelig sproget.
En første indføring i sproget må imidlertid foregå via modersmålet. Denne første engelsklektion svarer bogens førstedel til, med den naturvidenskabelige model som mellemled til forståelse af den okkulte. I denne andendel skal vi så vidt muligt befri os for dette mellemled og forstå den okkulte model direkte.
Vi så, hvordan den ukritiske anvendelse af den naturvidenskabelige model på det overnaturlige kun kunne føre til, hvad vi kaldte »parapsykologi og paralogisme«. Vi måtte først flytte en enorm byrde af disse skæve tolkninger og prøve at finde tilbage til fænomenet.
Dette kan stort set foregå ad to veje. Vi kan gribe til de meget tidlige kilder, eller vi kan undersøge de gennembrud af det overnaturlige, som stadig af og til sker. Denne fænomenologi har ikke noget med parapsykiske tryllekunster at gøre, men optræder i det psykiatriske tilfælde og LSD-oplevelsen.
Først måtte vi dog skaffe os af med vores fordom om den (klassiske) naturvidenskabelige models enegyldighed, og til den ende fordybede vi os i nogen grad i dens genealogi. Vi besøgte »filosofiens fader«, Platon, og så, hvordan han danner overgang mellem religion og filosofi, og fulgte så den sidste videre hos Aristoteles, igennem skolastik og empirisme op til Humes sjælekvaler og Kants kategorier, den moderne idealisme.
I et følgende kapitel så vi på den videnskabelige metode og den moderne fysiks hovedspring ud i en eksperimentelt underbygget idealisme. Bolden blev anbragt solidt på neurologiens banehalvdel, og efter at have samlet nogle få nødvendige forkundskaber udi biologien kastede vi os ud i at prøve at forstå, hvordan hjernen skaber verden.
Her grundlagdes vores forståelse af de okkulte begreber ånd og materie som henholdsvis den psykologiske dynamik og den fysiske verden, denne kreative »opmærksomhed« skaber. Vi genopdagede ved samme lejlighed tidligere kulturers omgang med de verdensskabende dynamikker, begrebet entitet fik betydning for os.
Vi fandt, hvorledes »personlighed« og »legeme« er kategorier som »tid« og »rum«, og hvordan vi, hvis vi sprænger den ramme, kravet til sproget om kommunikerbarhed har påtvunget os, kan blive opmærksomme på den dynamiske under- eller overvirkelighed. Vi befinder os da i en verden befolket med medmennesker og entiteter, som atter kan klassificeres.
Med den kommunikative sproglighed opstår kulturer med deres egne analyserbare dynamikker eller entiteter.
Hvis vi samtidig kan bevare vore oprindelige kategorier intakte, kan vi stadig »færdes frit i alle verdener«, de ikke kommunikerbare »egne«, som vi kalder astralitet.
Grænsen (limen) kommunikerbar/ikke kommunikerbar er naturligvis ikke fast, men varierer efter det kommunikerede sprogs rigdom. Et »beriget« sprog er det rituelle, som i vores kultur fører en hensygnende tilværelse som »kunst«.

Som sagt har LSD-oplevelsen været et studium værd for os, og dette studium skal vi fortsætte et stykke ind i andendelen. Det må imidlertid være klart, at begreber som entitet og astralitet vil blive behandlet som »direkte engelsk« uden yderligere henføring til den naturvidenskabelige model.
Det er en frihed, vi har købt dyrt (et sideantal svarende til en gennemsnitlig roman), og vi har tænkt os at benytte os af den. Den læser, der ikke anser sig for ganske parat til denne akrobatik, tilrådes at blive i førstedelen lidt endnu
Denne overgang til en mere umiddelbar forståelse af den okkulte model falder sammen med overgangen til behandlingen af den egentlige astralrejse. Med egentlig mener vi her, at vi er kommet ud over »postkortene«.
Ud over følelsen af et alment hævet bevidsthedsniveau er »visionerne« det mest typiske ved LSD-oplevelsen. Dette er billeder af landskaber og bygningsværker, som i begyndelsen kun kan ses med lukkede øjne, men efterhånden udelukker dagligstuen.
De varer ofte kun få sekunder, forsvinder så eller skifter til andre scenerier. Hvad dette underlige »land« er, som manifesteres i disse prospektkort, kan vi ikke længere være i tvivl om.
Forskellen på disse »visioner« og den egentlige astralrejse er, at i astralrejsen forsvinder mellemplanet fuldstændig, alle sanser er med i oplevelsen af astraliteten, man »er der« ifølge enhver fornuftig definition på lokalisering. Man gennemvandrer eller gennemflyver landskabet, ofte i begyndelsen stadig som iagttager.
Halvmenneskelige væsner befolker denne verden, og Huxley beklagede sig over, at de »åbenbart kun var til pynt«. En større dosis ville imidlertid have bragt ham som så mange andre forsøgspersoner i særdeles nær kontakt med dem. Ofte synes de beskæftigede med sysler, som forsøgspersonen vagt beskriver som »rituelle«, hvilket skal udtrykke, at de ikke er meningsfulde ud fra mellemplanets betragtninger.
Senere kan han måske deltage i en offerhandling som offerpræst eller offer eller begge dele - personligheds- med tilhørende kropskategori er i den udvidede virkelighedsopfattelse, som astraliteten udgør, i besiddelse af en sådan frihed. Han kan også blot færdes i sit »astrallegeme«, kropskategorien på spring.
Blandt diverse skriblere findes der en mennesketype, der kunne kaldes o-fylder. Denne person er karakteriseret ved i venteværelser og slige steder med en dertil medbragt kuglepen at udfylde alle de trykte o'er i det nye nummer af »Helse«. Rationalet for denne digression er, at hjernen er en o-fylder.
Betænk den menneskelige hukommelse. En enkelt neuron stimuleres med spidsen af en nål, og et helt cirkustog manifesterer sig komplet med farver, lyd og duften af savsmuld og elefant.
I betragtning af, hvad vi ved om hjernens virkemåde, er det på en måde ikke overraskende. Vi opdagede jo netop, at neuronen reagerer på og derfor i en vis forstand må »indeholde« en idé, altså en »hel elefant«. På den anden side er det utænkeligt, at så meget information skulle kunne rummes i en enkelt neuron, eller for den sags skyld at hele verden skulle kunne rummes i en enkelt hjerne.
Forklaringen er for det første, at neuronens rolle i virkelighedsspillet først og fremmest bestemmes af dens plads og forbindelse med andre neuroner. Den er ikke så meget en kanin, som den er i'et, der gør den til en kanin i stedet for en kanon.

For det andet er det, neuronen »betyder«, netop »elefant« og ikke noget som helst andet, altså ikke noget af det, der hører til en elefant; grå, tykhudet, etc. udgøres alt sammen af andre neuroner, og den fuldstændige fysiske elefant er netop forbindelsesnettet mellem neuronerne. Man kan sige, at dette net danner figuren, hvis man forstår, at det ikke er et net mellem elefantens atomer, men mellem dens »egenskaber«, den skov af ideer, som udløser ideen »elefant«.
For det tredje er antallet af nødvendige ideer faktisk rimeligt begrænset. Tænk på anvendelsesmulighederne for ideen »overflade«. Vi behøver ikke en elefantoverfladeidé og en kaninoverfladeidé og en første spisebords overfladeidé og en andet spisebords overfladeidé, vi behøver kun een.
»Undersøger« vi så overfladen nærmere, »opdager« vi måske en særegenhed, som kræver inddragningen af endnu en idé, f.eks. ru eller glat. Hvis vi ikke undersøger den, er den bare overflade, og den ene overfladeidé er nok.
Fejlslutningen stammer fra vores materialistiske opfattelse af verden med milliarder af forskellige sandskorn, bare sandskornene er nok til at udtømme hjernens kapacitet. Men disse sandskorn er kun projektioner af nogle få ideer, af en i forhold rimeligt overskuelig åndelig eller neurologisk virkelighed. De mest anvendelige ideer kalder vi kategorier.
Endelig behøver hjernen ikke så meget af en opfordring til at begynde at spinde en ende. Når vi ser på et foto af bedstemor, ser vi ikke ødelagt emulsion på et stykke papir, vi ser bedstemor.
Vi siger ikke: Hvor ser bedstemor dog flad ud i dag! eller: Har bedstemor fået amputeret begge ben? Hjernen tager den lille stump papir og laver bedstemorideer af hjertens lyst.
Når vi tager fejl af bedstemor og en anden gammel dame, ser vi også bedstemor. Vi ser hendes spidse næse, indtil vi kommer nær og opdager, at ikke blot er det ikke bedstemor, hun har ikke engang spids næse.
Vi protesterer: Vi så bedstemor. Javist, for vores hjerne lavede bedstemor til os. Så undskyldte den mange gange og slog hende ihjel igen.
Tre streger på et stykke papir, og vi ser en kat. Eller vi ser den i en revne i en flise. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at hjernen er en o-fylder.
Når vi farer igennem tunnellen, er det ikke bare tunnellens idé som forlangt af den kendsgerning, at vi ikke kan have to sæt à tre dimensioner, hvorfor vi anbringer det ene sæt for enden af et langt rør. Røret har substans og farve.
Hvilken substans? Ideen substans.
Hvilken farve? En-eller-anden-farve, som var handy.
Vores »ulegemlige« kropskategori får måske ikke spids næse, men den får i al fald substans, hvis ikke hjernen gør sig den umage at forsyne den med spejlbilledet hjemme fra soveværelset, en veritabel dobbeltgænger. Hjernen er en o-fylder.
Køb et pornografisk magasin og kig på en pige. Det er kun papir og tryksværte, men hun er alligevel en hun, og denne hun er blød og varm.
Skru lidt op for begær-verdensskaber, og hun bliver levende, hele kompagnier af masturbanter kan have samleje med hende på en gang. Hjernen er en o-fylder, ellers ville pornofabrikanten gå fallit, og alverdens forskere ville forlade alverdens læreanstalter uden kendskab til noget andet end konsistensen af papir og højden af tryksværte.

I den dybe astralrejse indgår forsøgspersonen som person i en handling, der udspilles i astraliteten med entiteter som medspillende. Som på mellemplanet er denne verdens indbyggere optaget af »hverdagssysler«.
Også de »arbejder« på at opretholde et organisk system, men hvor den maskine, menneskenes arbejde sigter på at holde i gang, er samfundet, arbejder astralitetens entiteter på at opretholde verden selv, hvilket stemmer udmærket overens med at se dem som den verdensskabende dynamik. Dette »arbejde« forekommer som sagt »rituelt«, fordi det savner et rationale acceptabelt for mellemplanet.
Forbindelsesleddet mellem entiteternes verdensopretholdende og menneskenes samfundsopretholdende aktivitet findes i religionen. Her arbejder mennesker og entiteter sammen på ritualerne. Eksempler fra vores egen kulturkreds er nadver og fodvaskning, hvor menneske og gud har deres bestemte roller, som må spilles for at »opfylde« eller »gøre det rette«.
I historiens løb er dette forbindelsesled bristet, og det, der foregår i tempel og kirke, er en slags »skygger« af astralitetens aktivitet. Forsøgspersonen vil derfor ofte »genkende« disse ritualer på sine vandringer i astraliteten.
Vor næste opgave bliver nu at fange nogle af de riter i flugten, som forsøgspersoner under påvirkning af LSD har refereret, ofte uden at sætte dem i forbindelse med nogen mytologi, og knytte denne forbindelse. De vil således fungere som en slags »empirisk« indføring i svundne kulturers mytologi, som er overleveret i forvansket form i den populære religion og okkultisme.
Det har været påfaldende for investigatorer, at det tilsyneladende er de samme »myter«, der går igen fra forsøgsperson til forsøgsperson trods stærkt vekslende gemyt og kulturbaggrund. En lignende iagttagelse i forbindelse med drømme fik Jung til at opstille sine »arketyper«. I drømmen er sådanne »astrale indslag« imidlertid blandet med så meget ubehandlet gods fra mellemplanet, at det er uhyre vanskeligt at destillere.
Hjernens nathold har først og fremmest den opgave at sortere dagens indkomne post, konsolidere værdifulde oplysninger i hukommelsen og hælde resten ud. Af og til, når lyset er tændt, kan en halvbevidsthed kigge ind, og vi siger, at vi »drømmer«. Også i denne tilstand (der minder lidt om den hypnotiske) kniber det for kategorierne at holde sig på benene, deraf tidligere tiders »drømmetydning«, men det kræver som sagt en hel del ekspertise at finde guldkornet i skraldespanden.
Får vi ikke lov til at drømme, ophobes affaldet, og vi ophører med at fungere ordentligt. Nytten af at læse et stof, der skal indlæres, lige før man sover, er velkendt. Dette stof vil så nemlig få prioritet og konsolideres særlig effektivt.

I første dels kapitel 2 søgte vi at forstå Dionysoskulten som en forudsætning for platonismen. Vi betjente os af religionshistorikerens misvisende udtryk »frugtbarhedskult« og var generelt ude af stand til nærmere at forstå dens væsen. Nu er vi imidlertid i besiddelse af sådanne forudsætninger.
Vi har set, at verden og naturen er skabt af menneskets psyke. Vi undersøgte ligeledes (første del, kapitel 7), hvad vi kaldte den åndløse kultur.
Vi får den »døde« verden som modsætning til den »primitive« animisme, omgangen med entiteterne. Vi har »trukket os ud af« tingene; tilbage står en fjendtlig tingverden, som vi må forsøge at erobre, bekæmpe. I stedet ødelægger vi den, fordi vi har mistet forståelsen for den.

Det oprindelige forhold til verden er begær, kærlighed. Dette er ikke materialisme i nogen moderne forstand, ikke kærlighed til døde ting, for tingene er ikke døde. Det er omgangen med hinanden og os selv.
Dette betyder ikke, at det er fredeligt. I en kultur, der er så spinkel som vores, må fred for enhver pris blive idealet. Vi bliver derfor også næsten forargede, når den ædle vilde fører »meningsløse« krige stammerne imellem.
Meningsløs er et ord blandt mange, der er gået inflation i. To folkeslag, der kæmper til døden om et stykke land, der kun kan brødføde et af dem, kæmper og dør ikke meningsløst. Byttet dør ikke meningsløst for jægerens spyd, det skaffer ham føde og læ.
Heller ikke menneskets død af sygdom og alderdom er meningsløs. Ud fra det tidligere omtalte »artsfremmende« synspunkt må det være i allerhøjeste grad anbefalelsesværdigt at »leve stærkt og dø ung«. Når forplantningen er overstået, er der ikke noget tilbage, naturen kan bruge os til.
I de tidlige kulturer spiller imidlertid en viden, som kun kan tilegnes gennem et helt liv, en rolle, hvorfor de gamle bliver samfundets ledere. I dag, hvor kulturen er sunket til et så barbarisk niveau, at gennemsnitsmennesket ikke har brug for mere viden end, hvad man kan lære en chimpanse på en uge, er de gamle selvfølgelig blot senile og må skaffes af vejen.
Men selv om visse kulturer kan bruge den betydelige livserfaring, betyder dette alligevel ikke, at et langt liv generelt er ønskværdigt. Det, der skal leve længe, er slægtssjælen. Den skal ikke »sidde fast« i tandløse gummer, men hurtigst muligt befri sig for det udtjente legeme for at indgå i det nyfødte barns.
Specielt kan kulturånden ikke tillade sig at blive fanget i en svigtende legemlighed. Konger dræbes efter en årrække, og en ny vælges, ikke af folket, men af kulturånden, som søger sig en ny bolig. Med tiden kom kongen til at misbruge sin mere verdslige magt til at snyde, en narrekonge udnævntes og dræbtes i kongens sted, eller han erstattedes direkte på bålet af et dyr eller en dukke, et ritual, som overlever den dag i dag i de fleste kulturer, hvad enten man afbrænder hekse, Guy Fawkes eller kong karneval.
For nogle år siden fandt man i en dansk mose liget af en mand, der åbenbart var blevet hængt. Den, der blot et øjeblik betragter den ophøjede ro i de aristokratiske træk, vil forstå, at der ikke er tale om en henrettet lommetyv.
Det ville være totalt absurd at forsøge at adoptere dette livssyn. Men hvis vi nægter at forkaste tidligere kulturer som barbariske og overtroiske, er der en mulighed for, at vi kan komme til en forståelse af, hvad kultur er, og måske i sidste ende selv få en.
Hvor begæret slipper, sniger angsten sig ind. Vi bliver viljeløse, hjælpeløse i en verden, vi ikke længere behersker.
Nogle religionshistorikere hypotetiserer, at religionen opstod af en frygt for naturen, men naturfrygten hører vor egen kulturkreds til. Myten om den fjendtlige natur udspringer af materialismen. Naturmenneskets natur er tværtimod nærmest »venlig«.
Denne venlighed udspringer af en grundlæggende forståelse af, at naturen er os selv, og denne forståelse giver sig igen udtryk i læren om entiteterne. At identifikationen ikke er fuldstændig, er udelukkende en praktisk anskuelsesform. Vi spreder også genstande ud i tid og rum, og tilsvarende er hver eneste genstands grundlæggende psykologiske dynamik heller ikke mig; den er personlig, men ikke min personlighed.
Jeg kan gøre enhver genstand til her og nu ved at gå hen til den og tage den i hånden, og tilsvarende kan jeg gøre enhver entitet til mig, hvad enten man vil opfatte dette som en »identifikation« med tigeren, eller som at tigerens sjæl »besætter« mit legeme. »Normalt« identificerer jeg mig imidlertid med mit legeme og bliver i min hule. Sådan er det i al fald i princippet.
Reelt er der naturligvis visse begrænsninger. Ingen hulemand kan nedlægge en hjort, hvor der ikke er nogen hjort i nærheden (hvor det, vi opfatter som en hjort, ikke er det, vi opfatter som i nærheden).
Den menneskelige psyke er verdensskabende i den forstand, at den skaber alt, hvad vi opfatter, hvad vi kalder verden, men denne verdensskabende aktivitet har kun det ene formål at tilpasse vores behaviour til en ydre verden, som vi ikke kan sige noget som helst fornuftigt om »an sich«. Derfor begrænser den imidlertid alligevel antallet af mulige verdener, men ikke nær så meget, som materialismen vil have os til at tro.
Det er de »ekstra« muligheder, som mennesket har mistet, vi erindrer som »magi«, og det magiske menneske må forekomme os noget nær almægtigt. Dette betyder imidlertid ikke, at »anything goes« i det øjeblik, vi løslades af de kommunikerbare kategoriers fængsel.
En gal mand kan bilde sig ind, at han ikke kan krydse en kridtcirkel, han har tegnet omkring sig på sin stue. Denne illusion kan han hjælpes til at bryde, men hvis han tror, at det vil sætte ham i stand til at flyve ud fra femte etage uden at ramle ned, er han i lige så høj grad hildet i en illusion som før.
For at vende tilbage til vores yndlingsmetafor, skotøjssalgskurven, kan vi vælge imellem skoene og kurven, men salgstallene forbliver de samme. Sko og kurve synes at have så lidt med hinanden at gøre, at dette ligner en total frihed til at forestille sig hvad som helst med samme gyldighed, men konkursen forbliver dog den samme.
Et yderligere problem i vores tilfælde er så, at den »absolutte fællesnævner« mellem de termodynamiske love og den ægyptiske dødebog er uden for vor opfattelses rækkevidde - men netop derfor har vi jo også den billedverden, vi med enhver ret kalder virkelighed. Denne billedverden er så yderligere blevet begrænset af vores behov for at kommunikere den til hinanden, og disse begrænsninger kan med fordel fjernes, hvilket blot vil bringe os i et endnu bedre forhold til den absolutte fællesnævner. Dette sidste er okkultismens formål.
Når ånden forlader verden, dør den. Den er den psykologiske dynamik, som giver verden dynamik - hvad fysikeren kalder energi - og opretholder verden. Den er sansningens motivation, uden hvilken ingen sansning og ingen virkelighed kan persistere.
Eller rettere, åndens afsked resulterer i en skyggeverden som den, vi lever i. Der er forskel på at begære en kvinde og at passere et eksemplar af slagsen i en overfyldt bus. Der er forskel på at konstatere, at det regner, og at føle regnen.
Der er forskel på at sanse og registrere, på at eksistere og at leve. Det moderne menneske lever i en halvvågen tilstand, uden forståelse, uden begær. En sådan kultur kan ikke bestå.
I modsætning til denne somnambulisme står den vågne, bevidste tilstand, hvor »opmærksomheden« er på sit højeste, hjernen skaber verden på livet løs. Vi har set, hvordan denne bevidsthed, om så blot kunstigt og kortvarigt frembragt, gør verden virkelig og levende, befolket med vilje og mening, med entiteter. Ånden vender for et par timer tilbage til verden.

For tidligere kulturer har situationen været den omvendte. Ånden var i verden, men den måtte holdes fast ved verden.
Dynamik er imidlertid cyklisk, og ånden fastholdes i et kredsløb. Vi accepterer at tage afsked med den, men garanterer samtidig dens tilbagevenden.
Vinteren hører året til, døden hører livet til. I norneperspektiv er vort eget kulturelle interregnum en lige så nødvendig vinter og død. »Frugtbarhedskulten« holder åndens hjul i gang:

S A T O R
A R E P O
T E N E T
O P E R A
R O T A S

Sædemanden Arepo fastholder hjulene med sit arbejde. Vi har strejfet kulten i første del, kapitel 2 i forbindelse med Dionysos, og vores egen julefest hører klart til i samme skuffe.
Disse riter skal vi imidlertid vende tilbage til i detalje. Lad det være nok her at konstatere, at dette indlysende er en populær type »ritual« i astraliteten.
Kongeriten udspringer umiddelbart heraf. Her er åndeligheden udmøntet i en person, der er besat af guden, kongen.
Vi har set, hvorledes en tilsvarende cyklus oprindelig gælder for ham. Disse gudekonger ankommer som spæde på skibe uden mandskab som kong Skjold (og føres bort igen på dem som Arthur), det vil sige, deres essens er astral, de er gæster på jorden.
I LSD-oplevelsen identificeres forsøgspersonen ofte med disse barnekonger og helte. Fødselsoplevelsen (som mistolkes som en erindring om forsøgspersonens egen fødsel) hører med til dette mysterium.
I det hele taget er forsøgspersonens stilling i astraliteten ofte særdeles smigrende. Dette kan for så vidt ikke undre, han er jo drømmeren, der besøger sin drøm, fabriksejeren på besøg i fabrikken.
Mennesket behøvede engang ikke at fylde sig med gift for at indtage denne position. Alle drømme - også den drøm, vi sidder fast i og kalder virkelighed - er undergivet drømmeren i en langt videre forstand, end noget moderne menneske kan forestille sig.
I astraliteten venter guider og lærere os, som har den fordel ikke at have forlæst sig på Freud, men derfor alligevel godt kan være særdeles demagogiske. Ofte former astralrejsen sig da som en række »prøver«, en »handling«, vi kender fra folkeeventyrene og de elektroniske spilleautomater.
Skabelsesriten dominerer tilsvarende. Der er ikke her tale om æggehoveders spekulationer over ozonlagets opståen, men den kontinuerlige, »neurologiske« skabelse, som Bibelen beskriver.
Kaos, den primordiale drage, spaltes af åndens sværd og bliver den definerede verden. Vi sanser og skelner, det vil sige sætter skel mellem himmel og jord, nat og dag, etc.

Ved lysets, det vil sige øjets, og ordets kraft skaber vi verden. Gud er et øje og et ord.
Aktualisationen er begyndt, materialisationen, der fører til Adam og kulminerer i Eva, et væsen, der handler ud fra en kropsbevidsthed. Vi blues ved vores nøgenhed og begynder at dyrke jorden. Guddommeligheden bliver et gudsforhold.
Det er temaer som disse, vi skal forfølge ind i diverse mytologier. I LSD-oplevelsen konfronteres forsøgspersonen direkte med dem, i mytologien er de gennemarbejdede - og, hvis vi tager de nyeste tider med, forvanskede. Vi har så at sige udført eksperimenterne og søger nu forklaringerne. Vi skal se, at de kan findes i myten.
I næste kapitel tager vi således for alvor fat på den såkaldt »primitive« religion - nu tør vi. Vi skal bruge den som et grundlag for forståelsen af senere mytologier, hvor vi i tredje kapitel fanger an med den ægyptiske som den mest »oprindelige«.
Hermed har vi for alvor taget springet fra vort naturvidenskabelige grundlag til en undersøgelse af den egentlige og faktiske okkulte fænomenologi. Trods alt er okkultismen kun en undersøgelse af menneskets tabte religiøse baggrund, om end den også er empirisk i den forstand, at denne baggrund reproduceres, fænomenologien springer lyslevende frem af vores moderne okkulte laboratorium, som når biologen søger at reproducere naturens eksperimenter med proteinsyntese fra for henved en milliard år siden.
Vi har taget udgangspunkt i LSD-oplevelsen og lært meget, så meget, at en og anden måske kan føle sig fristet til at konkludere (eller opfatte som forfatterens konklusion), at dette vidunderstof er den eneste vej ud af de kommunikative kategoriers fængsel. Erfaringen viser imidlertid, at det også i nyere tid ganske uden sådanne hjælpemidler har været muligt for mennesker - som vi gerne kalder kunstnere - at opfatte og forstå en videre virkelighed. Når Wordsworth således skriver, at han

shrunk with apprehensive jealousy
From every combination which might aid
The tendency, too potent in itself,
Of use and custom to bow down the soul
Under a growing weight of vulgar sense,
And substitute a universe of death
For that which moves with light and life informed,
Actual, divine, and true

giver han en malende og temmelig nøjagtig beskrivelse af den åndløse kultur, der samtidig demonstrerer, at han har været i stand til at undslippe den. Dette er den død, der må overvindes, for at livet kan blomstre som hos Æ:

The children were shouting together
And racing along the sands,
A glimmer of dancing shadows,
A dovelike flutter of hands.

The stars were shouting in heaven,
The sun was chasing the moon:
The game was the same as the children's,
They danced to the self-same tune.

The whole of the world was merry,
One joy from the vale to the height,
Where the blue woods of twilight encircled
The love-lawns of the light.

eller hos førnævnte Thoreau:

I love a soul not all of wood,
Predestinated to be good,
But true to the backbone
Unto itself alone,
And false to none;
Born to its own affairs,
Its own joys and own cares;
By whom the work which God begun
Is finished and not undone;
Taken up where he left off,
Whether to worship or to scoff;
If not good, why then evil,
If not good god, good devil.
Goodness! - you hypocrite, come out of that,
Live your life, do your work, then take your hat.

Bag altet står ånden, med Whitman's ord:

There is no great and no small
To the Soul that maketh all:
And where it cometh, all things are;
And it cometh everywhere.

Litterære værker direkte dikterede af dæmoner optræder naturligvis med noget større sjældenhed i vore dage. Et enkelt interessant eksempel finder vi i The Book of the Law dikteret til Aleister Crowley.
Den stakkels mand brugte resten af sit liv på at udtyde dette enestående inspirerede værk. Resultatet var en solid omgang popokkultisme, men Liber Legis står tilbage som en bog af en primitiv kraft, som afspejler dæmonens væsen.
Langt fra at være skolastikernes »åbenbarede sandhed« er den et udtryk for en overmenneskelig personlighed med alle dennes svagheder og fikse ideer. Ikke desto mindre er den altså en sjælden »overlapning« med astraliteren.

Behold! these be grave mysteries; for there are also of my friends who be hermits. Now think not to find them in the forest or on the mountain; but in beds of purple, caressed by magnificent beasts of women with large limbs, and fire and light in their eyes, and masses of flaming hair about them; there shall ye find them. Ye shall see them at rule, at victorious armies, at all the joy; and there shall be in them a joy a million times greater than this. Beware lest any force another, King against King! Love one another with burning hearts; on the low men trample in the fierce lust of your pride, in the day of your wrath.
Ye are against the people, O my chosen!

Som det vil fremgå, er dette satanisme, endnu rabiatere end Thoreaus. Etikken (eller antietikken) er klar nok:

Begone! ye mockers; even though ye laugh in my honour ye shall laugh not long: then where ye are sad know that I have forsaken you.
He that is righteous shall be righteous still; he that is filthy shall be filthy still.
Yea! deem not of change: ye shall be as ye are, & not other. Therefore the kings of the earth shall be Kings for ever: the slaves shall serve. There is none that shall be cast down or lifted up: all is ever as it was. Yet there are masked ones my servants: it may be that yonder beggar is a King. A King may choose his garment as he will: there is no certain test: but a beggar cannot hide his poverty.
Beware therefore! Love all, lest perchance is a King concealed! Say you so? Fool!! If he be a King, thou canst not hurt him.
Therefore strike hard & low, and to hell with them, master!

I den nyeste litteratur er astraliteten blevet en sjælden gæst. Kunsten har imidlertid nu nået et lavpunkt, komplet med lavpunktets evige trøst: Herfra kan det kun gå opad! Hvor længe vi så endnu har at vente i pseudorealismens, antiintellektualitetens og det etablerede dilettanteris isvinter, er en anden sag.

fra Okkultisme af Erwin Neutzsky-Wulff

[ tilbage ]