KRISTENDOMMEN

Gnosticisme og hellenisme - statsreligion og eskatologi - Kristus og Satan

Den kristne religion har tre guder, faderen, sønnen og helligånden. Det er i al fald en simpel måde at udtrykke den kristne mytologi på.
De fleste tilhængere af religionen vil nok stejle, og med nogen ret. De kristne har kun een gud. Han er »tre personer, een substans«, definitionen på treenigheden.
Jesus siger: »Jeg og Faderen, vi er eet«. Sønnen er faderens menneskeliggørelse parallelt med Ras menneskeliggørelse i farao, og den samme frase, »dette er min søn«, anvendes da også. Det er dette, der gør ham til Messias, det vil sige en gudekonge på et tidspunkt, hvor gudekonger ikke længere var på jorden.
Sønnen identificeres atter med logos, det guddommelige skaberord og dermed med skaberen: »Alle ting er blevet til ved ham«. Denne identifikation mellem en »moderne«, national guddom (Amon, Marduk) og himlens og jordens skaber er vi stødt på før, transmutationen til moira. Selv jøderne så deres lokale fyrste, Yahweh, som pantokrator.
Dette er ikke så underligt, når vi husker på, at verdensorden og samfundsorden på det kulturelle stade er eet, een maat. Kulturskaberen og -herskeren er således rimeligvis også universets skaber og hersker.
Dette må naturligvis ikke forlede os til at filosofere kristendommen ud i absurditeten. De kristnes gud er Kristus, inkarneret i Jesus og identificeret med verdens åndelige ophav.
Ikke blot er han imidlertid således ånden, der »blev kød og tog bolig iblandt os«, som Johannes skriver, han er vejen tilbage til livets træ, den rent potentielle, immaterielle og uaktualiserede åndelighed. Denne ånd bliver i menneskene (eller rettere enkelte iblandt dem) efter Jesu død i form af helligånden.

Ånden er jo fanget, som »sjæl«, hos jøderne først og fremmest i slægtssjælen. Herfra befris den, idet »splid« kommer imellem slægtninge, og mennesket får en »personlig« sjæl som i mysterietraditionen, der så i en næste fase kan »åndeliggøres« gennem den kristne etik og liturgi, befris for materiens åg, for begæret, for synden.
Der er altså tale om et desperat modtræk mod den omsiggribende materialisation. Målet for denne stræben er simpelt hen den materielle verdens ophør, »Dommedag«, hvor den sovende menneskehed vågner af sit kollektive mareridt, den aktuelle cyklus af fødsel og død. Med den materielle verden dør og fortæres alt forfængeligt af helligåndens flammer, og kun de, som har gjort sig til eet med den lutrende ild, består, til gengæld da også for altid unddraget død og entropi.
Den »synd«, som den kristne soner, er således for første gang rent personlig. »Fædrenes synder«, hele »menneskeslægten«s synd tager Kristus på sig som en kosmisk syndebuk i korsfæstelsen. Tavlen viskes ren, og denne universelle udsoning og renselse gentages ved dåben, der giver modtageren et frit valg over for synden.
Arvesynden bliver ikke længere en fatalitet, men en modstander, den personlige vilje er i stand til at overvinde. I den katolske kirke renses individet regelmæssigt ved skrifte og bod, hvorved - medmindre synder er begået, for hvilke der ikke kan gives absolution - sjælen i realiteten forbliver syndefri og dermed kan dø i forvisningen om opstandelsen.

I disse overvejelser kan spores en udvikling. De første kristne ventede dommedagen inden for et slægtled eller to.
Da den udeblev, måtte kirken gøre sig det behageligt, og verdensforsagelsen rykkede meget praktisk længere og længere ud i det transcendente, eller simpelt hen »efter døden«. Den nødvendige etik blev da stort set at adlyde landets love, og det heraf følgende tilgodehavende stod i den almindelige bevidsthed til temmelig omgående udbetaling ved individets død i form af skyer eller statisk verdensbrand. Et helvede en miniature svarende til den ægyptiske »sjæl«s prøvelser, skærsilden, kunne forbrænde den mere ubetydelige synd, som præsterne ikke havde fået med, men efter et ophold i dette sjælerenseri (som bønner og de efterlevendes pengegaver kunne forkorte i betydelig grad) stod perleporten åben.
Denne almuekristendom kan ikke aftvinge os nogen større interesse. Det kan derimod urkristendommen, for den er som tidligere antydet enestående i religionshistorien, et aldeles tværkulturelt messiasbud på en lige så tværkulturel dødskrampe, i hvis sidste stadier vi nu langt om længe (forhåbentlig) befinder os.
Begrebet ånd er centralt i kristendommen, og for den helt forudsætningsløse kan det være vanskeligt at forstå. Vi er imidlertid i besiddelse af de nødvendige forudsætninger.
Ånden er den biologiske dynamik, der er overnaturlig, fordi den ligger til grund for den naturlige verden som neurologisk produkt, og fordi den ikke er så kommunikerbar, at den lever op til det moderne krav til consensus. Materien er åndens manifestation, dens aktualisation eller materialisation, og det går os som i biografen, vi glemmer alt om projektionsmekanismer og celluloid og opfatter den skygge, som de producerer og projicerer, som virkelighed.
Glemmer vi dem imidlertid i en sådan grad, at ingen længere passer projektoren, forsvinder filmens virkelighed gådefuldt. Dette kan igen for en tid fjerne al vor opmærksomhed fra lærredet.
Nu »vågner vi af en drøm«, vi opdager, at »det eneste virkelige« er projektoren, og vender lærredet ryggen. Denne »tid« er kristendommens.
Så længe vi endnu har projektoren i rimelig frisk erindring (vi kigger os over skulderen hver juleaften), er vores reaktion måske ikke så panikagtig. Måske forstår vi endda, at hvis projektoren skal »virke«, skal den fodres med spoler, der har en bestemt omdrejningshastighed og spilletid. Det er »gennem« disse cykler, projektoren manifesterer sig som handling på lærredet.
Men glemmer vi alt om den og så pludselig ser alt gå i stå, bliver vi så nervøse, at vi pakker projektoren ned i en kasse og sætter os oven på den. Fra nu af skal vi nok sørge for, at den egentlige virkelighed ikke tager skade.
Indtil en dag nogen spørger os, hvad nytte den så overhovedet er til. Denne person er satanisten.
I den primitive religion er ånden (»mana«) altid umiddelbart nærværende. Man har hele tiden absolut præsent, at alle disse billeder, som flyver gennem vores hjerne, og som vi kalder virkelighed eller verden eller natur, er manifestationer af ånd.
Det nærmeste, det moderne menneske kommer begrebet, er det svævende »energi«, som altid skal tages cum pugno salis. At det er utilstrækkeligt, ses blandt andet af åndens »personlighed«, der er tale om en psykologisk dynamik.
Bag alting står »ånder« og guder. Med tiden holder disse væsner flyttedag til en transcendent (det vil sige inkommunikabel og dermed usynlig) verden, astraliteten.
Mener vi således omtrent det samme i alle religioner, når vi taler om ånd, mener vi ikke nødvendigvis det samme med »åndelighed«. Uden for kristendommen er åndelighed simpelt hen det at lægge mere vægt på driften end lysten (tilfredsstillelsen), på tapas end på visrij, eller i al fald sørge for, at de to holder hinanden i ligevægt som middel og mål.
Selvudslettende forelskelse, slagets raseri, den betingelsesløse gæstfrihed, alt dette kendetegner det åndelige menneske. Denne »godgørenhed« retter sig imidlertid altid mod den ligestillede, »gaven« er jo ånd og givet til den uværdige lige ødelæggende for giver og modtager.
Ånden må gives tilbage, kærlighed for kærlighed, gave for gave, eftersom den skal bruges igen, rettes mod nye objekter. Kort sagt er denne åndeligheds formål at lade ånden blive i kødet.
Den kristne åndelighed derimod sigter mod at befri ånden fra kødet. Derfor er såvel seksualitet som aggressivitet bandlyst fra denne etik.
Driften bevares ikke i lysten, men lysten forsvinder fuldstændig. Denne drift må altså være uden mål.
Man elsker den, der hader en. Man ofrer sig for den, man ikke begærer.
Man lader sig hellere dræbe end dræber selv. Man giver med andre ord til den uværdigst mulige, for kun derved kan driften adskilles fuldstændig fra lysten, ved at man sikrer sig, at den fører til ulyst.

Kejsertiden i Rom er en forfaldstid. Selv om det nok er farligt at fæste for meget lid til samtidige beretninger om cæsarernes perversitet (cirka svarende til vor tids nøgleromaner), kan der ikke være tvivl om, at vi her står over for en kultur, der har mistet sit religiøse og dermed i egentlig forstand sit kulturelle grundlag.
Det var en tid med rationel afvikling af præsteembeder. Den almene religiøsitet var som vores (og alle forfaldne kulturers) et kogsammen af forvrøvlet magi og pseudoastrologi.
Apokalypser florerede med forskelligt datum for verdens undergang, og som i dag havde de naturligvis alle sammen fundamentalt ret. Roms affærer var i blodig uorden, og astrologer og rationalister havde lige grund til pessimisme.
Privatmennesker dyrkede diverse antikke og udvandede guddomme, og Rom tolererede dem alle undtagen en: Kristendommen. For kristendom var ikke (hvad den senere blev) en søndagsreligion, men en sekt, der måtte bringe sine tilhængere i konflikt med enhver samfundsorden.
Ritualerne var hemmelige, esoteriske og ekstatiske, og de pæne romere viderebefordrede rygterne om dem til autoriteterne: Orgier, seksuelle perversiteter, menneskeofringer (små børn var foretrukne). Disse anklager hørte til de farlige halve sandheder.
De kristne var kannibaler, for de fortærede deres egen gud. Det er påstande, der næsten ord til andet skulle blive fremført halvandet årtusind senere om satanisterne.
Men selv de mere realistiske anklager var alvorlige nok: Ungdommen forførtes til at opgive de gode sæder og kaste sig ud i tøjlesløshed, religionen gjorde børn fremmede for deres forældre, idet de fik nye falske og farlige autoriteter. Man ser for sjælens blik de bekymrede forældre i nattens mulm og mørke kidnappe deres egne børn for at søge at modvirke den »hjernevask«, de har været udsat for. For romeren var den kristne ikke blot kulturens ådselgrib, han var dens morder, og forfølgelserne var lige så forståelige som dem, kirken til sin tid selv skulle gøre sig skyldig i.
Oldkirkens modtræk var et forsøg på at skabe en »populær« kristendom. Verdensbrand og tusindårsrige havde nu ladet vente på sig så tilpas længe, at det nok ikke blev til noget i denne ombæring, og i mangel af essæernes lovede »6.000 ryttere og 20.000 fodfolk« eksklusive ærkeengle og fodengle fandt man det klogest så vidt muligt at slutte fred med myndighederne. Historien viser, at dette diplomatiske nummer lykkedes, flere og flere indflydelsesrige personer adopterede den nye kristendom, til sidst kejseren selv.
I mellemtiden havde kristendommen udviklet sig til noget, der lignede den oprindelige kristendom meget lidt. Urkristendommen overlevede udelukkende i små sekter, som vi i dag under et kalder gnosticisme, af det græske gnosis, (esoterisk) viden.
De to grupper blev forståeligt nok dødsfjender. Gnostikerne var kristendommens røde brigader, naive og forstyrrede individer, der ved at holde fast ved en ideologis oprindelige, revolutionære ideer skader de mere veltilpassede tilhængeres gode rygte: De må anses for værre end selve de ideologiske ærkefiender!

Det postkulturelle stade, der dannede smeltedigel for den kommende kristne kultur, kaldes ofte af historikerne hellenisme. Det er verdensrigernes æra, hvor Alexander følges af Rom.
I opbygningen af de enkelte nationer dannede stammefyrster nationale panthea, men i dannelsen af verdensriget må også disse slås sammen i en altomfattende synkretisme. Man forsøger så, især fra græsk side, at skabe »internationale« guder som Zeus-Amon og Demeter-Isis.
Guden er jo imidlertid netop ofte den autonome grænsende til det aggressive nations livskraft og overlever ikke denne. Resultatet er så følelsen af, at det religiøse livsgrundlag skrider, altså skepsis og rationalisme (filosofi), som man så igen kan reagere imod i private sekter, hvor esoterisk viden videregives, og man venter tålmodigt på sin Messias, som nu nødvendigvis må være en (guddommelig) verdenskonge.
Man kan søge sit stof til disse sekter i hele spektret af nationale religioner. Kristendommen udspringer af jødedommen, men det er den græske tradition som toneangivende i romerriget, der giver den ansigt. For at forstå dette må vi sige lidt mere om græsk religion.
Denne religion kan ikke i sit udspring overraske os. Zeus »befrier« sine søskende (skaber den aktuelle gudeslægt) ved at give sin fader Kronos et brækmiddel.
Han er forinden blevet født i en hule, som nogle mænd, der vil stjæle honning fra bier, der lever i hulen, ser »fyldes med lys«, et gennemgående træk og forløber for Bethlehemsstjernen. Disse mindre vise mænd kommer dog ikke fra deres møde med guddommen med livet.
Zeus måtte jo skjule sig for Kronos som barn, dog kan det selvfølgelig ikke undre, at han årligt dør og genfødes, og at dette kræver ritualer, hvor særlige indviede, kureter, i kultdramaets form beskyttede gudebarnet mod faderens anslag. Med tiden rationaliseres Zeus bort fra denne mystik, og Dionysos overtager, som vi har set, hans rolle.
Hos Homer er dog noget af det oprindelige verdensbillede bevaret. Central er kydos, som svarer til mana eller lykke.
Denne manifesterer sig som arete, en nærmere specificeret kydos eller »dygtighed«, agerlykke, krigslykke, etc. Vedligeholdelsen af kydos og arete kræver atter aidos, den rette handlen, ære, »pligt« eller integritet.
Den græske »drift« er altså det afgørende, mens »følelsen«, phren, er et produkt af den. Phren er generelt »sind«, tanke, følelse.
Den græske tanke går dog dybere endnu, eftersom også kydos er en manifestation af thymos, der nærmest kan gengives som »begær«. Over for andre viser mennesket sig som en psyche, men fundamentalt er det bie, kraft, ka.
Denne kraft er ikke personlig, men knyttet til slægten, og det er almindeligt, at et menneske benævnes ved faders eller farfaders navn, hvilket volder gymnasieelever svare kvaler, når de skal læse Iliaden. Hvert menneske har sin lod, aisa (eller ligefrem moira).
Dette er ikke for grækeren en determinisme forstået som modsætning til nogen »vilje«, men simpelt hen indbegrebet af hans væsen. Det kommer således trods alt vores »karakter« nærmere end vores »skæbne«, blot man betænker, at den er transcendent, det »højere liv«, jordelivet er en skygge af, dukkeføreren i snoreloftet.
Et menneske kan således nok gå imod sin moira (synde mod sin gud), men dette er en hybris, der fører umiddelbar nemesis med sig. Grækeren er altså i højeste grad mar ilisu, barn af sin fylgje, sin genius, sin ka eller, som grækeren siger, sin daimon.
Disse små guder var atter emanationer af de store, de enkelte slægters theos (samme rod som Zeus), der med tiden samles i Pantheon. Det er som medlem af sidstnævnte fagforening, theos bliver til det moderne latinske deus, mens slægtsguden kaldes lar, og den personlige gud altså genius. Daimon bliver til daemon, demon og dæmon.

Også Demeter »dør«, idet hun ligesom Ishtar søger sin elskede i underverdenen, her en datter. Dette er oprindelsen til de eleusinske mysterier.
Disses indhold er stort set det samme som i alle mysteriereligioner. Statsreligionen er sat ud af kraft, og frelsen afhænger af den enkelte, at holde åndens og livets cyklus i gang - først senere falder man på den tanke tværtimod at forsøge at undslippe den. I kultdramaer formidler man Demeters eller Dionysos', oprindelig Zeus' død og genfødsel, man gennemlever den selv, rejser til underverdenen, hvorhen ånden er flygtet, hvad vi vil kalde astralrejse.
Mens de eleusinske mysterier oprindelig udspringer af en statsreligion og er rimeligt accepterede af den pæne græker, er de dionysiske en voldsom reaktion på rationalismen. Her er midlet til transcendens riter i den moderne betydning af det græske ord for disse, orgia.

Bakkanterne lader sig besætte og drives i denne ekstatiske og entusiastiske tilstand til allehånde skrækkelige gerninger, uhæmmet seksuel aktivitet, en vanvittig dans, oreibasia, ja, offertyren bliver nærmest flået levende og fortæret rå. Dionysos er dog oprindelig et gedetotem, og denne buk blev for de kristne identificerbar med de blodige riter og senere med satanismen og Satan selv. Af bukkefesternes kultdramer udsprang de græske tragedier (tragos = buk).
Dionysoskulten er imidlertid også ophav til orficismen. Ifølge den orfiske mytologi var der i begyndelsen chaos, hvoraf udsprang begæret eller kærligheden eros, der atter skaber verden.
Med orficismen er vi fremme ved den postkulturelle fase. Den eneste frelse ligger nu i at forsage verden til fordel for den åndelige underverden. Utallige mysteriereligioner dukker op i Rom med det samme formål, og kristendommen, den af dem, der skulle overleve, låner af dem alle.

Tæt sammenknyttet med gnosticismen er de »hermetiske« skrifter, hvoraf kun yderst få er tilgængelige for historikeren. Et af disse er Poimandres, hvor en himmelsk hyrde viser Hermes, den legendariske forfatter, verdens skabelse og indretning.
I begyndelsen er ånden, som gerne benævnes »lyset«. Urmennesket, der er identisk med dette lys og med guddommen, »skinnede ud i mørket« og spejlede sig i de mørke vande.
Denne refleksion forelskede det sig så i bogstaveligste forstand dødeligt i, at det begærede at tage bolig i den. Dermed inkarnerede det og blev menneske i moderne forstand. Endelig »falder kvinden ud af manden« som materialisationens næste trin.
Mennesket kan dog genindtage sin tidligere stilling ved en opstigning, hvor det materialiserede menneske, fanget på havets bund, befrier sig for begærets (syndens) tyngende lænker, en for en, og stiger op til overfladen og solen. Her er Poimandres = Kristus sandheden, vejen og livet.
Den afgørende forskel mellem urkristendommen og den kristendom, vi kender, er måske, at frelsen, åndens befrielse fra kødet i den oprindelige version er det levende menneskes opgør med begæret gennem en esoterisk erkendelse og teknik. I almuekristendommen opgives dette egentlige mål efterhånden.
Kristendommen gøres til statsreligion på linje med andre religioner, men dette er en misforståelse af dens inderste væsen og en undervurdering af det radikale i det opgør, den repræsenterer med fortidens religiøse liv. Kristendommen forkaster såvel slægts- som kultursjæl, disse hører til materialisationen, og kun en rent personlig frelse er mulig.
Kirken bebyrder nu kristendommen med statsreligionens egenskaber. Kristus bliver kulturånd, menigheden »lemmer« af hans legeme, etc.
Han bliver en gud, der dør årlig og genopstår årlig, og eskatologien rykker længere og længere ud for at give plads for kirkemøder og politiske intriger. Religionen bliver som i fordums kulturer identisk med kulturen selv, den kristne skomager er kristen ved at passe sin læst, smeden ved at passe sin ambolt, de opretholder maat, men Kristus er negationen til maat.
Mest åbenbar bliver absurditeten i menneskets forhold til døden. Den ægyptiske smed havde naturligvis al mulig grund til at vente genforeningen med sin ka, med slægtssjælen, den ægyptiske salighed, når blot præster og balsamerere foretog det fornødne. Det er kun den personlige »salighed«, der kræver en esoterisk baggrund hos den, der søger frelse.
Den kristne kirke overtog nu uden videre disse overvejelser, idet den udførte riter, hvis eneste formål kunne være slægtssjælens overlevelse, i en Guds navn, der fornægtede slægtssjælen. Smeden blev med andre ord lovet en »udødelighed«, han med sin baggrund umuligt kunne håbe på, samtidig med, at man fratog ham den, han ellers kunne have opnået.
Dermed ikke være sagt, at kristendommens rolle var udspillet inden for et par århundreder. Folkekristendommen var kun et ydre skin, der opretholdt de forhold, hvorunder de gejstlige (eller en del af de gejstlige) kunne finde deres Kristus og sikre deres frelse.
Denne »halve sandhed« var kristendommens skelet i skabet, som den aldrig kunne frigøre sig fra, alle disse sekter, der med god ret kunne påstå, at de var de »eneste virkelige kristne« (i al fald indtil det åndelige bureaukrati indhentede også dem). Det var en »personlig« kristendom, Luther i sin tid advokerede, inden han blev politiker, og det er umuligt at benægte, at diverse tungetalende sidste dages og total-ophørs-udsalgs-hellige har mere kristendom i den fod, de sætter i døren, end alle folkekirkens tjenestemænd tilsammen.

Der er vel næppe noget moderne menneske, der tager kristendommen alvorligt, men i det nittende århundrede skelnede man gerne mellem tro og overtro. Troens artikler var måske ikke ligefrem konsistente med de naturvidenskabelige teorier, men de var endnu så integrerede i samfundslivet, at man frygtede et socialt sammenbrud, hvis de blev fjernet.
Overtroen derimod var ikke beskyttet af sådanne fredningsbestemmelser. Kirken fik en rimelig tid til at samle sine vigtigste ejendele, inden færgen gik, og resten blev erklæret overtroisk. Det var en sortering, der krævede stor diplomati, og hvor også genstande af betydelig affektionsværdi blev ladt i stikken, eksorcisme, mirakelkure og andet godt.
Generelt fik det lov til at passere oplysningens grænsebom, som var rimelig transcendent, tåget og forvrøvlet. Alt praktisk og konkret som magi, sakramenter med umiddelbare fysiske konsekvenser og lignende måtte ofres.
Det flyttede over på hin side, »efter døden« blev den frelsende, imaginære oplagringsplads for det bortcensurerede. I dette efterliv, som naturvidenskaben storsindet kunne ignorere ud fra en meget fornuftig konstatering af, at det ikke eksisterede, kunne den kristne nyde åndens goder.

Tilbage på denne side stod kun en etisk provinsialisme, noget med ikke at få samfundsbåden til at vippe, som endda efterhånden blev overtaget af ateisterne. Kirkens nederlag var komplet.
Den forstod ikke og forstår stadig ikke, at man ikke kan købe sig tolerance ved at sælge ud. Hvis kristendommen er blevet en skal, må man finde dens gamle indhold frem igen, lige meget hvor forhadt det må være for vor tids mennesker (som det var for romerne), og påstå det, til man bliver lilla i hovedet. Man kan ikke sige: Vi har fjernet blommen og hviden; vær sød ikke at knuse skallen, for et æg uden blomme hører til på møddingen, hvad enhver idiot umiddelbart kan indse.
Det er som en bestemt type mennesker, der siger: »Du får hele kagen, og hvor har du ret; kan du så ikke godt lide mig?« Hvad er der at kunne lide? At samfundet fremelsker disse skalideologier og skalmennesker, kan naturligvis ikke undre, de er vidunderlig ufarlige for systemet, men de er også bøger, der kun indeholder en eneste påstand: »Jeg er til, tag hensyn til mig!«, en påstand, der er en oplagt løgn.
Teologen tager da naturvidenskabsmandens briller på, som er alt for store til ham og glider ned på næsen. Han prøver at se igennem dem, så godt han kan, se vigtig ud og sige: »Dæmoner!! Nej, ved De nu hvad ...«
Men som vi har set, kan kristendommen ikke adskilles fra den okkulte baggrund, som sygekasselægen og folkekirkepræsten er så rørende enige om at kalde overtro. Hvis Kristus ikke er Guds søn, hvem fanden er han så? Hvis han ikke opstod, hvad døde han så for?
Lige så galt går det, hvis vi accepterer kristendommens mystik, men adskiller den fra dens ophav i andre religioner. Hvis Kristus opstod, opstod også Horus, Ishrar, Zeus, Dionysos, Demeter.
En er ikke mere »virkelig« end alle de øvrige. At påstå noget andet er som at sige, at min hund gør, men dette er noget ganske enestående; når min nabo fortæller mig, at hans hund også gør, at hans gud også opstår, ja, så er han ganske åbenbart fuld af løgn eller meget naiv, min virkelige hund har intet som helst at gøre med min nabos eller nogen anden mytisk hund, hvor kan han dog være så tåbelig at tro det.
Teologien forvilder sig med andre ord ind i en labyrint af absurde påstande og generelt nonsens, hvorfra der ikke er nogen tilbagevenden, kun glemselens nådige slør. Det være hermed endnu en gang foldet ud over folkekirken.

Vi begynder nu at kunne skimte en religionernes udviklingshistorie. Som vi har set, er religionens formål at holde kontakt med guderne.
I den ægyptiske kultur var dette et spørgsmål om at opretholde cyklus, åndens stofskifte gennem materien. Dette kræver en bestemt handlemåde, en overensstemmelse med »sandheden«, maat. Denne maat er den universelle orden, der er identisk med samfundsordenen, som farao repræsenterer, eller rettere en inkarnation, »søn« af skaberguden, logos, der bliver kød og tager bolig iblandt menneskene.
Men Apep truer ustandselig med at opsluge Ra, uhyret, der assimilerer alt samfundsfarligt, materialisme, trolddom, asocialitet. Det er for denne slanges skyld, guder og mennesker i begyndelsen blev modstandere, den er selv den store modstander, men hvem er modstanderens modstander, menneske eller gud?
I sin yderste konsekvens er denne satan også materialisationens skytsgud, skabte han ikke mennesket? I Babylon frelser Ea Utnapishtim, og den oprindelige indoeuropæiske religions asuraer er ikke så meget afskyvækkende, som de er mægtige og fremmede for det aktuelle kulturtrin.
Det afgørende afbræk kommer imidlertid, da Gud sender sin søn Kristus til menneskene for at guddommeliggøre dem. Ånden forlader endelig cirklen ad tangenten, men det gør ikke noget, for vi er ånden.
Endelig genoptager satanismen cyklen i indvarslingen af en ny kultur, den sataniske, som (måske) hører fremtiden til. Den ældste påstand i verden er, at verden er til for den kærligheds skyld, som findes mellem ånd og kød, og verdenshistorien kan da også udmærket ses som en kærlighedshistorie.
Det første møde finder sted i den prækulturelle periode. De to elskende opdager, at de er to halvdele af den samme virkelighed, og forelsker sig i hinanden, måske en kende naivt og uskyldigt, som legende børn.
Men det kan være vanskeligt at blive endelig alene, og de beslutter at gifte sig. Bryllupsrejsen går til Ægypten, og her slår man sig også ned og stifter bo.
Man gør det hver lørdag og frygter ikke for, at man skal glide fra hinanden. Og dog, flakker hans øjne ikke en kende, når han ser på hende, er der ikke antydning af høflighed i hans smil?
Man beslutter at få et barn, en kongesøn, faderens billede avlet i moderens skød. Alt, hvad der var i faderen, er nu i sønnen, men ægtefællerne er også forenede i dette afbillede. Når han ser på sønnen, erindres han om den kærlighed, der var ophav.
Men i hans hjerne fattes sære planer. Ægteskabet føles som en lænke, han savner andre mænds selskab.
Kvinder forstår sig hverken på krigskunst eller fodbold, de er måske i virkeligheden en smule tåbelige. Når hun sover, sniger han sig ned på café »Den rene ånd«, hvor der ikke er spiritusforbud, og får sig en snak med et par hvidklædte og kronragede kammerater. Om, hvordan kvinder er, du ved.
Ægteskabet begynder at knage, og man indser, at lidt luftforandring formodentlig vil være gavnlig, og flytter til Babylon. Dette er som nye hvedebrødsdage for parret.
Manden genopdager ligesom sin hustru og kalder hende »sin dejlige Ishtar«. På café »Den sunde tapas« skumler man.
Til sidst får man en idé. En gammel ven, der tillige er skilsmisseadvokat, opsøger vores helt og udmaler for ham ungkarlelivets glæder, som han har taget afsked med.
Hvor er nu det frie, friske liv? Hvor kan han genvinde den kraft, hun har taget, rense sig for hendes lumre omklamring, når han, hver gang han går ud i badeværelset, blot får hendes våde nylonstrømper i hovedet?
Meget fornuftigt sætter han vennen på porten, men tre dage efter er han der igen, mere påtrængende end før. Så giver manden sig og flytter fra hende. Vi er nået frem til kristendommen.
Men efter 15 dage (det føles som 1.500 år) opsøger hun ham i hans hybel. Han ryster høfligt på hovedet, men opdager også, at der er noget forandret ved hende.
Hun plejede at skjule sin nøgenhed, nu viser hun den frem. Den lille lænke, hun havde om anklen, som hun vist nok engang i spøg foran spejlet havde givet sig selv på og siden aldrig kunne få af, som han altid har drillet hende med, og hun har skammet sig over, er nu klart synlig.

Og hvad mere er, hun har en til ham også. Denne gang slipper han ikke væk.
Han undslår sig, i eftermiddag skal han deltage i en bazar for homofile epileptikere, og i morgen står der en atomkrig på programmet. Hun kommer ganske tæt, så han mister vejret, kysser ham.
Her overlader vi som i de gamle film parret til deres nyvundne ægteskabelige lykke. Satanismen har indfundet sig.
Er okkultisme generelt blevet forvrøvlet gennem forskellige popversioner, er satanismen det naturligvis i endnu højere grad. Satan har i mands minde været sådan ungefær det mest negativt ladede ord af alle. Alligevel er det ikke et skældsord, men navnet på en gud ligesom Ea, Amon eller Marduk.
På den anden side er det også klart, at en religions ærkefjende må være en ny religions gud. Navnet Christos har ganske utvivlsomt haft den samme effekt på den jævne romer.
Det vækker straks forestillinger om syge mennesker, der stjæler børn ud af deres vugger for at bruge dem til seksuelle perversiteter. Hvem kan andet end glædes ved at se et sådant menneske brændes levende?
Vi ved i dag, at de kristne ikke spiste småbørn, men vi forstår også, at de gjorde sig skyldige i en langt mere storslået forbrydelse: De myrdede en hel kultur og kastede verden ud i en middelalder, der skulle vare til renæssancen, hvor liget blev fundet og udstoppet. Denne renæssance og påfølgende oplysningstid var imidlertid blot de ydre tegn på kristendommens forfald.
Da den kristne kirke så skriften på væggen for et halvt årtusind siden, reagerede den på samme måde som i sin tid Rom, med forfølgelser, der var så ubarmhjertige, som de var desperate. Forfaldet var imidlertid uundgåeligt, og den postkulturelle skepsis og »filosofiske« holdning til tilværelsen overtog snart fuldstændig. Forfølgelserne blev forladt som meningsløse, men fugleskræmslet Satan bestod i den almindelige bevidsthed, og rygterne om satanisternes hemmelige rædselsgerninger verserer den dag i dag.
Alternativet til denne overtroiske skræk er som altid benægtelsen. Satanister eksisterer ikke. Nej, måske har Jesus aldrig levet, der har aldrig været kristne til, det hele var noget, Nero fandt på for at få nogen at skyde skylden på for Roms brand.
Men man iværksætter ikke en forfølgelse af i millionvis af mennesker uden grund. En sådan forfølgelse kan være vanskelig at retfærdiggøre, men den er aldrig meningsløs. Kirken havde god grund til at frygte satanismen.
Historiske vidnesbyrd viser, at den jævne mand i begyndelsen af disse forfølgelser anså dem for meningsløse, i bedste fald ham uvedkommende gejstlige magtkampe. Kirken måtte derfor af taktiske grunde lægge vægt på trolddom.
At »sort magi« rent faktisk blev udøvet af de tidlige satanister imod en fiendtlig omverden, kan der næppe være tvivl om, men dette var en biting, og majoriteten holdt formodentlig så lav en profil som vel muligt. I kirkens version var satanister imidlertid simpelt hen identisk med hekse og troldkarle. At kvinder dominerede, kan næppe undre, når man kender religionens baggrund.
Nu skyldtes alle den jævne mands dårligdomme dette troldpak, og dårligdomme var der ingen mangel på. Den kristne præst havde sat hver eneste nisse og venlig materipetal fra bestillingen, der var sået et had mellem mennesker og entiteter generelt som aldrig før.
Alle disse forfordelte underjordiske var satanisterne jo imidlertid stadig »i pagt med«. Kristendommen efterlod i sit kølvand et materialistisk limbo, som verden aldrig har set magen til.
Man har også set satanismen som »overlevende hedenskab«, og det er der jo i al fald den sandhed i, at satanismen er en reaktion mod den religiøse revolution, kristendommen repræsenterede. Men hvis vi dermed mener spredte kloge koner og pensionerede druider, er vi på vildspor.
I løbet af de allerførste århundreder af kirkens historie udryddedes respektive assimileredes den overlevende »hedenskab«. Selv kristningen af Norden gik forholdsvis glat i og med, at asatroen var temmelig død på dette tidspunkt.
Hvorfor skulle en forfølgelse af »hedninge« da pludselig blusse op i kirkens velmagtsdage, eller måske snarere dens alderdom? Satanismen var en ny religion, en ny kulturånd.
I en vis forstand var naturligvis også Ea en Satan, men da er Mithra også en Kristus. Selve ordet (= modstander) bliver brugt som egennavn allerede i det gamle testamente, men det samme gør Messias, som en endnu uaktualiseret gud.
Der er derfor ingen modsigelse i at fastslå Kristi fødsel til omkring vor tidsregnings begyndelse og Satans til cirka 1.500. Kristus er 2.000 år gammel, Satan 500, og logos og slangen er så gamle som mennesket.
Det, vi konstaterer, er, at kulturguddommen associeres med, bliver eet med, transmuterer til moira, en af de »evige« kræfter i mennesket og verden. Således bliver Amon til Amon-Ra, Kristus bliver Logos, og vor tids gud tager navn efter den gamle slange.
Hvis vi afviser satanismen som syge fantasier eller en indiskutabel menneskefjende, går vi fejl af de sidste 500 års eneste kulturånd. Visselig har den ikke gjort sig meget gældende (selv om de store revolutioner, amerikanismen, etc. bærer typiske satanistiske træk), men der er heller ingen strømning, der har gjort den rangen stridig som tronprætendent.
At vi forstår den, betyder ikke nødvendigvis, at vi accepterer den. Mange fæster endnu lid til den kristne eskatologi og anser apokalypsen for umiddelbart forestående. Også Danmark huser en sådan »gnostisk« sekt, selv om den ikke står i fagbogen.
Sådanne overvejelser kan ikke uden videre afvises som ønsketænkning. En eller anden form for verdenskamp forestår formodentlig, hvor det kan blive vanskeligt at være upartisk.
Majoriteten vil formodentlig hverken finde verdensbranden (nu har vi jo teknikken) eller det sataniske tusindårsrige synderlig tiltrækkende, men vi er også et senilt slægtled, jernalderbørn, der vælter hvidhårede ud af vuggen. Fremtiden er ikke vores.

fra Okkultisme af Erwin Neutzsky-Wulff

[ tilbage ]