Lighed

Det er blevet "trendy" at tale om lighed: i parforholdet, på arbejdspladsen og i samfundet generelt (jvf. al den verserende snak om politisk korrekthed; nu hedder en spasser en person med nedsat funktionsevne, børn fødes ikke med defekter men har nedsat funktions- og indlæringsevne).
Man har ligefrem inkorporeret tankegange herom i den gældende lovgivning (f.eks. ligestillingsloven).

Mit udgangspunkt er imidlertid, at vi mennesker er vidt forskellige (og skal have lov til at være det). Derfor deler jeg Blake's synspunkt:
"one law for the lion and the ox is oppression".
Jeg husker tydeligt min tid i Folkeskolen (kært navn, ikke sandt?). Jeg hørte åbenbart til de mere privilligerede,
hvad angår såvel hjernekapacitet som evnen til at udnytte denne i skolesammenhæng (og dét uden risiko for at få sved på panden, højst en markant fare for at gabe kæben af led af kedsomhed!).
Undervisningen var nemlig tilrettelagt udfra den tids fremherskende idealer - 1968 generationens tanker om, at alle er lige og med Djævelens vold og magt skal behandles sådan.
I praksis betød dette, at det undervisningsmæssige udgangspunkt blev taget i det pauvre gennemsnit, som en typisk dansk folkeskole kan præstere.
Jeg konkluderede derfor hurtigt, at den viden, jeg ønskede at tilegne mig, måtte jeg selv skaffe.
Mine forældre har aldrig direkte bremset mit vidensbegær, og som sådan ej heller skolen, men en direkte stimulation af dette behov har ingen af de nævnte parter kunnet præstere. So I was on my own!
Det kunne dog synes, som om at disse ting for Folkeskolens vedkommende er ved at ændre sig. Jeg tænker hér på den nye Folkeskolelov om differentieret undervisning, der netop åbner for muligheden om at stimulere den enkelte elev med udgangspunkt i dennes behov. Jeg tror bare ikke rigtigt på, at det bliver sådan. Det ville kræve en anderledes økonomisk
prioritering af Folkeskolen, hvis det skulle føres ud i livet. Men idéen er noget af det bedre, man efter min mening har barslet med i nyere tid.

Jeg oplever dagligt en forskellighed mennesker imellem, det være sig på kompetencer, viden, udseende, fysisk formåen o.lign. Men man skal helst ikke tro, at man er noget, og da slet ikke mere end andre! Allerbedst er det at have dårlig samvittighed over at være bedre tilgodeset, hvad enten det er på den ene eller den anden måde. Men hvorfor? Er det ikke en gave? Både til een selv, men også til verden?
Var vi overhovedet kommet ned fra træerne, hvis ikke enkelte individer havde udvist større evner end de øvrige? Hvorfra skulle inspirationen
ellers komme? Fra Gud? Han er død - Du har selv været med til at dræbe Ham!
Mennesket kan blive stort igen, men vi skal turde det. Vi skal turde at være anderledes, bedre osv. end de andre, ellers udvikler vi os ikke som art.

Har du set din frelser idag?
Prøv at kigge een gang til i spejlet eller på dit livs kærlighed. Som Meat Loaf meget passende synger" I would do anything for love". Dér har vi motivationen (og inspirationen): i kærligheden.

Darkprince 1999

[ tilbage ]