Min Satanisme

Hvad er Satanisme?

Hvis man kort skal definere, hvad Satanisme er, kunne det gøres således (ihukommende Satanismens modsætningsforhold til Kristendommen; dette er essentielt!):

Satanisme er

at ville åndens omgang med materien

et begær rettet mod verden (Gud i verden)

en erkendelse af, at ånd er andet og mere end engle og Gud og Jesus

en tro på det potentielt guddommelige i mennesket

Ligeledes bør vi dvæle kort ved en definition på Kristendommen med fokus på dens eskatalogiske natur:

Kristendom er

at ville skille ånden fra materien (ånden retur til Gud som gav den)

et begær rettet væk fra verden (mod Gud i nowhere land)

fordømmelse af anden ånd end den, der hører Gud til

døden for alle kulturer

Hvad er kultur? Ikke det vi taler om til daglig, når vi diskuterer, om der bliver bevilget for meget eller for lidt til kulturen. Kultur er det, der definerer en bestemt gruppe af mennesker indenfor et større tidsperspektiv, den ånd der gennemsyrer det pågældende samfund. Den forklaringsmodel, der virker bedst på netop denne verden jvf. verdenshistoriens store Kulturer. Alle var de baseret på religion og mytologi. Man kan undre sig over, hvorfor den egyptiske kultur overlevede så længe sammenlignet med vor egen (som døde, da Dommedag udeblev i det første århundrede efter vor tidsregning). Er det ikke meget nærliggende at antage, at man hér havde en religion, der virkede og samtidig var så smidig, at den kunne overleve flere århundreder?

Satanister

Satanisme som fænomen er her beskrevet i forhold til Kristendommen, fordi Satanismen umiddelbart er den logiske arvtager til Kristendommen, repræsenterende en tilbagevenden til en cyklisk livsanskuelse. Desuden kunne man hævde, at den sataniske kosmologi deler ophav med den jødisk/kristne - eller mere rettelig den semitiske ditto.
Ikke desto mindre findes der i Østen en venstrehåndsvejstradition, der opererer med begreberne Sat og Tan (SatTan), de såkaldte Mørke Doktriner (se www.geocities.com/satanicreds og http://www.apodion.com/vad/dark/ for nærmere info om dette). Denne tradition repræsenterer en Satanisme, der prædaterer den bibelske tilgang til emnet, og opererer med en Mørk Kraft (Satan), der gennemtrænger og animerer alt eksisterende (meget forenklet beskrevet).

Fra Middelalderen og op til vor tid har der fra tid til anden været forlydender om folk, der har tilbedt Satan (eller Djævelen; kært barn har mange navne). Mange af sagerne skyldes sikkert Kristendommens (læs: Kirkens) forsøg på at konsolidere sin magtposition ved at udskælde eventuelle modstandere for at være djævledyrkere/i pagt med Djævelen. Således endte mange kulturguder i Middelhavslandene deres "karriere" som enten dæmoner, eller de blev slet og ret identificeret med Satan selv (jvf. Baal, Beelzebul, de romerske og græske guder samt diverse lokale frugtbarhedsguder), ligeledes kan Inkvisitionen og hekseprocesserne hævdes at tjene samme formål. Herudover har magikere, filosoffer og videnskabsmænd igennem tiderne også tiltrukket sig Kirkens opmærksomhed som "repræsentanter for det onde".

Der findes adskillige selvudråbte satanister, der har etableret kirker og templer rundt om i verden ( især i dette århundrede); den bedst kendte er nok Anton La Vey, stifteren af Satans Kirke. Problemet med de fleste af disse grupper er, at selvom de hævder at repræsentere en religion benægter de eksistensen af åndelige fænomener som sådan. Efter min bedste overbevisning repræsenterer Satans Kirke og tilsvarende organisationer en slags ateistisk socialdarwinistisk humanisme. Det er min mening: check Satans Kirke ud på Nettet (de har adskillige hjemmesider) og døm selv!

Der findes dog også sataniske grupperinger, der hævder at dyrke det onde, som praktiserer sort magi osv. Det meste er dog et spil for galleriet, en vulgær iscenesættelse af parodier på den katolske messe, men det skal medgives, at der findes satanister, som praktiserer en kvalificeret form for okkultisme. Disse er oftest folk med en lang "studietid" bag sig; folk som har gjort sig den ulejlighed at læse diverse religiøse kildeskrifter, sat sig ind i de forskellige religiøse grundbegreber. De er ikke satanister for at "være seje", virke provokerende eller lignende, men simpelthen fordi denne forklaringsmodel på verden er den for dem bedst anvendelige.

God eller Ond?

Idéen om en entitet defineret som værende ond (eller blot en opponent til den mest betydningsfulde entitet i et kulturelt pantheon) er kendt fra mange andre religioner (f.eks. de græske og nordiske mytologier, egyptisk religion, islam osv.). I det følgende skal vi dog kun beskæftige os med Satanismen i relation til den jødisk/kristne verdensforståelse og etik og moral.

Satanismen opererer som sådan ikke selv med begreberne godt og ondt. Disse er nemlig betingede af en dualistisk tilgang til verden. "Ondt" giver ikke i sig selv nogen mening, hvis man ikke også benytter det modsatte; nemlig "godt". Dette betyder samtidig at "ondt" er et begreb, der kan have forskellige definitioner afhængig af den kulturelle sammenhæng. I en religiøs sammenhæng er der ikke ret mange religioner – udover Kristendommen – der benytter de nævnte begreber i den absolutte etiske og moralske betydning, som gennemsyrer den vestlige verdensopfattelse. Betydningen hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig virker bedre, hvis man skal anskueliggøre, hvorledes mange andre religioner – herunder også Satanismen – benytter disse begreber.

Endnu et begreb er dog nødvendigt at få defineret for at belyse hvad jeg så mener med førnævnte; nemlig begær. Begær (eller vilje) er inkorporeret tendens i det menneskelige væsen til at "ville verden", at eksistere. Begær må ikke forveksles med lyst, som blot er "lokkemad" til at handle i overensstemmelse med den enkeltes begær (altså ikke tilfredsstillelse for dennes egen skyld). Man kunne derfor definere "ondt" som det, der bremser eller modarbejder ens begær eller vilje. Ligeledes kan "godt" defineres som det, der handler i overensstemmelse med eller virker befordrende på ens begær eller vilje. Hér er det vigtigt at bemærke, at livet er ikke en dans på roser, og det har aldrig været meningen, at det skulle være så. Livet har sit værd pga. de mange udfordringer det byder på; om det så er succes eller fiasko kan sådan set være lige meget så længe man bare er med i det, er en del af livet. Kort fortalt: det er "godt" - altså hensigtsmæssigt at handle i overensstemmelse med sin skæbne, det er "ondt" at gøre det modsatte! Det er denne betydning, der skal lægges i flg. udsagn fra ”Lovens Bog” af Aleister Crowley: ”gør hvad du vil skal være hele lovens fylde”; ”kærlighed er loven, kærlighed underlagt vilje” og ”hver en mand og kvinde er en stjerne”. Det betyder ikke, at man bare kan gøre, hvad man lyster, men hvad ens inderste/højeste vilje dikterer/byder én at gøre. Al handlen bør udspringe af kærlighed til verden/til at være til. Og ethvert individ er et univers for sig selv med den deraf logiske konklusion – for at citere William Blake ”one law for the lion and the ox would be oppression”: eftersom verdensopfattelsen alt andet lige er subjektiv – den er jo baseret på oplevelse (consensus ikke medtaget i denne betragtning), dur det ikke med absolutter i den sammenhæng.

Når man tager Kristendommens endegyldige mål i betragtning; nemlig at ville sætte en stopper for verden, bliver alle tiltag i retning af at interagere med verden derfor i sagens natur onde. Det er derfor praktisk taget umuligt både at ville verden og samtidig overholde De Ti Bud. F.eks. betyder "du skal elske din næste som du elsker dig selv" i virkeligheden, at du slet ikke skal elske nogen (Jesus og Jahve er sikkert undtaget dette), eftersom det at elske sig selv er forfængelighed - en af De Syv Dødssynder - og man derfor ikke kan gøre dette uden at forbryde sig mod "loven". Men når man ikke må elske sig selv, må man jo heller ikke elske andre, eftersom man skal elske disse, som man elsker sig selv - altså ikke elsker. En anden problematik i dette bud er ”vandspredereffekten”; jo flere kærligheden kanaliseres ud på, jo svagere vil denne kærlighed være. "Du må ikke slå ihjel" byder ligeledes på et problem: det er forbudt at elske, men det er ligeledes forbudt at hade tilstrækkeligt meget til at ville dræbe nogen. Hér har vi et seriøst problem: det kunne se ud som om alle stærke følelser er onde. Det giver dog mening i en kristen sammenhæng. Kristendommens mål er at befri ånden fra materien og således udrydde verden. Stærke følelser uanset af hvilken karakter er af verden, de binder een til verden, binder ånden til materien: de er onde ! Ligeledes er enhver interaktion med andre entiteter end engle, Jesus og Jahve at betragte som værende ond, eftersom kun de førnævnte entiteter er accepterede; de andre refereres der til som dæmoner (dette gælder også andre kulturers guder pga. Jahves skinsyge natur).

Selvom Satanismen på væsentlige punkter synes at være Kristendommens direkte modsætning, og man således kunne forledes til at tro, at det er "godt" at dræbe, skal det lige indskydes, at alt liv er helligt - ikke at man derfor ikke må slå ihjel, men der skal være en rimelig grund f.eks. at ens kære eller man selv er truet på liv og lemmer; at en rival skal fjernes, for at man kan nå sine mål (læs: skæbne) - altså ikke for det eneste ledige job på fabrikken, kontoret eller lign. Bagateller såsom "han sagde, jeg er dum", naboen spiller høj musik, hun møvede sig ind foran mig i køen i supermarkedet o. lign. er ikke, hvad jeg anser for at være rimelige grunde. Det skal altså være i orden at forsvare sig/beskytte sig mod diverse farer, andre måtte udgøre. Dette fører ikke, som nogle hævder, til rent anarki og voldsvælde men derimod en sund respekt for hverandre, som synes at være elimineret i det moderne samfund: hvis du dræber, lemlæster eller på anden måde skader mig og mine skal du bøde derfor med dit blod!
Jeg vil tillade mig at postulere, med reference til dyrs naturlige adfærd (naturlig defineret som ikke reguleret eller påvirket af mennesket), at mennesket som udgangspunkt er et socialt og empatisk væsen, der ikke dræber eller forvolder skade uden unødig grund (ligesom dyrene, der typisk kun dræber for at enten at skaffe føde eller forsvare eget eller afkommets liv). Adfærd, der adskiller sig herfra, må karakteriseres som værende syg i den forstand, at der er tale om enten en genetisk determineret mental sygdom, en malfunktion i hjernens kemiske stofstifte eller en af den sociale struktur fremprovokeret dysfunktion. At være herre over/at være guden i sit eget liv, med alt hvad dette måtte medføre af ansvar o. lign., er altså ikke så skræmmende, som nogle vil gøre det til, det afhænger af den enkeltes mentale og sociale habitus.

Vejs Ende

Nu nærmer vi os vejs ende efter at have undersøgt, hvorfor Satanismen bliver betragtet som værende ond. Satanisme er begær efter verden, det er kærlighed, had, stolthed, ydmyghed, ømhed, mod, vrede, aggression, medfølelse, frygt, fryd og ekstase. Det er en parathed til at forsvare sine kære med sit eget blod (såvel som det antal fjender man kan nå at slå til jorden i forbindelse hermed), at dræbe sine fjender uden et strejf af fortrydelse. Det er evnen til at vise nåde og have medfølelse med de, som ikke fortjener det. Men først og fremmest er det evnen til at elske med en lidenskab og et begær, der ikke levner plads for meget andet i verden. Det er en kærlighedsaffære med verden, med din kvinde (eller din mand) og det er en mulighed for at kigge om bag virkeligheden og tage sit liv og skæbne i sine hænder ved at kommunikere virkelighedens grund, verdens psykodynamikker også kendt som entiteter - og således få og realisere sin skæbne! Men det er en ganske anden historie...

Darkprince 1998/2002

[ tilbage ]