Min Satanisme 2

Jeg vil i det følgende uddybe min definition på Satanisme, som den fremtræder i "Min Satanisme". Der var klart tale om en simplificering af emnet, godt nok var det grundlæggende åndelige aspekt medtaget - nemlig for Satanismens vedkommende "åndens omgang med materien" og for kristendommens vedkommende "åndens forsagelse af materien" - men der manglede nogle nuancer, som jeg her vil forsøge at belyse.
Satanismen kendetegnes bl.a. derved, at den hævder menneskets potentielle guddommelighed som modsætning til religionernes krav om menneskets underkastelse i forhold til guden/guderne. De forskellige religioners syndflodsmyter skal ses i dette lys. Syndfloden er nemlig gudens/gudernes straf til en menneskehed, der truer gudens/gudernes position (ved at tilegne sig viden og evner - og derved magt) og hermed gør disse (guderne) overflødige. Der findes talrige eksempler på gudernes vrede over denne "oprørsånd", som er et Satanisk kendetegn. Syndefaldet i Skabelsesberetningen er interessant at anskue med førnævnte in mente. Slangen (som repræsenterer kaoskræfterne) frister Eva (som så frister Adam) til at spise frugten af Kundskabens Træ (vække begæret efter verden). Dette resulterer i, at de sættes på porten. Jahve kunne med andre ord ikke tolerere, at de begærede andet end ånden (Livets Træ), da de derved frigjorde sig fra hans formynderi og blev frie i ordets egentlige betydning (at Skabelsesberetningen ligesom alle skabelsesberetninger beskriver en kognitiv skabelse af verden, dét at blive bevidst om Verden, er en anden - men noget længere historie. Interessant er det dog at bemærke sig, at Kirken har valgt en negativ - i moralsk forstand - tolkning af det at blive bevidst!) Det er det centrale i Satanismen. Frihed til : at begære verden; åndens omgang med materien; at tilegne sig viden om verden; at stræbe efter det ypperste. Myten om Prometheus, der stjal Olympens ild (viden) og gav den til menneskene for derefter at lide en af guderne foranstaltet frygtelig straf, er et andet glimrende eksempel.
Det er kendetegnende, at Kirken har en historisk beviselig modvilje mod videnskab. Hvis en videnskabelig teori stred imod den af Kirken dikterede verdens - og virkelighedsopfattelse, var den kættersk og blev behandlet, som man dengang behandlede kætteri: tortur, lemlæstelse og henrettelse af den/de ugudelige. Havde mennesket imidlertid ikke været i besiddelse af en naturlig nysgerrighed og vidensappetit, som ikke engang Kirken og dennes forfølgelser og undertrykkelse har kunnet dæmpe, var vi næppe at skelne fra primaterne i dag (nogle gange kan man da også være i tvivl). Een ting er sikker: Kirken har haft nogenlunde samme indflydelse på menneskets åndelige og videnskabelige udvikling i den europæiske kultur, som blokerede bremser har på et køretøjs fremdrift.
Satanismen står i skarp modsætning hertil.
Satan betyder anklager eller modstander. Anklager, fordi han stiller kritiske spørgsmål. F.eks. om lidelsen i verden. Hvorfor tillader Gud (Jahve/ Logos) denne, hvis han virkelig elsker sit skaberværk? Hvorfor skal sjælene lutres gennem modgang og lidelse og testes for urokkelig tro gennem fristelse? Hvis Gud (Jahve/Logos) er almægtig, burde han da kunne skabe det perfekte? Hvorfor overhovedet verden, hvis målet er forsagelse af verden?
Modstander, fordi han tager menneskets parti mod Gud (Jahve/Kristus). Han er altså Guds (Jahves/Kristus') modstander - ikke menneskets. Nej, han er snarere at betragte som menneskets advokat i spørgsmålet om retten til frihed og viden, to meget centrale begreber i Satanismen.
Han kaldes da også Morgenstjerne og Lucifer (Lysbringer; Den Der Bringer Lys/ Viden). Det får jo ikke ligefrem een til at tænke på den inkarnerede ondskab, tværtimod. Det er da også kendetegnende, at han først sent i Bibelen decideret tilskrives ondskab (dette er et teologisk forsøg på at fritage Jahve for ansvaret for hans mere lunefulde indfald ved at eksternalisere disse på Lucifer (kravet til Abraham om at ofre Isaak er f.eks. ikke et af Jahves mest charmerende træk).
Satanisme kan altså siges at være karakteriseret ved en kritisk holdning til alle fænomener, en tørst efter viden og en ubændig trang til frihed. Satanismen er en oprørsreligion. Et oprør mod konvention, konformitet, kraftløshed, kompulsivitet og kønsløshed. Intet under at Satanismen er så frygtet og forhadt, som den er. Hvis den bliver mere end et undergrundsfænomen, vil den true verdensordenen, som vi kender den. En Satanist vil aldrig blive en slave/et viljeløst redskab for systemet, og dét skræmmer mange, både de som nu har magten og de, som beherskes af magthaverne. Den totale frihed har altid været en skræmmende tanke for mange, men det er dette, som er Satanismens mål og middel: styrke, viden, frihed, ansvarlighed, åndelighed og begær!

Darkprince 1999

[ tilbage ]