På Tærsklen Til Det Ny Årtusinde

De nordiske lande har nu i næsten eet tusinde år været under kristent åg. Vor egen etniske kultur og religion blev dengang fortrængt af syd- og mellemeuropæiske kulturværdier "anført" af en semitisk guddom, som var "søn" (læs aspekt) af en flok ørkenrøveres stammetotem.
En skinsyg storm- og krigsgud uden det kvindelige aspekt/den kvindelige partner, som ellers er kendetegnende for alle LIVETS religioner.
Hvad kunne en sådan gud/religion tilbyde et livskraftigt, stolt folk som det nordiske?
Ikke synderlig meget, efter min mening.
Her var tale om et frihedselskende folk med nogle yderst veludviklede tilpasningsevner. Et folk, der havde en evne til at håndtere en verden af
kaos, uden at denne gjorde skade på deres virkelighedsopfattelse (noget, vi kunne lære meget af i dag). Et folk, der langsomt, men støt blev forvandlet til en svag, klynkende flok lavintelligente grødspisere (jeg véd godt, at det er en meget grov generalisering).
Alt dette pga. kristendommen. For de få måske inspiration og forklaring, for de fleste en konflikt med deres natur. En sjælelig dvale, man nu ganske langsomt er ved at vågne af hér på tærsklen til det ny årtusinde.
Dog er kristendommens indflydelse i negativ forstand (som kulturdræber) ikke særegen for de nordiske lande. Se bare på Den Tredie Verden, hvor den oprindelige befolkning er blevet tvangskristnet. Berøvet deres identitet, kultur og selvagtelse ("vi er jo alle syndere for Vorherre") er de blot skygger af, hvad de var engang.
Det værste er, at havde kristendommen bare været en tolerant religion, var skaden (måske) ikke blevet så stor. Men kristendommen er ikke tolerant! Den accepterer ikke andre guder og skikke, men tilskriver dem Det Onde! Den nedkæmper ihærdigt de kulturer, der bygger på en kærlighed til og forståelse af mennesket, naturen og livet. Hvad tilbyder den så i stedet?
Et grusomt romersk henrettelsesinstrument som symbol på en religion, der markedsfører sig selv som en tilgivelsens og kærlighedens(?) religion. En tro, der har kostet flere menneskeliv end de "barbariske" religioner, den ynder at angribe!
Men det lader til, at mennesket er ved at vågne op igen hér på tærsklen til det ny årtusinde!
Det er selvfølgelig altid svært at skulle frasige sig nogle både i kulturen og sig selv dybt forankrede
tvangstanker, og det vil altid gøre mest ondt i starten. Det føles nærmest som at dræbe en del af sig selv. Men det er nødvendigt at frigøre sig af den åndelige spændetrøje kristendommen
har holdt os fanget i! Det er nødvendigt, hvis vi vil livet og kærligheden, thi dét liv kristendommen kan tilbyde er ikke Livets men Dødens!

Darkprince 1999

[ tilbage ]