Religionsfrihed

I Danmark har vi iflg. Grundloven religionsfrihed. Denne frihed er det imidlertid så som så med. Man må ganske vist ikke forfølge andre pga.
deres religiøse overbevisning, men længere strækker religionsfriheden vist heller ikke.
For overhovedet at blive anerkendt skal man ansøge herom til Kirke-
ministeriet (Kirkeministeriet er som bekendt Folkekirkens øverste myndig-
hed - altså et kristent foretagende). Det siger sig selv, at chancerne for at en ikke-kristen organisation kan blive anerkendt er forsvindende små.
Det er bl.a. tankevækkende, at diverse trossamfund med udgangspunkt i asatroen, vor egen etniske baggrund, ikke kan forrette vielser, der er juridisk gyldige. Næ, hér må man enten ty til den lokale borgmester eller en repræsentant for et - i sin oprindelse - palæstinensisk trossamfund (ja,det er kristendommen,
jeg tænker på)! Man må heller ikke gravlægge/bisætte sine døde efter egne skikke og på selvvalgte lokaliteter. Her er man igen henvist til at benytte en anden tros faciliteter.
Selv fødselsregistrering og navngivning styres af Folkekirken, der er endda regler for, hvad man må kalde sine børn, så religionsfrihed min bare røv!
Hvis man lavede statistik på hhv. udmeldelser af Folkekirken samt fremmødet ved de ugentlige "gudstjenester", ville det fremstå som værende fuldstændig grotesk at fastholde en struktur, hvor stat og kirke ikke er adskilt. En adskillelse, der er nødvendig, hvis man menings-
fuldt skal kunne hævde, at der er religionsfrihed i Danmark.
Bemærk, at jeg ikke har nævnt diverse tilflyttere af etnisk herkomst og anden religiøs observans. Hvordan forestiller man sig dog, at disse skal kunne integreres i et samfund, der - for de flestes vedkommende - er areligiøst, men samtidig stædigt fastholder forbindelsen mellem stat og kirke? Den store modstand, som f.eks. muslimer oplever, når de ønsker at etablere gravpladser og moskeer, må da fylde disse (muslimerne) med undren, når modstanderne er en flok areligiøse, fordomsfulde og indskrænkede pseudonationalister med lettere fascistiske tilbøjeligheder!
Jeg kender dem, disse uoplyste individer, der stejler, når de erfarer, at jeg er satanist. De, som ikke engang kender deres egen påståede religion. De tror, at jeg både er ond og grusom, fordi jeg er satanist. De, som uden at blinke med øjnene bærer et romersk torturinstrument en miniature om halsen (korset), hvad enten de er troende eller ej. Kan de da ikke se, at de repræsenterer uliv, ikke jeg. Satanismen vil verden, kristendommens forjættelse er verdens ophør (Dommedag)!
Bevares, de skal da have lov til at dyrke deres religion i religionsfrihedens hellige navn, jeg vil bare også kunne dyrke min. Ikke i det skjulte, ikke udskældt for at være dette eller hint, men accepteret for at tro noget andet, end de gør.
Sluttelig vil jeg opfordre alle, der læser dette til at rette henvendelse til deres lokale folketingsmedlem, til Kirkeministeriet or whatever fremstillende dette forslag: at adskille stat og kirke og således langt om længe realisere Grundlovens passus om religionsfrihed.

Darkprince 1999

[ tilbage ]