Satan
af Erwin Neutzsky-Wulff

I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over VERDENSDY- BET. Men Guds Ånd svævede over VANDENE. Begge udtryk hentyder til TEHOM, af en rod, der betyder uro og repræsenterer en oversættelse af det babyloniske Mummu. Mummu er igen det dynamiske aspekt af Tiamat, Chaos. Verdens kaotiske ophav udtrykker som altid i mytologisk sammenhæng indsigt i menneskets ordnende indflydelse på kosmos. Alle kulturer har en kosmogoni, men vores er enestående ved at være historisk. For babylonieren og ægypteren var skabelsen noget, der gentog sig cyklisk. Kaos var dermed ikke en urtidig plastisk tilstand, men en årlig fjende. I dette kaos finder vi den første Satan, den første universelle modstander. Også Job hentyder således til Elohims kamp med Rahab. Vi kan her trygt oversætte Elohim ved Marduk, og Rahab ved Tiamat, en mytologisk udformning, jøderne tilegnede sig i eksilet, idet Rahab sættes lig med »havet« i en generel skabelsesberetning. Endnu klarere bliver tyveriet hos Esajas: Mon du ej kløvede Rahab, gennembored dragen? Her knyttes det i øvrigt rigtigt sammen med overgangen over sivhavet. Rahab kommer da til at repræsentere Ægypten, som i Davids 87. salme. En lignende etymologi har LEVIATHAN, »dragen i havet«, Esajas taler om. Dette dyr degenererer dog efterhånden til søslangen fra Davids 87. salme, ja, Job identificerer det vistnok ligefrem med krokodillen, selv om han er ulige mere imponeret over flodhesten, »Guds ypperste skabning, skabt til at herske over de andre«. Sin fuldstændige identifikation med Satan finder det dog først i åbenbaringens tolvte kapitel. Vi finder historien i alle mytologier. Ra kæmper mod Apep, som Indra mod Vritra. Men Apep gør også stadige anslag mod Ra. Når den første en sjælden gang får overtaget, har vi solformørkelse. Vritra repræsenterer en variation, idet denne »indhyller« og »spærrer« visualiseres som skyen, Indras tordenkile splitter for at frigøre vandene, som er i den. Alt dette er skabelsesmyter, men vel at mærke fremstillinger af en kontinuerlig skabelse. I Mayim, Tehom, Mummu, Tiamat, Chaos, Rahab, Leviathan, Apep og Vritra har vi, hvad vi kunne kalde en Satan af første orden. En Satan af anden orden finder vi i Prometheus. Som menneskets skaber og forsvarer mod gudernes skinsyge svarer han nøje til slangen i paradiset. Han hører til titanerne, de nedstegne eller nedstyrtede gudssønner, som avler kæmper med menneskedøtrene. I alt dette skal vi naturligvis se spejlbilledet af en kulturel udvikling. Kæmpeegenskaberne fra skoven duer ikke i de opvoksende bysamfund, eller kun hos kongen, som opfattes som en ætling eller reinkarnation af en hero. Nedstigningen på bjerget, det såkaldte Hermon-enigme genfindes i alle mytologier, ofte opkaldt efter gudssønnernes leder, i jødedommen Semjaza, blandt melanesierne edderkoppetotemet Qat, blandt de australske buskmænd høgen Pundjel, blandt de afrikanske knæleren Cagn, hos maorierne Maui, hos algonkvinerne coyoten Loskeha, hos finnerne Wainamoinen. Den væsentlige gave, disse kulturskabere bringer, er gerne ilden, den uregerlige ånd, som brænder kontrollerbart som sjæl. Prometheus' »bagside« er Epimetheus, den åndsfortærende ratio. Navnene betyder henholdsvis »fremsyn« og »bagklogskab«. Hvor Prometheus står for den geniale konceptualisation af ånden, ham, som griber op og fanger lynkilen i sin hånd, er Epimetheus det gustne overlæg. I vores egen mytologi svarer guder og titaner til aser og jætter, og Loke kan ses som en art Prometheus uden den græske guds særlige menneskevenlighed. I hinduismen indgår Shiva som repræsentant for kaoskræfterne et samarbejde med det kreative (Brahma) og konservative (Vishnu). Ingen religion kan være dualistisk (i epistemologisk forstand). De kartesiske res er her een, åndens manifestation som materie, eller neurologisk udtrykt, den konceptualiserede verden som udtryk for biologisk formål. I lighed med den klassiske fysikers definition på energi som evnen til at udføre arbejde definerer okkultisten ånd som tendensen til at være, en opfattelse, der ikke ligger så langt fra den moderne fysikers tolkning af bølgefunktionen. Vi har her den ordnende indflydelse, som sættes i modsætning til kaos. Hvis ikke den konceptualiserende virksomhed fortsætter, kan væren ikke opretholdes. Denne konceptualiserende virksomhed er ånd. Den er tillige »magisk«, eftersom den ikke følger det kausale princip, som er skabt, ikke skabende. For det rent kognitive menneske er denne proces uproblematisk, men den kommunikative udvikling vanskeliggør den, og den må reinforceres som magisk. Fra denne magi, hvis formål er verdens konceptualisation (religion) eller rekonceptualisation (trolddom), nedstammer kunsten. Som den kommunikative udvikling skrider videre frem, overtager det kommunikative aspekt også i konceptualisationen. Virkeligheden er noget, der kommunikeres til os, snarere end en manifestation af vore behov. Verden bliver fjendtlig og som ikke længere afhængig af individuel konceptualisation autonom, ydre. Kun ved at vække ånden=driften kan verden atter gøres fleksibel og håndterlig, hvorfor »åndelige« dyder, som er drifts- frem for lyst-baserede, anbefales, den første etik i moderne forstand. Her finder vi ligeledes verdenskampen. Verden er et samspil, men også en kamp mellem åndelige og materielle kræfter. De åndelige, »lyse«, søger dematerialisation, oprindelig med henblik på en mere praktisk rekonceptualisation, den »ny himmel og jord«, tusindårsriget. De mørke søger materialisation, virkeliggørelse. For hinduerne må Brahma, Vishnu og Shiva nødvendigvis være i ligevægt. Vi får et modsætningsforhold mellem guder og mennesker. Først i zoroastrianismen får vi dog noget, der ligner den moderne Satan. Her er konflikten mellem ånd og materie tilspidset i en grad, vi ellers kun kender fra kristendommen, men tankegangen udøvede trods alt så stor indflydelse på jøderne, at de var modtagelige for kristen teologi. Ikke blot fordømmes materialisme (i etisk forstand), man forestiller sig tilværelsens store dualisme som en krig, kun den ene part kan vinde. Det er da naturligt at sætte sine penge på Ormazd mod Ahriman. Livssynet bliver dermed fundamentalt pessimistisk, livet, som repræsenterer en forening af ånd og kød, sjæl og legeme, domineres af sorg og smerte, og den eneste udfrielse er som i buddhismen begærets udslukkelse. Opfattelsen, som er parallel med den græske soma-sema-tanke, er selvfølgelig heller ikke upåvirket af den epistemologiske dualisme, for hvilken den skarpe adskillelse mellem sjæl og legeme tenderer et kinesisk æske-system, hvor sjælen er »fanget« i legemet som en fugl i sit bur. Den jødiske Satans opkomst (»modstanderen«) hænger tæt sammen med gudsbegrebets udvikling. Fra Beresiths første kapitler råder forvirring, idet de er sammensat af to originaler, hvoraf den ældste tilskriver elohim, gudernes virksomhed verdens skabelse, mens den nyere efter kulturfolkenes sædvane identificerer kulturånden med demiurgen, det vil sige i jødernes tilfælde Yahweh. Men Yahweh er snarere fyrste end gud, et blodtørstigt uhyre, som sågar stræber sine egne profeter efter livet. Disse »negative« egenskaber bliver vanskeligere og vanskeligere at indpasse i det evolverende gudsbegreb. Det er således en »dødsengel«, der snigmyrder de ægyptiske spædbørn, og senere spiller Satan Yahwehs »mørke« rolle. At det først er under parsistisk indflydelse, Satan opfattes som i KONFLIKT med Yahweh, ses f.eks. af 2. Samuelsbog, i det 24. kapitel, hvor HERREN »ægger« David til den kommunikative, og derfor syndige handling at holde mandtal. Senere, i den første krønikebog, kapitel 21, hedder det nemlig, at det var Satan, der fristede David til at synde mod HERREN. Bortset fra skiftet er de to versioner praktisk talt identiske. Når vi nu yderligere ved, at Samuelsbøgerne stammer fra omkring 600, og krønikebøgerne fra omkring 300 FVT, kan vi næsten tidsfæste den omtalte udvikling. Hvor stammer Satan oprindelig fra? Faktisk optræder han som en meget nødvendig figur i Jobs bog, den af gudssønnerne, som spiller anklagerens rolle i sagen mod den uheldige herre. Det er denne »anklager« eller »bagtaler«, der er etymologien i det græske diabolos, som er blevet til vores djævel, af diaballein, bagtale. Det må have været nærliggende at bruge denne »djævel« som Yahwehs straffende redskab. Vi finder måske et mellemstadium hos Zakarias, hvor Satan i det tredje kapitel plæderer for en højere strafferamme for det ulydige folk. I kommentaren til Genesis kaldes Satan Samael, han er det, som »hjælper« mennesket ud af Eden, og han griber også ind i dets fortsatte udvikling, som fader (med Eva) til Kain og Noas beskytter. Det er i denne form, han endelig træder ind i den kristne mytologi. Man ser, hvor tåbeligt det er for teologien at give det udseende af, at Luther opfandt alting. Selv den nytestamentlige beskrivelse af Satan er komplet uforståelig, hvis man ikke griber tilbage i den jødiske original, og den etiske dualismes generelle udvikling og oprindelse. DIABOLOS er ikke den eneste betegnelse for Satan i Septuaginta. En mere direkte græsk oversættelse er givetvis ECHTHROS. PEIRAZON, forføreren (i øvrigt samme stamme som pirat), udtrykker en central tese i kristendommen. Klassisk græsk kender udtrykket PEIRAZO THEON, »friste Gud«, det vil sige anstille forsøg med ham. PEIRAZON kunne da være »den, der frister Gud«, men betydningen er måske snarere »den, der forfører mennesket«. Selv efter at materien er erklæret fredløs, vil ånden naturligvis søge materialisation. Nu bliver materialisationen imidlertid »synd«, og tendensen en »fristelse«. Kødet binder kun gennem sine fristende egenskaber. Ægte parsistisk er PONEROS, med den samme bredde som det engelske »bad«, f.eks. om en vittighed. Der oversættes generelt med DJÆVELEN, SATAN, FRISTEREN og DEN ONDE. BEELZEBUL er en forvanskning af BAAL ZEBUB, en af filistrenes guder (fluernes herre), men hos Mattæus står det for Satan. Som alle tilhængere af den kristne esoteriske lære må Jesus selv møde Satan og modstå ham. Dette er naturligvis associeret med hans selvkvest. Først prøver Satan at friste ham til at bruge sin kraft til magiske formål og derved spilde den og forråde sin mission. Så følger en version af PEIRAZO THEON, og endelig lover Djævelen lige ud at give Jesus hele verden, hvis han blot vil tjene ham. Det er underforstået, at verden er Satans til at give, han er »denne verdens herre«, mens Guds rige »ikke er af denne verden«. Logos kender ham naturligvis fra tidernes begyndelse, ja, han »så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn« (Lukas 10,18). Paulus opsummerer smukt kristendommen til Efeserne, 2: Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser - af nåde er vi frelst! I »ødelæggeren« genfinder vi dødsenglen. Satan er nu både den, der frister til og straffer ovetrædelser, han er altså atter en af Yahwehs embedsmænd, men hvordan kan han da stadig være »en nedstyrtet drage«, og hvordan kan en retfærdig Gud belønne sin tro tjener med »ild- og svovlsøen«? Svaret er naturligvis, at synden er sin egen straf, for synd er død, men derfor er den paulinske doktrin, som ellers er fremragende teologi, ikke desto mindre her forsludret. Opfattelsen af Satan som »udøveren af den guddommelige retfærdighed« genfinder vi hos Bernard, men få andre steder. Som renæssancen nærmer sig, og kirkens kraft svinder, bliver Satan garanten for den verdensorden, som må træde i stedet for den udeblevne redemption. Man søger tilbage til mindre kulturfjendske religioner, og det kristne teokrati smuldrer. Katolicismen svarer igen med forfølgelser af Djævelens disciple, som ikke lader kristenforfølgelserne noget efter i grusomhed. Hvis denne korte oversigt har inspireret nogen til videre læsning, har den opfyldt sit formål. Satan-figuren er uhyre kompliceret og ikke tilgængelig for en naivistisk teologi som den folkekirkelige. Dette fremgår forhåbentlig.

Erwin Neutzsky-Wulff

[ tilbage ]