Følgende gennemgang vil være opdelt i flg. hovedpunkter:
Hvis man kort skal
definere, hvad Satanisme er, kunne det gøres således:
Satanisme er
- at ville åndens omgang
med materien
- et begær rettet mod verden
- en tro på det potentielt guddommelige i mennesket
Ligeledes må en kort
definition på Kristendommen være på sin plads:
Kristendom er
- at ville skille ånden
fra materien (ånden retur til Gud som gav den)
- et begær rettet væk fra verden (mod Gud i no where land)
- en tro på noget guddommeligt (Gud) udenfor mennesket
Satanismen kendetegnes bl.a.
derved, at den hævder menneskets potentielle guddommelighed som
modsætning til religionernes krav om menneskets underkastelse i
forhold til guden/guderne. De forskellige religioners
syndflodsmyter skal ses i dette lys. Syndfloden er nemlig gudens/gudernes
straf til en menneskehed, der truer gudens/gudernes position (ved
at tilegne sig viden og evner - og derved magt) og hermed gør
disse (guderne) overflødige. Der findes talrige eksempler på
gudernes vrede over denne "oprørsånd", som er et
Satanisk kendetegn. Syndefaldet i Skabelsesberetningen er
interessant at anskue med førnævnte i mente. Slangen (som repræsenterer
kaoskræfterne) frister Eva (som så frister Adam) til at spise
frugten af Kundskabens Træ (vække begæret efter verden). Dette
resulterer i, at de sættes på porten. Jahve kunne med andre ord
ikke tolerere, at de begærede andet end ånden (Livets Træ), da
de derved frigjorde sig fra hans formynderi og blev frie i ordets
egentlige betydning. Frie til : at begære verden; åndens omgang
med materien; at tilegne sig viden om verden; at stræbe efter
det ypperste.
(Det er dog værd at bemærke at samme skabelsesmyte også kan
tolkes som et billede på fænomenet bevidsthed. Syndefaldet -
eller blot faldet ned i Verden, med den deraf følgende dualisme
er en forudsætning for bevidsthed, sådan som vi almindeligvis
definerer dette. Dette kan igen tolkes som et billede på åndens
manifestation i Verden og altså forudsætningen for meningsfuldt
at kunne tale om eksistens)
Myten om Prometheus, der stjal Olympens ild (viden) og gav den til
menneskene for derefter at lide en af guderne foranstaltet
frygtelig straf, er et andet glimrende eksempel.
Det er kendetegnende, at Kristendommen har en historisk beviselig
modvilje mod videnskab. Hvis en videnskabelig teori stred imod
den af Kirken dikterede verdens- og virkelighedsopfattelse, var
den kættersk og blev behandlet, som man dengang behandlede kætteri:
tortur, lemlæstelse og henrettelse af den/de ugudelige. Havde
mennesket imidlertid ikke været i besiddelse af en naturlig
nysgerrighed og vidensappetit, som ikke engang Kirken og dennes
forfølgelser og undertrykkelse har kunnet dæmpe, var vi næppe
at skelne fra primaterne i dag (nogle gange kan man da også være
i tvivl). Een ting er sikker: Kirken har haft nogenlunde samme
indflydelse på menneskets åndelige og videnskabelige udvikling
i den europæiske kultur, som blokerede bremser har på et køretøjs
fremdrift.
Satan betyder anklager eller modstander. Anklager, fordi han
stiller kritiske spørgsmål. F.eks. om lidelsen i verden.
Hvorfor tillader Gud (Jahve/ Logos) denne, hvis han virkelig
elsker sit skaberværk? Hvorfor skal sjælene lutres gennem
modgang og lidelse og testes for urokkelig tro gennem fristelse?
Hvis Gud (Jahve/Logos) er almægtig, burde han da kunne skabe det
perfekte? Hvorfor overhovedet verden, hvis målet er forsagelse
af verden?
Modstander, fordi han tager menneskets parti mod Gud (Jahve/Kristus).
Han er altså Guds (Jahves/Kristus') modstander - ikke menneskets.
Nej, han er snarere at betragte som menneskets advokat i spørgsmålet
om retten til frihed og viden, to meget centrale begreber i
Satanismen.
Han kaldes da også Morgenstjerne og Lucifer (Lysbringer; Den Der
Bringer Lys/ Viden). Det får jo ikke ligefrem een til at tænke
på den "inkarnerede ondskab", tværtimod. Det er da
også kendetegnende, at han først sent i Bibelen decideret
tilskrives ondskab (dette er et teologisk forsøg på at fritage
Jahve for ansvaret for hans mere lunefulde indfald ved at
eksternalisere disse på Lucifer - kravet til Abraham om at ofre
Isaak er f.eks. ikke et af Jahves mest charmerende træk).
Satanisme kan siges at være karakteriseret ved en kritisk
holdning til alle fænomener, en tørst efter viden og en ubændig
trang til frihed. Satanismen er en oprørsreligion. Et oprør mod
konvention, konformitet, kraftløshed, kompulsivitet og kønsløshed.
Intet under at Satanismen er så frygtet og forhadt, som den er.
Hvis den bliver mere end et undergrundsfænomen, vil den true
verdensordenen, som vi kender den. En Satanist vil aldrig
acceptere at være en slave/et viljeløst redskab for systemet,
og dét skræmmer mange, både de som nu har magten og de, som
beherskes af magthaverne.
Satanisme er begær efter verden, det er kærlighed, had,
stolthed, ydmyghed, ømhed, mod, vrede, aggression, medfølelse,
frygt, fryd og ekstase. Det er en parathed til at forsvare sine kære
med sit eget blod (såvel som det antal fjender man kan nå at slå
til jorden i forbindelse hermed), at dræbe sine fjender uden et
strejf af fortrydelse. Det er evnen til at vise nåde og have
medfølelse med de, som ikke fortjener det. Men først og
fremmest er det evnen til at elske med en lidenskab og et begær,
der ikke levner plads for meget andet i verden. Det er en kærlighedsaffære
med verden, med din kvinde (eller din mand), og det er evnen til
at kigge om bag virkeligheden og tage sit liv og skæbne i egne hænder
ved at kommunikere virkelighedens grund, verdens psykodynamikker,
også kendt som entiteter/ånder/dæmoner - og således få og
realisere sin skæbne!
Fra Middelalderen og op til vor tid har der fra tid til anden været
forlydender om folk, der har tilbedt Satan (eller Djævelen; kært
barn har mange navne). Mange af disse skyldes sikkert
Kristendommens (læs: Kirkens) forsøg på at konsolidere sin
magtposition ved at udskælde eventuelle modstandere for at være
djævledyrkere/i pagt med Djævelen. Således endte mange
kulturguder i Middelhavslandene deres "karriere" som
enten dæmoner, eller de blev slet og ret identificeret med Satan
selv (jvf. Baal, Beelzebul, de romerske og græske guder samt
diverse lokale frugtbarhedsguder). Inkvisitionen og
hekseprocesserne kan med rette anskues fra samme synsvinkel.
Herudover har magikere, filosoffer og videnskabsmænd igennem
tiderne også tiltrukket sig Kirkens opmærksomhed som "repræsentanter
for det onde" - og måttet bøde herfor.
Satanismen opererer som sådan ikke selv med begreberne godt og
ondt. Disse er nemlig betingede af en dualistisk tilgang til
verden. "Ondt" giver ikke i sig selv nogen mening, hvis
man ikke også benytter det modsatte; nemlig "godt".
Dette betyder samtidig at "ond" er et begreb, der kan
have forskellige definitioner afhængig af den kulturelle sammenhæng.
I en religiøs sammenhæng er der ikke ret mange religioner -
udover Kristendommen - der benytter de nævnte begreber i den
absolutte etiske og moralske betydning, som gennemsyrer den
vestlige verdensopfattelse.
Betydningen hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig virker bedre,
hvis man skal anskueliggøre, hvorledes mange andre religioner -
herunder også Satanismen - benytter disse begreber.
Endnu et begreb er dog nødvendigt at få defineret for at belyse
hvad jeg så mener med førnævnte; nemlig begær. Begær (eller
vilje) er en inkorporeret tendens i det menneskelige væsen til
at handle på en bestemt måde, ikke en overfladisk "trang"
til at gøre dette eller hint, at "ville verden", at
eksistere. Begær må ikke forveksles med lyst, som blot er
"lokkemad" til at handle i overensstemmelse med den
enkeltes begær (altså ikke tilfredsstillelse for dennes egen
skyld). Man kunne derfor definere "ondt" som det, der
bremser eller modarbejder ens begær eller vilje. Ligeledes kan
"godt" defineres som det, der er i overensstemmelse med
eller virker befordrende på ens begær eller vilje. Hér er det
vigtigt at bemærke, at livet er ikke en dans på roser, og det
har aldrig været meningen, at det skulle være så. Livet har
sit værd pga. de mange udfordringer, det byder på; om det så
er succes eller fiasko kan sådan set være lige meget, så længe
man bare er med i det, er en del af livet. Kort fortalt: det er
"godt" - altså hensigtsmæssigt - at handle i
overensstemmelse med sin skæbne, det er "ondt" at gøre
det modsatte! Det er denne betydning, der skal lægges i flg.
udsagn fra "Lovens Bog" af Aleister Crowley: "gør
hvad du vil skal være hele lovens fylde"; "kærlighed
er loven, kærlighed underlagt vilje" og "hver en mand
og kvinde er en stjerne". Det betyder ikke, at man bare kan
gøre, hvad man lyster, men hvad ens inderste/højeste vilje
dikterer/byder én at gøre. Al handlen bør udspringe af kærlighed
til verden/til at være til. Og ethvert individ er et univers for
sig selv med den deraf logiske konklusion - for at citere William
Blake "one law for the lion and the ox would be oppression":
eftersom verdensopfattelsen alt andet lige er subjektiv - den er
jo baseret på oplevelse (consensus ikke medtaget i denne
betragtning), dur det ikke med absolutter i den sammenhæng.
Når man tager Kristendommens endegyldige mål i betragtning;
nemlig at ville sætte en stopper for verden, bliver alle tiltag
i retning af at interagere med verden derfor i sagens natur onde.
Det er derfor praktisk taget umuligt både at ville verden og
samtidig overholde De Ti Bud. F.eks. betyder "du skal elske
din næste som du elsker dig selv" i virkeligheden, at du
slet ikke skal elske nogen (Jesus og Jahve er sikkert undtaget
dette), eftersom det at elske sig selv er forfængelighed - en af
De Syv Dødssynder - og man derfor ikke kan gøre dette uden at
forbryde sig mod "loven". Men når man ikke må elske
sig selv, må man jo heller ikke elske andre, eftersom man skal
elske disse, som man elsker sig selv - altså ikke elsker. En
anden problematik i dette bud er "vandspredereffekten";
jo flere kærligheden kanaliseres ud på, jo svagere vil denne kærlighed
være. "Du må ikke slå ihjel" byder ligeledes på et
problem: det er forbudt at elske, men det er ligeledes forbudt at
hade tilstrækkeligt meget til at ville dræbe nogen. Hér har vi
et seriøst problem: det kunne se ud som om alle stærke følelser
er onde. Det giver dog mening i en kristen sammenhæng.
Kristendommens mål er at befri ånden fra materien og således
udrydde verden. Stærke følelser uanset af hvilken karakter er
af verden, de binder een til verden, binder ånden til materien:
de er onde ! Ligeledes er enhver interaktion med andre entiteter
end engle, Jesus og Jahve at betragte som værende ond, eftersom
kun de ovennævnte entiteter er accepterede; de andre refereres
der til som dæmoner (dette gælder også andre kulturers guder
pga. Jahves skinsyge natur).
Selvom Satanismen på væsentlige punkter synes at være
Kristendommens direkte modsætning, og man således kunne
forledes til at tro, at det er "godt" at dræbe, skal
det lige indskydes, at alt liv er helligt - ikke at man derfor
ikke må slå ihjel, men der skal være en rimelig grund hertil,
f.eks. at ens kære eller man selv er truet på liv og lemmer; at
en rival skal fjernes, for at man kan nå sine mål (læs: skæbne)
- altså ikke for det eneste ledige job på fabrikken, kontoret
eller lign. Bagateller såsom "han sagde, jeg er dum",
naboen spiller høj musik, hun møvede sig ind foran mig i køen
i supermarkedet o.l. er ikke, hvad jeg anser for at være
rimelige grunde. Det er altså i orden at forsvare sig/beskytte
sig mod diverse farer, andre måtte udgøre. Dette fører ikke,
som nogle hævder, til rent anarki og voldsvælde men derimod en
sund respekt for hverandre, som synes at være elimineret i det
moderne samfund: hvis du dræber, lemlæster eller på anden måde
skader mig og mine skal du bøde derfor med dit blod!
Jeg vil tillade mig at postulere, med reference til dyrs
naturlige adfærd (naturlig defineret som ikke reguleret eller påvirket
af mennesket), at mennesket som udgangspunkt er et socialt og
empatisk væsen, der ikke dræber eller forvolder skade uden nødig
grund (ligesom dyrene, der typisk kun dræber for at enten at
skaffe føde eller forsvare eget eller afkommets liv). Adfærd,
der adskiller sig herfra, må karakteriseres som værende syg i
den forstand, at der er tale om enten en genetisk determineret
mental sygdom eller en af den sociale struktur fremprovokeret
ditto. At være herre over/at være guden i sit eget liv, med alt
hvad dette måtte medføre af ansvar o. lign., er altså ikke så
skræmmende, som nogle vil gøre det til, det afhænger af den
enkeltes mentale og sociale habitus.
Jæger/samler kulturer -
animistisk/totemistisk religion, magi, uden decideret gudetro i
dette stades begyndelse, det stamme-/slægtsbaserede sjælebegreb.
I overgangsfasen til agerbrugskulturer får stammetotemet større
betydning og der kan med en vis rimelighed tales om decideret
gudsdyrkelse, de såkaldte frugtbarhedskulter opstår, det slægtsbaserede
sjælebegreb (Palæstina).
Agerbrugskulturerne betyder større samfundsmæssige strukturer,
bystater fødes, frugtbarhedskult, stammetotem bringes sammen og
transmuterer eller indgår alternativt i bystatens pantheon (Palæstina,
Ægypten, Babylon, Assyrien).
Bystaterne vokser, samhandelen imellem dem vokser og imperier
opstår (Ægypten, Kreta, Hellas og Rom).
De patriarkalske religioner Jødedom og de deraf afledte hhv.
Kristendom og Islam opstår. (monoteisme, kvindeforagt og
religionskrige, det individuelle sjælebegreb).
Det er interessant at bemærke sig, at Kristendommen i den grad
er påvirket af såvel Jødedom(selvfølgelig), men også
Mithraisme, nyplatonisme, Orficisme, den parsistiske dualisme
samt diverse agerbrugsreligioner med myter om den ofrede, levende
gud (jf. Jesu død på korset).
Dommedag udebliver, Kirken håber videre, men konsoliderer
samtidig sin verdslige magt. Satanismen opstår.
Renæssancen og videre frem: Kristendommen lugter ikke blot
grimt, den er død, men det er først i slutningen af det
nittende århundrede, at dette erklæres offentligt: nemlig af
Friedrich Nietzche med udsagnet "Gud er død".
Satanismen - mennesket erkender sin guddommelighed.
I Kirkens første leveår
havde man et yderst negativt syn på alt, hvad der var verdsligt,
inklusive fænomenet familie, idet denne blev anset for at stå i
vejen for frelsen. Ja, man opfordrede ligefrem sine proselytter
til ikke at stifte familie. Dette er for så vidt logisk nok, da
familiens primære funktion er en videreførelse af arten og slægten
- altså en binding til materien og det kødelige. Jesus er da
også citeret for at have sagt: "Den, der ønsker at følge
mig, skal forlade sin(e) familie, forældre, hustru/mand og alt
sit jordiske gods" (frit citeret efter Det Ny Testamente).
Man havde en forventning om, at verden snart ville gå under (Romerriget
var i opløsning), og den af Jesus forjættede Dommedag ville
blive en realitet. Verden var dog ikke så let at afvikle, og
Dommedag blev aflyst (til stor skuffelse for de tidlige kristne!
Den deraf logiske følgeslutning, at Verden nok ville eksistere
mange århundreder endnu betød, at Kirken snart antog en mere
verdslig tilgang - herunder også til familiebegrebet.
Paulus anerkendte - om end modstræbende - ægteskabet (og dermed
familien) som et nødvendigt onde. Ligeledes accepteredes
seksualiteten således under forudsætning af, at denne blev
praktiseret indenfor ægteskabets rammer.
Den økonomiske, politiske og militære magtstruktur retfærdiggjordes
ved "guddommeligt dekret" på grund af det tætte parløb
mellem Kirken og Kejser-/Kongemagt i de følgende århundreder.
Kristendommen (og Kirken) kunne dog intet stille op imod
videnskabernes og humanismens fremstød (selvom Kirken forsøgte
med alle tænkelige midler - hekseprocesser og Inkvisitionen er
glimrende eksempler herpå). Renæssancen var startskuddet; en
tilbagevenden til Antikkens dyder (og hedenskab for så vidt),
Den Franske, Den Amerikanske og Den Russiske Revolution kan
ligeledes betragtes som eksponenter for menneskets frigørelse
fra kristendommen og de direkte eller indirekte affødte "onder"
heraf (den degenererede og despotiske adel og kongemagt, Kirkens
økonomiske, politiske og militære magt samt den rendyrkede
kapitalisme og imperialisme, som er en logisk følge af Kirkens
alliance med Kapitalen).
Tingene kulminerer for alvor i 1960'erne med borgerrettighedsbevægelser,
kvindekamp, miljø- og naturbevidsthed (naturen blev op i gennem
middelalderen betragtet som værende "Satans værk"), fri
seksualitet og en øget interesse for andre (især østerlandske)
religioner. Også den moderne heksebevægelse, Wicca, bliver i
disse år genstand for øget interesse - især fra kvindebevægelsen
som her ser en religion, der har kvinden i fokus og ikke som
kristendommen betragter hende som et "anden rangs væsen".
På dette fundament finder der i de følgende årtier en
udvikling sted, som i stadig stigende grad "dyrker"
individualismen, sætter gængs moral og etik til debat og formår
at gøre diverse seksuelle "afvigelser" stuerene (sadomasochisme,
fetichisme, biseksualitet, gruppesex etc.) ligesom også
konformiteten i klædedragt, hårmode og diverse andre
udtryksformer må stå for skud.
Dette skaber et logisk problem for såvel kristendommen (og
Kirken) - idet denne taber terræn i rollen som formidler af den
eneste mulige frelse og den eneste acceptable moral og etik - som
for det enkelte menneske i den vestlige, industrialiserede del af
verden, idet der ikke længere er en alment accepteret, levende
religion til at definere, hvad der er rigtigt og forkert.
Sammenholdt med den stigende individualisering, familiemønsterets
sammenbrud samt det - for de fleste mænds vedkommende -
traumatiserende forhold, at den moderne kvinde er blevet så stærk
og selvtilstrækkelig uden at hun har solgt ud på sin
kvindelighed, må konklusionen blive denne: at det moderne
menneske i dag befinder sig i et åndeligt ingenmandsland præget
af både fysisk og psykisk isolation og fremmedgjorthed.
Når der ikke længere er en overordnet verdensforklaringsmodel
og en konsistent, overordnet etik og moral, men derimod mange
forskellige bud på sådanne, står det enkelte individ med det
svære valg: at (op)finde en gud, leder, fører eller lignende,
der kan udfylde tomrummet efter kristendommens døde gud eller at
erkende guden i sig selv og dermed tage det ansvar, der følger
med: at definere såvel sig selv som sin egen etik og moral i
erkendelsen af, at der ikke findes nogle absolutte sandheder
desangående; at turde være stærk nok til at stå alene men også
stærk nok til at indgå i relationer med andre.
Dette er grundlæggende i Satanismen, det sunde, frigjorte,
oplyste og ophøjede menneske, ikke ophøjet ved guddommelig
intervention, men ved egen kraft. Hævet over skyld og skam med fødderne
solidt plantet under det dybeste helvede og hovedet ragende højt
over den øverste himmel for at bruge William Blakes ord. Ikke længere
en ussel synder, født og undfanget i synd, men snarere Nietzches
supermenneske over hvilket der ikke står nogen autoriteter andre
end dem, man evt. selv aktivt måtte vælge. Og måske vigtigst
af alt: i Satanismen gøres op med det patriarkalske tyranni, der
i århundreder har detroniseret kvinden til at friste en
slavelignende tilværelse; kvinden får sin centrale plads i
universet tilbage som symbolet på liv og frugtbarhed. Og
mennesket får sin status som menneske tilbage efter mange år i
landflygtighed.
Dette er dog lettere sagt end gjort. Det er ikke umiddelbart let
at kaste århundreders etiske og moralske programmering såvel
som menneskesyn af sig. Derfor vil Satanismen nok også forblive
en religion for de få i en lang årrække endnu, og derfor vil
mange stadig betragte Satanismen med en vis angst og bæven.
Satanismen stiller det enkelte menneske frit i den fulde
betydning af begrebet, og måske netop derfor er der lang vej
endnu, før menneskeheden per se er parat til en sådan
revolution.
Det lange tidsperspektiv er endvidere logisk, når man påtænker
dels kristendommens nærmest uendeligt lange "dødskvaler"
(Dommedag forventedes af mange at indtræffe omkr. 100 år e. Kr.,
så man kunne med rette påstå, at kristendommens dødskvaler
satte ind efter "aflysningen" af denne) og dels den
lange overgangsfase, der historisk set altid har gjort sig gældende
ved overgangen fra eet religiøst /kulturhistorisk paradigme til
et andet.
Ikke desto mindre er samfundet i dag væsentligt mere præget af
sataniske "dyder" end kristne ditto, kirken har solgt
ud på næsten samtlige hylder, langt de fleste bekender sig til,
hvad man rettelig kunne kalde en slags kristen ateisme og så
alligevel ikke. Der hores, stjæles, lyves og ihjelslås som
aldrig før (og samfundsspidserne går foran som de "gode"
eksempler - ligesom i Middelalderen og frem mod vor tid) og guden
Mammon har aldrig nydt så stor respekt, som det er tilfældet i
dag. Så måske varer det ikke så længe alligevel….
Darkprince (2002)
© 2002 René Strunch(Darkprince) & Society of The Fire Within.